Når jeg er ude og handle ind til hverdagen – toiletpapir, æg, mælk og hakkekød til aftenens chili con carne – så bliver jeg stadig overrasket over, hvor meget priserne er steget.
Jeg er ikke den eneste, der studser over, hvor få varer der kan komme i kurven nu for de samme penge som for blot et par år siden. Rigtig mange danskere oplever desværre, at deres løn er blevet mindre værd.
… har den rigeste ene procent oplevet en realindkomstfremgang på hele 15 procent i 2023, mens den typiske dansker stadig ser ind i en reallønsnedgang.
Selv om lønningerne steg med den seneste overenskomst fra 2023 og nu har indhentet inflationen, så oplever mange lønmodtagere ikke en fremgang i reallønnen, da der stadig er et efterslæb fra de vanvittige prisstigninger i 2022.
Det skal vi have gjort noget ved, og derfor er OK25-forhandlingerne for de 230.000 ansatte i industrien, der netop nu foregår i Industriens Hus, yderst vigtige.
Produktiviteten i Danmark vokser – det er et faktum. Men samtidig er der en skævvridning i, hvem der høster frugterne af denne udvikling.
Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har den rigeste ene procent oplevet en realindkomstfremgang på hele 15 procent i 2023, mens den typiske dansker stadig ser ind i en reallønsnedgang. Over de seneste ti år har den rigeste procent samlet set fået en fremgang i indkomst på knap 60 procent, mens den typiske dansker blot har haft en beskeden stigning på ni procent.
Det er en voldsom forskel.
Derfor skal vi med OK25 sikre, at lønmodtagerne – dem, der dagligt skaber værdi på arbejdspladserne – får en løn, der afspejler deres bidrag. Derfor har jeg et klart budskab til arbejdsgiverne: Det er på tide, at den almindelige lønmodtager også får del i overskuddet. Lad OK25 blive et vendepunkt, så lønmodtagerne får en fremgang i reallønnen!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.