Interview
Der er næppe en af os, der ikke før eller siden vil få behov for hjælp fra sundhedsvæsenet og derved støde på en sygeplejerske.
De er der, når livet begynder, og når livet slutter.
De er der, når vi eller vores kære bliver ramt af sygdom. Nogle gange mindre alvorligt og andre gange så stort og voldsomt, så det kan koste livet.
De plejer, lindrer og behandler os, når vi har allermest brug for det. Og vejleder os når vi er usikre og har mistet fodfæstet for en stund.
De møder os i vores sårbarhed. Og det var også dem, der gik i front for os andre, da pandemien ramte med al den frygt og usikkerhed, som fulgte i de frygtelige måneder, hvor den toppede.
Nu er de i konflikt. De vil aflønnes lige som deres kolleger i sammenlignelige mandedominerede fag.
Det er der blevet sagt og skrevet en masse om i de sidste mange uger og måneder.
Er det nu også så dårligt, hvad en sygeplejerske tjener?
De andre offentligt ansatte er jo godt tilfredse. Hvorfor er der så ballade med sygeplejerskerne, og har de måske ikke valgt deres fag ganske frivilligt?
Men som så ofte før er tingene ikke så sort-hvide, som man nemt kunne få indtryk af.
Ingen arbejdstager i Danmark skal finde sig i at blive aflønnet efter sit køn og ikke sine kvalifikationer.
Sundhedsvæsenet har længe været under et massivt pres. Den demografiske udvikling, nye dyre behandlingsmuligheder og en årelang underfinansiering af sundhedsvæsenet har sat sine tydelige spor. Især sygeplejersker men også en række andre sundhedsprofessionelle flygter i disse år fra faget.
Nyuddannede skynder sig at finde på noget andet, før de når at tilegne sig praktisk erfaring. Og på mange sygehusafdelinger er sygeplejerskerne på gennemrejse, indtil de kort efter finder noget nyt.
Dette har været en kendt tilstand, længe før nogen vidste, at corona kunne være andet end jordbær og øl. Lige så længe har det også været kendt, at ovenstående faktorer ville betyde behov for flere og ikke færre sygeplejersker. En udvikling det endnu er umuligt at se en ende på.
Nu skal der som bekendt inden for alle brancher andet og mere end kun en god løn til at fastholde engageret og kompetent personale. Og det gælder i høj grad også her. Men lige meget hvordan man vender og drejer det, så har lønnen altså en hel del at skulle have sagt.
Til alt dette kommer, at med Me Too-bølgens sejrsgang verden over har selv mere fodslæbende personager måttet sande, at ingen skal acceptere fremmede tunger eller hænder i sine øregange eller på sine knæ som forudsætning for at kunne gøre karriere.
Det kan derfor undre, at alt, hvad politikerne har haft til overs for den tudsegamle, men stadig højaktuelle strukturelle sexisme, der ligger i Tjenestemandsreformen af 1969, er et træt skuldertræk og en høflig henvisning til, at man jo altid kan tage den danske model i anvendelse, hvis man i øvrigt er utilfreds.
Til genopfriskning blev det med denne fastlagt, at typisk kvindedominerede fag skulle aflønnes lavere end sammenlignelige mandedominerede fag. Begrundelsen var, at kvindens løn var at betragte som en biindtægt til mandens løn og derfor i bedste fald skulle bruges til at spæde husholdningskassen op med.
Det forekommer logisk, at et over 50 år gammelt lønefterslæb på 15-20 procent ikke kan udlignes ved en almindelig overenskomstforhandling, hvor alle andre fag også skal tilgodeses. Desto mere undrer det, når selv ligestillingsministeren afviser at gøre noget ved problemet under henvisning til, at parterne må tage den med sig selv og hinanden ved forhandlingsbordet.
Denne gang er det sygeplejerskerne, der strejker.
De vil ikke mere. Og ingen har kunnet give dem en ordentlig forklaring på, hvorfor deres arbejde per definition skal værdifastsættes tydeligt lavere, end hvis det var et fag af samme uddannelseslængde og -tyngde, men med forholdsvis flere mænd ansat.
Sandheden er dog, at ingen arbejdstager i Danmark skal finde sig i at blive aflønnet efter sit køn og ikke sine kvalifikationer.
Lad os i fagbevægelsen stå sammen om at råbe politikerne og arbejdsgiverne op: Lige løn for lige uddannelse!
Hvis ikke der bliver handlet aktivt for at løse problemet nu, så vil den slags konflikter blive ved med at dukke op de næste 50 år også. Og spørgsmålet er, om sundhedsvæsenet og alle de andre velfærdsområder, hvor flest kvinder er ansat, kan blive ved med at bære det?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
