Læserbrev
Den danske regering har før årsskiftet annonceret en ny donationspakke til Ukraine, der markerer den 23. i rækken. Med en samlet værdi på 2,1 milliarder kroner er pakken et stærkt signal om Danmarks fortsatte engagement i konflikten. Det bliver ikke den sidste donation, da statsminister Mette Frederiksen ikke tror, at man med en hurtig fredsaftale kan sikre fred og stabilitet i Europa. Budskabet i statsministerens nytårstale var meget tydeligt, hvor hun blandt andet sagde følgende: “Vi må ikke være naive. Selv hvis Putin underskriver en fredsaftale med Ukraine, må vi ikke tro, at han stopper der. At han vil være tilfreds. For Putin ønsker ikke fred. Han ønsker et Europa på russiske præmisser.”
Ifølge statsministeren kan: “Demokratier ikke vinde ved at give efter. Og slet ikke ved at give op.”
Statsministeren var også ærlig omkring de økonomiske omkostninger ved den massive militæroprustning, hun sagde blandt andet følgende i hendes nytårstale: “Derfor opruster vi. For at forhindre krig. For at sikre fred. Det er dyrt. Og det bliver endnu dyrere.”
Det er også på tide, at den danske befolkning siger nej til de folkevalgtes krigseventyr, da regningen i sidste ende vil lande hos den lille mand og kvinde på gulvet.
Samme holdning har NATO’s generalsekretær Mark Rutte. Han sagde på et pressemøde forud for et NATO-møde i Bruxelles i slutningen af 2024 følgende: “Det drejer sig om at sikre, at Ukraine har det, der skal til for at forhindre Putin i at vinde, og for at Ukraine kan sejre.”
Det er tydeligt, at de europæiske regeringsledere ikke har planer om at få stoppet denne krig, selv om Donald Trump flere gange har udtalt, at han vil have stoppet krigen i Ukraine.
Hvorfor er det, at de vestlige regeringsledere ikke forsøger at finde en fredelig løsning på krigen, men tværtimod kun snakker om militæroprustning og dermed en fortsættelse af denne krig?
På trods af at de vestlige regeringsledere påstår, at de støtter Ukraine for at beskytte Europas frihed og demokrati, er det selvfølgelig ikke hele sandheden. I den forbindelse skal vi huske på, at Ukraine er kendt som Europas kornkammer og besidder enorme ressourcer af sjældne mineraler som lithium, der er essentielle for den grønne omstilling. Det er derfor nærliggende at spørge, om de vestlige regeringsledere i sandheden kæmper for frihed og demokrati, eller om det er disse ressourcer, der er grunden til, at de ikke vil have afsluttet denne krig?
En anden grund til, at denne krig overhovedet er startet, skyldes ifølge russerne NATO’s fortsatte udvidelse og indlemmelse af Ruslands naboer. På trods af at NATO efter Anden Verdenskrig blev oprettet som en forsvarspagt og som modpol til Warszawa-pagten, har NATO’s udvidelser ingen ende ville tage. Det siges, at Mikhail Gorbatjov havde af den amerikanske udenrigsminister James Baker i 1990 fået lovning på, at NATO ikke ville blive udvidet med én eneste tomme mod øst, hvis russerne gik med til at lade Tyskland blive genforenet.
Russerne har i årevis kritiseret NATO for at udvide i retning af Rusland og betegnet udvidelserne som provokation. Putins tale i München i 2007 var en klar advarsel om Ruslands utilfredshed, og denne kritik er nu blevet en del af krigens narrativ.
Sidst men ikke mindst, som statsministeren påpegede i hendes nytårstale, er verden opdelt i blokke. På den ene side har vi de vestlige lande med USA i spidsen, og på den anden side har vi BRIKS-landene med Kina og Rusland i spidsen. Det, vi er vidne til, er ikke “bare” en krig i Ukraine, men en global magtbalancekrig. BRIKS-landene har en ambition om at ændre den verdensorden, som har været gældende siden afslutningen af Anden Verdenskrig – en verdensorden som de vestlige lande har domineret.
For at finde en løsning, der kan sikre varig fred, er det nødvendigt at genoplive dialogen mellem parterne. En våbenhvile og en gensidig forståelse for begge parters sikkerhedsbehov er afgørende. Hvis de vestlige regeringsledere for alvor ønsker fred, bør fokus flyttes fra militær støtte til diplomatiske forhandlinger. Det er også på tide, at den danske befolkning siger nej til de folkevalgtes krigseventyr, da regningen i sidste ende vil lande hos den lille mand og kvinde på gulvet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
