I 1910 vedtog man, at den 8. marts skulle være kvindernes internationale kampdag. Dette skete i København. Danmark var et foregangsland for ligestilling sammen med de andre nordiske lande. I dag er vi i Danmark ikke i nærheden af at kunne følge med vores naboer, når det kommer til ligestilling. Der er stadig rigeligt at kæmpe for, men danskerne hænger i bremsen. Det er tid til at understrege ‘kamp’ i kampdag.
En kontinuerlig kamp
Den feministiske kamp berører nogle voldsomme og alvorlige emner. Fra strukturel underbetaling af kvindedominerede fag til seksuelle krænkelser og kønsbaseret vold. Der er mange opgør, som må tages, hvis vi vil i mål med ligestilling. Derfor er det frustrerende, når så vigtig en kamp bliver reduceret til blot at være et spørgsmål om symbolpolitiske sager. Vi bliver nødt til at snakke om de strukturer, som gør, at du som kvinde i Danmark stadig er markant dårligere stillet end mænd. Vi må stoppe med at se kvindekampen som enkeltstående sager.
Vi har før været et feministisk foregangsland – og det skal vi være igen!
Trods vi er mange, som kæmper for ligestilling og kalder os selv feminister, kan det ofte føles som om, at kvindekampen er ved at drukne i stråmandsargumenter, og fokus fjernes alt for ofte fra de virkelige problemer. Når endelig kvindekampen kommer op til overfladen og får luft, har fokusset på det strukturelle og kulturelle problem en begrænset levetid. Et eksempel herpå er MeToo-bevægelsen, som i Danmark fik sit endelige afsæt i Sofie Lindes berømte tale i 2020. En bevægelse, som oprindeligt havde til mission at gøre op med sexisme på arbejdspladsen, kom hurtigt til at handle om enkelte mediepersonligheders handlinger og efterfølgende fyringer – og kampen bliver konkluderet afsluttet som resultat heraf.
Danmark sakker bagud
Det er skadeligt for ligestillingen, at vi opfatter det som enkeltstående afsluttede kampe frem for den konstante kamp, det egentlig er – og som vi har brug for. Det er ikke en effektiv måde at kæmpe for ligestillingen på. Konsekvensen af ikke at tage den manglende ligestilling alvorligt kommer da også til udtryk, når Danmark i 2023 på World Economic Forums Gender Gap score ender som nummer 23 på listen over verdens mest ligestillede lande, trods lande, vi normalt sammenligner os med, eksempelvis Norge, Sverige, Finland og Island, alle sammen ligger i top 5. Vi klarer os altså bemærkelsesværdigt ringere i Danmark, og det er vi nødt til at tage alvorligt. Danmark burde have samme forudsætning som vores naboer for at kunne ligge højere på listen. Når det ikke er tilfældet, må det skyldes, at vi ikke er ambitiøse nok.
Island: verdensmestre i ligestilling?
Island er verdens mest ligestillede land. Dog tjener kvinder i Island 21 procent mindre end mænd. 40 procent af islandske kvinder melder, at de på et tidspunkt i deres liv har været udsat for seksuelle krænkelser eller kønsbaseret vold. Netop derfor giver det rigtig god mening, når en fjerdedel af alle mennesker i Island vælger at gå på gaden i ligestillingens navn den 24. oktober 2023. Selvom islændingene stadig har meget at kæmpe for, er det måske også netop deres kampgejst, som har bidraget til, at de nu placeres som verdensmestre i ligestilling. Herhjemme i Danmark er vi ikke engang i nærheden af at kvalificere os til kvartfinalen i ligestilling. Hvorfor ringer alarmklokkerne ikke?
Danmark har et ansvar for at tage den manglende ligestilling alvorligt. Det gælder politikere, medierne og os som befolkning. Vi har før været et feministisk foregangsland – og det skal vi være igen!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.