Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Siden Trumps indsættelse og indtog i Det Hvide Hus 20. januar er der mildest talt sket et skift i det dansk-amerikanske forhold. De aggressive udtalelser og folkeretsstridige trusler mod Danmark, Grønland, ja det såkaldte Rigsfællesskab er uden sidestykke og er blevet bredt fordømt.
Selv toneangivende borgerlige koryfæer som Søren Pind, Bertel Haarder og Jarl Cordua har afsvoret deres hidtil grænseløse begejstring for og uforbeholdne støtte til USA.
Hvis Danmark også tør bruge sit sæde i FN’s Sikkerhedsråd, kan det varsle nye tider.
På det seneste har der været mange bud på dansk modsvar til præsident Donald Trumps trusler mod Grønland. Fra folkelig boykot af amerikanske varer via støttedemonstrationer for Grønland til krav om lukning af det amerikanske konsulat i Nuuk.
Og frem for alt er den dansk-amerikanske baseaftale kommet i modvind. Verians meningsmåling i Berlingske 16. marts viste, at 58 procent af dem, der har taget stilling, siger nej til baseaftalen med USA. Og mindre end to uger efter viste Jyllands-Postens meningsmåling 28. marts, at blandt dem, der har taget stilling, er en tredjedel for og to tredjedele imod baseaftalen, som skal til førstebehandling i Folketinget 11. april.
Men man synes helt at glemme, hvad Trump startede sit felttog mod Grønland og Danmark med. I et opslag lillejuleaften 2024 – allerede før sin tiltræden – meddelte Trump, at han havde udpeget forretningsmanden og tidligere ambassadør i Sverige Ken Howery til ny amerikansk ambassadør i Danmark.
Det skete med ordene: “Ken vil gøre et vidunderligt stykke arbejde med at repræsentere USA’s interesser”, som præciseredes til “ejerskab og kontrol over Grønland”. Trump vil som bekendt heller ikke udelukke brug af økonomisk eller militær tvang for at sikre, at Grønland bliver en del af USA.
Nu afventer udnævnelsen Senatets godkendelse. Men det vurderes blot at være en formalitet. Derpå fremsender USA udnævnelsen til den danske udenrigsministers godkendelse.
Men med et sådant kommissorium og Trumps trusler om tvang samt den bebudede told på danske varer bør Lars Løkke Rasmussen afvise at godkende udnævnelsen eller i det mindste kræve en ændret opgavebeskrivelse for ambassadøren.
Det vil – sammen med en afvisning af baseaftalen – være et klart dansk modsvar mod den aktuelle amerikanske udenrigspolitik, der både er diplomatisk korrekt, og som ikke kan misforstås.
Regeringens forsøg på opbakning i Norden og EU er utvivlsomt meget fornuftigt, omend regeringen til at starte med var fodslæbende og holdt en lav profil. Men hvis Danmark også tør bruge sit sæde i FN’s Sikkerhedsråd, kan det varsle nye tider.
Danmark bør ikke alene bakke op om Grønland, men også støtte andre af de lande, som nyligt har mærket Trumps skærpelse af det amerikanske hegemoni, for eksempel Panama, Mexico og Canada.
Derved kan Danmark bidrage til, at folkeretten og internationale konventioner bliver grundpiller i den internationale retsorden, som med Trump-administrationen er kommet under et alvorligt internationalt pres.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.