Markering for fred og velfærd
Kære fredsvenner
Vi er samlet for at protestere mod Ruslands angreb på Ukraine og for at kræve øjeblikkelig våbenhvile og tilbagetrækning af de russiske tropper.
Jeg vil tale om, hvor frygtelig krig er, om hvad der skal til for at få fred, og om, hvad krigen bør betyde for den fremtidige danske sikkerhedspolitik.
Russerne angreb sidste torsdag Ukraine. Det er brud på FN-pagtens forbud mod at angribe andre lande. FN-pagten siger klart, at konflikter skal søges løst med fredelige midler, og at intet land må gribe til krig bortset fra som forsvar, hvis landet bliver angrebet.
Vi fordømmer uforbeholdent dette brud på folkeretten.
I fredsbevægelsen er vi ikke dobbeltmoralske. Vi er uforbeholdent imod krig, uanset hvem der bomber.
Nu er det jo ikke den første krig, vi demonstrerer mod. Vi er mod alle krige. Det kan ikke forsvares, at noget land angriber et andet land og starter en krig. Det gælder efter vores mening, uanset om landet ligger i Europa eller i andre verdensdele og uanset angriberens og det angrebne lands styreform.
Når man hører politikere og presse, kan man få det indtryk, at i det mindste nogle af dem har dobbelte standarder. At der gælder ét sæt rettigheder for de lande, vi holder med, og et andet sæt rettigheder for dem, som vi ikke kan lide.
Når vi og FN fordømmer krig, så er det, fordi krig er frygteligt.
Krig er død og lemlæstelse. Når man kaster bomber fra kampfly, og når man affyrer missiler, så dræbes eller lemlæstes de, som er så uheldige at være der, hvor bomben eller missilet rammer. Det betyder, at der i krig er masser af uskyldige civile ofre. Vi kender endnu ikke antallet af civile ofre i Ukraine, men vær sikker på, at det bliver mange. Angrebet på Irak kostede på tre uger 6000 registrerede dræbte civile. I de krige Danmark siden 2001 har deltaget i, er der registreret langt over 100.000 dræbte civile. Der er ingen grund til at tro, at russernes bomber er mere humane, end de danske og amerikanske bomber var i Afghanistan, Irak og Libyen. Derfor kræver vi, at krigshandlingerne stopper nu.
Krig er voldtægt og overgreb. I alle krige begås der voldtægt og seksuelle overgreb i massemålestok. Erfaringer fra hidtidige krige viser, at voldtægt og overgreb begås af alle krigens parter, ikke kun de parter vi traditionelt betragter som de onde, men også af de parter, vi har holdt med. Det er, fordi voldtægt og overgreb er en del af krigens væsen. For at soldaterne kan udsætte sig selv for livsfare, og for at de med god samvittighed kan dræbe og ødelægge, må de lære at betragte fjenden som dyrisk og umenneskelig. Det gør det nemt at begå overgrebene, for de andre er jo ikke mennesker som os. Derfor skal krig og overgreb stoppe, og derfor afviser vi propaganda og fjendebilleder, der fremstiller fjenden som uciviliseret og gennemført usympatisk.
Krig er destruktion og ødelæggelse. Når en by eller et område er bombet, brændt af og ødelagt, som det skete i Aleppo og Mosul, og som det kan ske i Ukraine, så er boliger, infrastruktur og produktionsapparat destrueret. Hvis de stakkels indbyggere igen skal have et sted at bo og igen skal kunne tjene en løn og selv frembringe deres livsfornødenheder, så skal det hele produceres igen. Bygninger, veje, fabrikker, maskiner med videre. Det er hundrede års akkumuleret CO2-belastning, der så skal udledes i atmosfæren en gang til. Det er klimaødelæggende. Krigen i Ukraine skal stoppe nu, også for klimaets skyld.
Krig giver enorme flygtningestrømme. Det er ikke for sjov, at ukrainerne flygter. De flygter for at undgå død og lemlæstelse, voldtægt og overgreb, nød og elendighed. Der er ingen grund til at tro, at flygtninge fra Ukraine er bekvemmelighedsflygtninge. Det samme gælder i øvrigt flygtninge fra Afghanistan, Syrien, Irak og andre krige. Derfor skal vi behandle krigsflygtninge ordentligt og ikke anbringe dem i fængsler og lukkede lejre.
Nu har jeg gentagne gange sammenlignet med andre krige. Der er mange fællestræk; men krigen i Ukraine er alligevel anderledes.
Den største forskel er, at Danmark ikke er med til at bombe, og at de danske politikere og medier denne gang er imod krigen og går ind for stop af krigshandlingerne. Det betyder, at danskerne for en gangs skyld hører om og får beskrevet de uskyldige ofres personlige historier. Vi kan håbe, at det betyder, at danskerne for alvor opdager, hvor frygtelig krig er. Og at de husker det.
I fredsbevægelsen er vi ikke dobbeltmoralske. Vi er uforbeholdent imod krig, uanset hvem der bomber.
Hvad skal der til for at få fred?
Når først krigen er i gang, med den død, lemlæstelse og ødelæggelse den medfører, så gør hensynet til civilbefolkningen, at det første og vigtigste krav er øjeblikkelig våbenhvile, så krigshandlingerne stopper. Så skal der forhandles videre om en varig fred.
Rusland skal trække sine tropper ud og Ukraine skal efterleve Minsk-aftalerne. Herunder skal der forhandles en fredelig løsning for Donetsk og Lukhansk, som respekterer alle parter.
Nationale mindretals rettigheder til sprog, skoler, aviser med videre er garanteret i konventioner, både i FN og EU.
Der findes altså anerkendte løsningsmuligheder, og Minsk-forhandlingerne anviste en mulig vej. Konventionerne skal naturligvis overholdes, også i Ukraine. Det er nødvendigt, for at der efter en våbenhvile kan findes en varig fredsløsning.
Det lykkedes ikke at undgå krigen. Hvad kan man nu gøre for at stoppe krigen?
At det nu er kommet til åben krig, det viser, at indsatsen for at undgå krigen har været forfejlet og utilstrækkelig. Konfrontation og afvisning af dialog og indrømmelser var den forkerte vej at gå.
At opnå en våbenhvile eller at få fred kræver vilje til at indgå et kompromis, en aftale, som begge parter kan leve med. Forhandlerne på begge sider må overveje, hvad kan Ukraine leve med? og hvad kan Rusland leve med?
Det spørgsmål optager helt sikkert både den ukrainske og den russiske regering, fordi alternativet er fortsat krig med de ubærlige konsekvenser, det indebærer for de uheldige ofre?
Det bekymrer tilsyneladende ikke danske medier og politikere, der hepper på principfasthed og optrapning, selv om det er på ukrainernes regning og risiko.
Jeg ser ingen selvkritiske refleksioner over, om man i tide kunne have overvejet, hvad kan Vesten leve med? og hvad kan Rusland leve med?
Vi har endda en udenrigsminister, der gør en dyd af ikke at prøve at forstå russernes standpunkt. Og han er leder af vores stærkt reducerede diplomatiske korps. Her er der i høj grad plads til forbedring.
Ligesom fred i Ukraine kun kan opnås ved en gensidig aftale, som respekterer alle parter, så kan den større sikkerhedspolitiske krise i Europa mellem Rusland og NATO kun løses gennem en dialog, som giver sikkerhed for alle lande i Europa.
Europa har ikke brug for yderligere konfliktoptrapning, militær oprustning, NATO-udvidelser og økonomisk sanktionskrig. Der er for farligt. Europa har brug for konfliktnedtrapning og tilbagetrækning af militæret på begge sider af konfrontationszonen ned gennem Europa – samt forhandling om begrænsning af missiler og andre angrebsvåben og genopbygning af de afbrudte tillidsskabende kontakter og aftaler.
Hvad bør krigen betyde for den fremtidige danske sikkerhedspolitik?
De politikere, der har bakket op om de tidligere krige, har stadig ikke forstået, at krig er frygteligt. De satser fortsat på militære løsninger. De vil bruge krigen i Ukraine til at gennemføre mere oprustning og drastisk øgede militærudgifter. Krigspolitikerne mener, at Danmark fortsat skal være klar til at gå i krig uden FN-mandat og kaste bomber for vestlige værdier. Statsministeren kalder det at lægge hånden på kogepladen. Det er lige så dumt, som det lyder. Det er forbryderisk og ikke i Danmarks interesse.
Folketinget bør i stedet bruge mediernes dokumentation af, hvor frygtelig og ulovlig denne krig er, til at forlade krigspolitikken og genopbygge en kompetence i Danmark til diplomati, dialog og fredelig konfliktløsning. Kun sådan kan Danmark reelt arbejde mod krig og for fred.
Vi almindelige mennesker, der føler med ofrene, må presse politikerne nedefra, ellers vinder militærindustrien og krigslobbyen til skade for både liv, sikkerhed, velfærd og klima. Det er både farligt og rasende dyrt. Våbenlobbyen har allerede bud efter 18 milliarder ekstra om året.
Sig til din politiker, at der er mere sikkerhed i dialog, og at du hellere vil bruge penge på velfærd og grøn omstilling.
For Ukraine kræver vi øjeblikkelig våbenhvile, og at Rusland trækker tropperne hjem. Derefter skal freden sikres med dialog, forhandlinger og aftaler, der respekterer alle parters rettigheder.
Vi får ikke fred, hvis vi ikke vil tale med dem, vi er i konflikt med.
Stop krigen i Ukraine! Nej til krig og oprustning nu og i fremtiden!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
