Frankrigs præsident Emmanuel Macron har i starten af januar (den 6. januar 2025) erklæret under en konference vedrørende udenrigspolitik, at lande i Sahel-regionen har glemt at takke Frankrig for dets militære indsats mod islamisme – de er blevet for forkælede:
“Ungratefulness, I know too well, is a disease that can’t be transmitted to man“. (Utaknemmelighed, det ved jeg alt for godt, er en sygdom, der ikke kan overføres til mennesker).
Yderligere tilføjer han:
“None of them would be a sovereign state today if the French army hadn’t deployed in the region.” (Daily Post Nigeria). (Ingen af dem ville være en suveræn stat i dag, hvis ikke den franske hær var blevet indsat i regionen.)
… at de ikke længere finder sig i vestlig indblanding og accepterer ikke den gamle præmis om, at Frankrig får lov til at portrættere tidligere koloniserede lande som værende umyndige eller afhængige af Frankrig.
Macrons udtalelse afslører et kolonialistisk verdensbillede, hvor afrikanske ledere ses som forkælede individer, der bør takke for Frankrigs militære indsats. Han påpeger, at afrikanske lande ikke ville have suverænitet uden Frankrigs indblanding, hvilket forsvarer neokolonialisme. Udtalelsen er groft usympatisk og insensitiv taget i betragtning af Frankrigs historie med undertrykkelse i de berørte lande.
Chads udenrigsminister Abderaman Koulamallah kommenterede på Macrons tale og antydede, at Frankrigs militære intervention “has often been limited to its own strategic interests, without any real lasting impact for the development of the Chadian people” (Al Arabiya English). (har ofte været begrænset til egne strategiske interesser uden nogen reel varig indvirkning på udviklingen af det tchadiske folk).
Koulamallah kritiserede også Macrons nedværdigende opfattelse af afrikanere:
“The government of the Republic of Chad expresses its deep concern following the remarks made recently by the president of the French Republic, Emmanuel Macron, which reflect a contemptuous attitude towards Africa and Africans” (Al Arabiya English). (Republikken Tchads regering udtrykker sin dybe bekymring over de bemærkninger, som den franske præsident, Emmanuel Macron, for nylig fremsatte, og som afspejler en foragtelig holdning til Afrika og afrikanere).
Macrons tale kommer i kølvandet på, at Frankrig har trukket tropper ud af Mali, Burkina Faso, Niger og snart Elfenbenskysten og Senegal – tidligere franske kolonier. Disse beslutninger signalerer et ønske om løsrivelse fra Frankrig og større selvbestemmelse. Det afspejler en tendens i frankofone lande til at bryde med koloniale strukturer og frigøre sig fra udenlandsk indblanding.
Macron forsøger dog at ændre narrativet:
“No, France is not on the back foot in Africa, it is just lucid and reorganizing itself” (Al Arabiya English) (Nej, Frankrig er ikke på tilbagetog i Afrika, det er bare klarsynet og reorganiserer sig).
Udtalelsen er et forsøg på at tage kontrollen over fortællingen og nedtone negative opfattelser af Frankrig.
Senegals premierminister Ousmane Sonko afviser Macrons udlægning:
“No discussion or negotiations have taken place and the decision by Senegal stems from its own determination as an independent and sovereign country” (Ousmane Sonko på X). (Der har ikke fundet nogen diskussion eller forhandling sted, og Senegals beslutning udspringer af landets egen vilje som et uafhængigt og suverænt land).
Sonko understreger, at Senegal er uafhængigt, og kommenterer på Macrons påstand om manglende suverænitet:
“France has neither the capacity nor the legitimacy to assure Africa’s security or sovereignty” (Ousmane Sonko på X). (Frankrig har hverken kapacitet eller legitimitet til at sikre Afrikas sikkerhed eller suverænitet).
Macron afsluttede med en tak til de franske soldater i Sahel:
“My heart goes out to all our soldiers, some of whom have given their lives and fought for years” (Daily Post Nigeria). (Mit hjerte går ud til alle vores soldater, hvoraf nogle har givet deres liv og kæmpet i årevis).
Dette kan virke dobbeltmoralsk set i et historisk perspektiv. Frankrig rekrutterede nemlig flere hundredtusinde afrikanske soldater under de to verdenskrige. Det går derfor ikke ubemærket hen, når Frankrigs præsident takker franske soldater for deres indsats i afrikanske lande, men hensynsløst overser de afrikanske soldater, som blev rekrutteret under Anden Verdenskrig og blev ofre for et tidligere imperium.
Koulamallah påpeger, at Frankrig aldrig har anerkendt afrikanernes rolle under verdenskrigene, som:
“France has never truly recognized” (Al Arabiya English) (Frankrig har aldrig rigtig anerkendt), og Sonko stillede spørgsmålstegn ved, om Frankrig ville have været befriet fra Tyskland uden de afrikanske soldater under Anden Verdenskrig.
Macrons seneste udtalelser er derfor vand på møllen for afrikanere, som har gjort op med Frankrig og tilsluttet sig panafrikanismen. Det er evident, at de ikke længere finder sig i vestlig indblanding og accepterer ikke den gamle præmis om, at Frankrig får lov til at portrættere tidligere koloniserede lande som værende umyndige eller afhængige af Frankrig.
Det fornemmes dog næppe, at Macron har gjort op med sin kolonialistiske retorik om landets tidligere territorier i Afrika. Hans retorik afspejler en forældet verdensanskuelse, som stadig gør sig gældende blandt europæiske ledere, herunder danske politikere i forhold til Grønland.
(Oversættelse til dansk i parentes er indsat af redaktionen.)
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.