8. marts Interview
Rosa Lund og Pelle Dragsted skriver “rettelser” til Arbejderens artikel (som jeg også medvirkede i). De skriver, at “analyserne er desværre forkerte”. De påstår, at hele den oprindelige overskrift, “Justitsministeren strammer grebet: Skærper straffe og indfører censur uden dommerkendelse mod Gaza-solidaritet”, “i sig selv er fejlbehæftet og decideret misvisende”.
Nu må jeg gøre det lidt kort af hensyn til ferie, men vil komme med nogle “rettelser” til “rettelserne”.
For det meste har IHRA trivedes bedst i en gråzone, hvor det ikke eksplicit nåede til lovgivning, fordi det kan skabe grundlovsmæssige problemer i mange lande. Derfor ligger den ofte i den gråzone.
“Det er ikke korrekt, at man ønsker at kriminalisere Gaza-solidaritetsbevægelsen. Hvis det var sådan, at man pludselig kriminaliserede en hel bevægelse, ville der være mange flere, der ville være oprørte, og en sådan aftale ville Enhedslisten aldrig indgå”.
Det er da en mærkelig argumentation. Altså, at hvis ikke der er flere, der er oprørte (det er der i den grad folk, der er oprørte over i Enhedslisten), så er det bevis for, at det ikke findes. Hvad nu hvis dem, som skriver, ikke har indset problemet? (Det er jo det, som mange af deres ledende medlemmer siger til dem).
“Der er intet, som var forbudt i går, som med det nye lovforslag bliver forbudt i morgen”. Det er igen en påstand – men holder den?
Det eneste, der nævnes i Justitsministerens tre punkter som forslag til lovændringer (4.10), er den palæstinensiske sammenhæng. Er det tilfældigt?
I interne kommunikationer, som jeg har fået refereret, taler de i længde om sammenhæng som nazidemonstrationer – det er bare ikke nævnt i punkterne, det er ikke deres fokus.
“I Danmark er det ikke politiet, der bestemmer, hvornår noget er en hadforbrydelse, men domstolene”.
Det er værre i realiteten. I Danmark er der en religiøs interesseorganisation, Det Jødiske Samfund (DJS), som synes at blive givet ret til at bestemme det ud fra en definition, der hedder IHRA (DJS henviser til IHRA i sin helhed i deres rapporter om antisemitisme).
Se 25.6 aftalen side 2:
“Imødegåelse af antisemitisme på techgiganters platforme. Det Jødiske Samfunds Center for Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser (AKVAH) ydes økonomisk støtte til at bistå med monitoreringen af og dialogen med onlineplatforme, hvor der særligt ses eksempler på antisemitisk indhold. AKVAH vil herved kunne bidrage til, at platformene overholder deres interne retningslinjer og på frivillig basis nedtager sådant indhold, ligesom det vil kunne bidrage til, at klare straffelovsovertrædelser politianmeldes”.
Bemærk, hvordan den direkte kontakt mellem AKVAH (DJS) og onlineplatforme er særskilt fra politianmeldelse.
Lund og Dragsted skriver, at “der er ingen ny definition af antisemitisme med lovforslagene. I Danmark anvendes IHRA’s definition, og hvad man synes om den er individuelt, men der er ikke lagt op til en ændring af denne definition”.
De responderer egentligt på et citat, som er mit, fra den tidligere artikel:
“Og ‘den nye antisemitisme’ bliver i aftalen, der ligger til grund for lovstramningerne, defineret som antisemitisme, der “genereres ud fra en foragt for staten Israel.”
Tilbage til Lund og Dragsted. Det er da interessant nu at se det sort på hvidt: En erkendelse af at Danmark anvender IHRA-definitionen. For i den interne kommunikation, som jeg har fået refereret, blev der sagt, at der intet står om IHRA i den seneste aftale (25. juni). Det var en stråmand, fordi aftalen baserer sig på 2022-handlingsplanen, og den lægger IHRA til grund.
Men nu bliver der påstået, at “Enhedslisten fik i forhandlingerne om den oprindelige handleplan i 2021 fjernet eksempellisten. Der er helt afgørende, for at antisemitisme og kritik af staten Israel ikke blandes sammen”.
De fik ikke nævnt eksemplerne. Det er ikke det samme som at undsige dem. Og hvis forfatterne havde set vores debat om den nye antisemitisme og IHRA, så vil de også nok se, at det har internationalt været sådan, at så snart IHRA var accepteret, så var der kræfter, der kæmpede for en mere og mindre udvidet definition. Men “den nye antisemitisme” er helt klart det ideologiske ophav for definitionen, som er forfattet og promoveret af Israel-lobbyorganisationer.
Lund og Dragsted skriver: “Det eneste sted i aftalen, hvor der nævnes “ny definition”, er, hvor der sættes penge af til forskning i antisemitisme, der udspringer af en foragt for staten Israel”.
Så de anerkender faktisk, at der er en slags “ny definition” dér. Men så bliver det bagatelliseret:
“Det svarer til at undersøge had mod muslimer, der udspringer af foragt for staten Iran. Det ændrer ikke på definitionen af, hvad selve hadet er”, skriver de.
Men tænk nu, hvis en hypotetisk forskning i islamofobi skulle erklære, at den “ny islamofobi” udspringer fra en “foragt for staten Iran” – der vil ikke være ende på hån, ikke mindst fra højrefløjen, at vi overhovedet går med sådan en betragtning som udgangspunkt og bruger skattepenge til det!
Så citerer de mig igen:
“Hvad nu hvis politiet vurderer, at den planlagte demonstration indeholder en urimelig foragt for Israel?”
Men de beroliger:
“Det er ikke – og bliver ikke – forbudt at udtrykke foragt for en anden stat. Hadforbrydelser kan aldrig relatere sig til stater”.
Men de har allerede nævnt det med “foragt for staten Israel”. Det står i aftalen. Og hvad med dette fra side 1: “Uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig blive en undskyldning for at gøre hverdagen utryg for jøder i Danmark eller udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse”.
Det var de slet ikke inde på, men det er sådan, at for enhver stat skal eksistensberettigelsen kunne stilles spørgsmålstegn ved. Det kan være en meget længere skrivelse om, hvorfor ingen stat har en universal ret til at eksistere, at de eksisterer, fordi de gør, at de bliver anerkendt eller ej, at mange nationale eller etniske identiteter ikke har udmøntet sig i en stat og så videre. Men nu skal jeg gøre det kort. Aftalen lægger op til, at den eneste stat i verden, som der ikke må sættes spørgsmålstegn ved, er Israel. Hvad nu hvis spørgsmålstegnet ved Israels eksistensberettigelse bliver betragtet som foragt for staten Israel?
Men Dragsted og Lund beroliger igen:
“Det handler alene om personer og befolkningsgrupper. Og man har fuld ytringsfrihed til at kritisere alle lande i verden. Det er vores grundlovs- og menneskerettighedskonventionssikrede ret, og det er slet ikke noget, danske politikere kan forbyde”.
Alle lande – men der er begrænsninger, når det kommer til Israel. Og disse bliver hen ad vejs formuleret i politiske aftaler på forskellige vis, de bliver skubbet frem af Israel-lobbyorganisationer for at komme ind i lovgivning, så meget som de kan.
For det meste har IHRA trivedes bedst i en gråzone, hvor det ikke eksplicit nåede til lovgivning, fordi det kan skabe grundlovsmæssige problemer i mange lande. Derfor ligger den ofte i den gråzone.
Jeg synes, at Enhedslistens problem er en manglende erkendelse af det problem – Lund og Dragsted er meget opsat på at berolige ved bortforklaringer, som ofte ikke hænger sammen, og viser en vis desperation for at beskytte den mindre kritiske position for ikke at skulle flytte sig i forhold til aftalerne, som allerede er indgået. For i det sidste afsnit af aftalen 25.6, under “Lovgivning”, står der, at: “Aftalepartierne er enige om at stemme for den lovgivning, der er nødvendig for at udmønte denne aftale”.
Hvis man ikke vil stemme for den, synes betingelsen at sige, at man skal helt ud af aftalen, og det virker måske radikalt for de politikere, der har skrevet den under.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
