På grund af stærk økonomi
På tåber, som Barsøe, der insisterer på et verdensbillede og argumentationsniveau, der ville være mere passende for en 9 årig, er der ingen grund til at spilde kræfter.
Log ind for at svareDette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Debatten om Ukrainekrigen vækker følelser. Med rette. Mennesker dør, byer lægges i ruiner, samfund smadres. Men netop derfor er det nødvendigt, at vi insisterer på at kunne tale nøgternt og præcist om krigens logik og dens omkostninger – uden at lade os presse ind i en sort-hvid retorik, og uden at enhver kritisk bemærkning straks tolkes som sympati for fjenden.
Enhver stat, der deltager i krig – også i selvforsvar – påtager sig et konsekvensansvar: Ansvaret for at udsætte egne borgere for fjendtlig ild. Det er ikke det samme som skyld for krigens start, men det er et ansvar for at indgå som part i krigen.
En diskussion på det sociale medie X med Magnus Barsøe, journalist og suppleant til EU-parlamentet for Socialdemokratiet, satte mine tanker i gang. Efter blot nogle få indlæg foldede en typisk reaktionskæde sig ud, hvor spørgsmål til krigens videreførelse straks blev tolket som et svigt af Ukraine. I stedet for egentlig debat opstod den velkendte positionering, hvor den ene part kræver moralsk loyalitet, og den anden føler sig misforstået og udskammet.
Barsøes linje var klar: Enhver, der problematiserer Ukraines forsvarskrig, risikerer at optræde som apologet for gerningsmanden. Det hele blev opsummeret i hans metafor: “De vestlige allierede var ofre. Præcis som et voldtægtsoffer. Og Ukraine i øvrigt.” Med den formulering blev krigens kompleksitet omdannet til moralsk entydighed.
Min hensigt var at diskutere staters ansvar for egne beslutninger – og konsekvenserne heraf. Det er dog ikke nemt på et medie som X, hvor der kun er 280 tegn til rådighed. Og heller ikke nemt i et offentligt rum, hvor diskursen domineres af et moralsk verdensbillede: Den ene part er gerningsmand, den anden er offer. Sådan som Barsøe også mener.
Retoriske mønstre i en krigspræget offentlighed
Barsøes reaktion er nemlig langt fra enestående. Den er et eksempel på, hvordan krig debatteres i dag – med moralsk indignation frem for politisk analyse. Retorisk set kan tilgangen beskrives gennem tre greb:
* Offer/gerningsmand-modellen: Ukraine fremstilles entydigt som offer og Rusland som gerningsmand. Dermed bliver Ukraines selvforsvar automatisk legitim og hævet over kritik. Når jeg rejser spørgsmålet om, hvilke konsekvenser krigen har for Ukraines egen befolkning, tolkes det derfor straks som en krænkelse af offeret. “Har voldtægtsofret så også ansvar for sin egen voldtægt?” kommenterer Barsøe eksempelvis.
* Den følelsesladede metafor: Voldtægtsmetaforen er ikke et egentligt argument, men en følelsesladet analogi. Den oversætter et komplekst statsligt opgør til en individuel overgrebssituation. Dermed flyttes debatten fra krigens realiteter til et følelsesmæssigt plan, som umuliggør rationelle overvejelser. Barsøe skriver: “Når en voldtægt er i fuld gang, vil ofret typisk gerne have overfaldsmanden til at stoppe voldtægten først” – dermed opløses enhver mulighed for analyse og kritisk stillingtagen i et moralsk chokbillede.
* Samtalen kortsluttes: I stedet for at møde mit argument med modargumenter afslutter Barsøe debatten med bemærkningen: “Enhver samtale herfra bliver lidt ligegyldig, Klaus.” Det er ikke en uenighed – det er en afvisning af, at uenighed overhovedet kan være legitim.
Retorisk set er Barsøes tilgang virkningsfuld. Men for den politiske samtale er den problematisk. Den udelukker eftertanke og afviser kritik som illoyalitet. I stedet for at belyse forsvarskrigen, cementerer den en diskurs, hvor krigens fortsættelse ikke blot er nødvendig – men moralsk påkrævet.
Staternes konsekvensansvar
Barsøes voldtægtsmetafor holder ikke. For en stat er ikke et individ, men en organisation med politiske mål, midler og strategier. Den handler ikke per refleks, men ud fra beregning. Når den ukrainske regering vælger at kæmpe videre, sker det i bevidsthed om, at det koster liv og smadrer byer og samfund. Det er helt legitimt – men det er også et valg, og det har konsekvenser.
Voldtægtsmetaforen slører dette og gør krig til moralsk nødvendighed. Men tages metaforen alvorligt, kan den vendes. For et voldtægtsoffer og en værnepligtig soldat har det til fælles, at de begge udsættes for en vold, de ikke har valgt og ikke kan undslippe. Voldtægtsmetaforen afslører altså ikke kun gerningsmandens kynisme, men også den krigsførende stats – uanset om denne angriber eller forsvarer sig.
Det centrale for mig er, at enhver stat, der deltager i krig – også i selvforsvar – påtager sig et konsekvensansvar: Ansvaret for at udsætte egne borgere for fjendtlig ild. Det er ikke det samme som skyld for krigens start, men det er et ansvar for at indgå som part i krigen. Krig er aldrig automatisk; den er villet og besluttet. Den, der beslutter krig, vælger også dens konsekvenser.
I diskussionen på X skrev jeg: “Zelenskyj har folkeretten på sin side, men i virkeligheden medvirker han til, at Ukraines borgere dræbes og landet smadres.” Altså fratager jeg ikke Putin skylden for invasionen, men påpeger, at retten til krig ikke fritager nogen stat for ansvar over for sin egen befolkning.
Fredsbevægelsen må fastholde den saglige kritik
Diskussionen med Barsøe illustrerer i det små, hvad der også gælder i den bredere offentlige debat: Kritik af krigen opfattes ikke som et bidrag til oplysning, men som en krænkelse af den moralske orden. Når en metafor som voldtægt bruges til at afskære analyse og spørgsmål, og når eftertanke de facto afvises som illoyalitet, bliver samtalen ikke blot vanskelig – den bliver principielt umulig.
Men netop derfor er det fredsbevægelsens opgave at fastholde kritikken. Ikke for at tage parti for den ene eller anden part, men for at minde om at også forsvarskrigen er krig; og at den har konsekvenser for dem, den hævder at beskytte. Det var den indfaldsvinkel, som jeg forsøgte i debatten med Barsøe. Men det kunne være gjort bedre og med større åbenhed, eksempelvis ved hjælp af disse spørgsmål og udsagn:
- Hvad gør krigen ved det samfund, den skal redde?
- Hvor mange liv skal forsvaret koste?
- Hvor længe skal vi acceptere ødelæggelse som nødvendighed?
- Væbnet forsvar er legalt, men kan ødelægge mere, end det beskytter.
- At ville fred kan betyde indrømmelser – men også redde menneskeliv.
- Putin har skylden for invasionen. Zelenskyj har ansvar for reaktionen.
- Hvad gør krigen for freden?
Fredsbevægelsens opgave er at fremføre sådanne spørgsmål og udsagn, også når de er upopulære. At insistere på analyse hvor der kræves loyalitet. At åbne samtalen hvor andre forsøger at lukke den.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
