Torsdag den 12. december viste TV2 dokumentaren “Hvem passer på grisene?” Udsendelsen dokumenterede en række ekstreme eksempler på misrøgt af dyr. Fødevarestyrelsen finder lovovertrædelser på hver tredje bedrift, som aflægges kontrolbesøg. “Det er uacceptabelt”, var kommentaren fra landbrugets interesseorganisation, Landbrug og Fødevarer, til den høje forekomst af lovovertrædelser.
Det er svært at overbevise en mand om, at det, han gør, er forkert, når hans indtægt er afhængig af, at han ikke forstår det.
ordsprog
Imidlertid afslørede udsendelsen også, at der ikke er tale om “enkelte brådne kar”, som plejer at være undskyldningen fra landbrugets lobby, hver gang der kommer et nyt rystende eksempel på dyremishandling i husdyrproduktionen. Nej, det stod tydeligt for enhver, at hele den intensive, konventionelle produktionsform helt og aldeles har spillet fallit. Som en svineproducent selv så rammende sagde det, så er det jo klart, at man ikke kan sørge for, at alle dyr har det godt, når man har 5000 af dem.
Det lovlige produktionssystem er i sin essens så brutalt, at det ville udløse et ramaskrig og politianmeldelse, såfremt der pludseligt stod i tusindvis af hunde i stedet for grise i staldene:
- Avlssøer fikseres på bart betongulv i lange perioder og lider ofte af sultfølelse grundet restriktiv og fiberfattig fodertildeling. På den baggrund udvikler 40 procent pinefulde mavesår. Derudover forårsager produktionsforholdene notorisk en lang række andre organ-, kredsløbs- og benlidelser.
- Det er tilladt at aflive pattegrise ved at slynge dem hårdt mod gulvet, så de får kraniebrud. P.t. dør/aflives over 25.000 pattegrise dagligt på Danmarks 2.000 svinebedrifter.
- Slagtesvin på op til 100 kilo tildeles hver 0,65 kvadratmeter. De trange og golde pladsforhold nødvendiggør halekupering af grisene, fordi de meget intelligente og naturligt nysgerrige og aktive dyr ellers bider hinandens haler af i frustration og stress. (Det har været forbudt at kupere grise rutinemæssigt i mere end 30 år!)
Et ordsprog siger at: “Det er svært at overbevise en mand om, at det, han gør, er forkert, når hans indtægt er afhængig af, at han ikke forstår det”. Derfor vil de konventionelle svineproducenter og deres brancheorganisation aldrig erkende, at det er selve produktionsformen, som er uacceptabel.
Politikerne må på banen og vedtage en lov for udfasning af den intensive husdyrproduktion. Det er heldigvis et fåtal i befolkningen, som finder systematisk mishandling af dyr acceptabelt, hvorfor mange har vist vejen på underskriftsindsamlingen “Transformer landbruget – udfas intensiv husdyrproduktion“.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.