Vi må konstatere, at de katastrofale ændringer i klimaet er den største trussel mod livet for milliarder af mennesker. Temperaturerne stiger endnu hurtigere end forudset.
Forbruget får skylden for den truende klimakatastrofe – men mange minoriteter, pensionister, kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere, dagpengemodtagere, flygtninge og indvandrere har ikke noget stort forbrug, og de kan derfor ikke være den primære årsag til klodens og miljøets miserable tilstand.
De bor i et-værelses “tiny houses”, men får ingen opmærksomhed eller anerkendelse for det.
Disse lavindkomstborgere forurener kun begrænset med CO2. De kan betegnes som lav-emissionsborgere.
Hvis nogen gerne vil arbejde, så må de argumentere for at få lov til det og påvise, at de ikke bidrager til flere forurenende og skadelige udledninger.
Høj-emissionsborgerne er dem, der flyver rundt på storbyferier i weekenden, kører biler, bygger og opvarmer store huse i glas og stål – og går på arbejde, hvor de forurener med endnu mere CO2. Altså, kort sagt lønarbejderne.
Der har aldrig været flere lønarbejdere i Danmark end nu.
Der har aldrig været flere lønarbejdere i verden end nu.
Der er aldrig blevet udledt så meget drivhusgas i Danmark og på kloden som nu.
Lønarbejdet er derfor den største trussel mod alt levende!
Hvis vi skal undgå, at klimaet går i selvsving, så skal forureningerne med drivhusgasser bremses nu. Altså, at vi når til den katastrofe tipping point, hvor kloden hurtigt bliver varmere og varmere, uden at vi kan gøre noget ved det.
Det største og mest påtrængende problem for menneskeheden er at bremse udledningerne af drivhusgasser. NU!
Det sker ikke ved øget beskæftigelse og flere lønarbejdere – men ved at flere arbejder mindre.
Vi skal derfor hylde og rose de mennesker, som ikke arbejder, og som overlever på de laveste sociale ydelser og pensioner.
Lavemissionsborgerne!
Vi skal kritisere og stoppe de arbejdsgale højemissionsborgerne – for det er dem, der truer vores eksistens. Det er milliarder af mennesker, der vil dø af tørke, varme, oversvømmelser, jordskred, krige og som flygtninge, hvis udledningerne fortsætter.
Vi lever i kraft af mad, vand, varme og socialt samvær.
Det er en fejlagtig opfattelse, at vi lever af penge og arbejde. Ingen lever af arbejde. Arbejde kan ganske vist frembringe mad, men størstedelen af arbejdet frembringer bare penge, der skal blive til flere penge, der igen skal blive til endnu flere penge.
Det er det primære formål med lønarbejdet.
Ellers ville klodens milliarder af lønarbejdstimer have sikret alle mennesker mad, tøj, medicin og boliger – frem for bomber, plastik, pesticider, PFAS, dyremishandlinger, elektronik med indbygget forgængelighed, glas og stål, slik i børnehøjde og annoncer for alt lort i verden.
Det er ikke Nordic Waste, Cheminova, Aalborg Portland, landbruget eller Maersk, der forurener. Det er de lønarbejdere, der dyrker og sejler soja fra Mellemamerika til danske svinefabrikker, de lastbilchauffører der har dumpet forurenet jord i Randers, de lønarbejdere på Cheminova, der har lukket gift ud i Vesterhavet, og de landmænd, der har overdænget markerne med kunstgødning og gylle, og som har dræbt fiskelivet i vores indre farvande og dermed den gratis mad, som enhver kunne fiske efter. Det er disse lønarbejdere, der forurener. Det er lønarbejderne på Terma, der dræber Palæstinas børn, når de producerer våben til Israel.
Klimakampen er også en kamp mod lønarbejdet og for retten til arbejdsfrihed og værdighed som lavemissionsborger.
Hvis nogen gerne vil arbejde, så må de argumentere for at få lov til det og påvise, at de ikke bidrager til flere forurenende og skadelige udledninger.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.