Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Hvad vil det sige at være grænseoverskridende?
Jeg var til demonstration tirsdag aften i København for at protestere mod Israels fornyede bombardementer af Gaza. Over 400 mennesker blev dræbt i de tidlige morgentimer, og Israels morderiske leder, krigsforbryderen Benjamin Netanyahu, bebudede, at dette var kun begyndelsen.
Der er profit i døden.
Han sagde ikke, hvad slutningen var, men det stod at læse i hans hadefuldt fortrukne ansigt, det hørtes i de uafladelige bombebrag, det sås i røgskyerne, der igen rejste sig over et bylandskab, der allerede lå i ruiner.
Dette er begyndelsen på den definitive fordrivelse af det palæstinensiske folk fra den jord, der engang var deres. Dette er enden på det palæstinensiske folk. Det var det, Benjamin Netanyanu fortalte os tirsdag morgen akkompagneret af sin foretrukne baggrundsmusik, de såredes jamren, bombebrag, skudsalver og lyden af kroppe, der bliver knust under larvefødder.
Kommer tirsdagens mordbølge bag på nogen?
Ikke efter de forudgående 16 måneders folkedrab.
Men hvad vil jeg så sige med ordet grænseoverskridende?
Ordet lød fra talerstolen, da demonstrationen standsede foran rederiet Mærsks hovedkvarter på Esplanaden. Det kom fra en kvinde med jødisk baggrund, Zen Donen, som har aktier i Danmarks største rederi, der er under anklage for at transportere militært udstyr til den krigsførende israelske stat.
Mærsk benægter. Der er ikke håndgranater eller 2000 punds bomber i containerne på de 46 skibe, der har bragt fragt til Israel. Men der er kampkøretøjer, pansrede mandskabsvogne og andre militære køretøjer, og vi ser dem dagligt på videooptagelser fra Gaza. Men det har ikke noget med krig at gøre, hævder Mærsk.
På den netop overståede generalforsamling havde Zen Donen krævet, at Mærsk lader sig underkaste en international kontrol, så det kan undgås, at rederiet, der i forvejen har et tæt samarbejde med det amerikanske militær, ikke i fremtiden bidrager til overtrædelse af de internationale konventioner om medvirken til krigsforbrydelser og folkedrab.
Ikke bare blev Zen Donens forslag afvist med 98 procent af stemmerne. Hun fik også af generalforsamlingens ordstyrer at vide, at det var “grænseoverskridende” at forbinde Mærsk med folkedrab.
Med andre ord: Mærsk var såret, Mærsk følte sig krænket, Mærsk var ked af det.
Det er ikke skyld over den aktive medvirken til drabet på 48.000 mennesker, der gør Mærsk ked af det. Det er ikke synet af et ruinlandskab, hvor næsten to millioner mennesker har mistet deres hjem. Det er ikke sønderbombede børnehaver, skoler, hospitaler og universiteter, der gør Mærsk ked af det.
Nej, det er sandheden om rederiets egen medskyld, som er krænkende for fintfølende Mærsk.
Mærsks overskud i 2024 ligger på 45 milliarder kroner. Det er cirka én million kroner for hver død palæstinenser. Direktøren for Mærsk, Vincent Clerc, har en årsløn på 48,3 millioner kroner. Det er 10.000 kroner per død palæstinenser.
Der er profit i døden.
Se dig omkring i København. Operaen, som Mærsk har finansieret, har blod på facaden. Se på rederiets 32.000 kvadratmeter store hovedsæde på Esplanaden med alle de mange vinduer, du af gode grunde ikke kan se igennem. Ruderne driver af blod. Se på den 26.000 kvadratmeter store udvidelse i Amaliegade, der også kommer til at stå med facader, som vogter mod nysgerrige blikke. Også her vil der være blod på murene.
Se på ledelse og bestyrelse. De har blod på hænderne.
Hvis der er noget, der er grænseoverskridende i Danmark, er det Mærsk.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.