Spørgsmålet er, om det faktisk var landene i det globale Syd, som havde glæde af kornaftalen mellem Rusland, Ukraine og Tyrkiet. Se fx tallene på side syv i dette datasæt fra De forenede Nationer:
https://www.un.org/en/black-sea-grain-initiative/data
26 mio. tons korn tilflød de rige lande i verden, mens kun 6 millioner tons fandt vej til Det globale Syd (ekskl. Kina, som jeg i denne sammenhæng ikke betragter som et fattigt land).
Der er selvfølgelig risiko for, at kornpriserne nu vil stige som følge af knaphed på korn, hvilket vil gå hårdest ud over de fattige lande, men så sent som i denne uge erklærede Putin, at Rusland var villig til at forære kornet kvit og frit til de fattigste lande i Afrika.
http://www.en.kremlin.ru/events/president/news/71814
Dette er selvfølgelig ikke noget, Putin gør for afrikanernes brune øjnes skyld, for Rusland har en klar interesse i at fastholde et godt forhold til de samarbejdspartnere, som vil blive hårdest ramt af genindførelsen af kornblokaden mod Ukraine. Bemærk dog hvilke lande, som vil nyde godt af denne donation, og bemærk især, hvilke lande, som IKKE er eksplicit nævnt i præsidentens tale. Loyale samarbejdspartnere får gratis hvede, mens knap så loyale samarbejdspartnere – får et vift med en vognstang om, at hvis de blev lidt mere samarbejdsvillige, kunne de måske også modtage et par forsendelser gratis korn.
Ligeledes er den proklamerede eftergivelse af afrikanske nationers statsgæld til Rusland ikke ren filantropi, men derimod affødt af et ønske om at købe goodwill i Afrika.
https://iz.ru/1550850/2023-07-28/putin-zaiavil-o-spisanii-zadolzhennosti-stranam-afriki-na-23-mlrd
Arne Lund har helt ret i, at der er tale om brutal stormagtspolitik, men det er ikke Rusland, der er den brutale part; det er derimod det kollektive Vesten, som intet har gjort for at opfylde deres part af aftalen. Ligefrem at forære kornet væk er heller ikke noget, jeg husker Vesten nogensinde har gjort.
Jeg husker et interview på CNN fra 90erne, med chefen for kornbørsen i Kansas, USA, som netop havde formidlet en stor donation af gratis korn til Rusland. Adspurgt hvorfor USA ikke også donerede gratis korn til Afrika, som havde lige så stor eller større mangel på fødevarer som det daværende Rusland, svarede han: “Because Russia has money, the problem for the African nations is that they have no money” – underforstået: Rusland råder over en valutareserve, som USA på sigt vil have fingre i; afrikanerne derimod er proletarer som ikke har andet end deres børn, og er derfor ikke værdige til vor støtte.
Putin bruger guleroden, ikke fordi afrikanerne i mellemtiden har fået en valutareserve, for det har de ikke, men fordi penge som begreb er under forvandling i disse år: Fremtidens reservevaluta vil være baseret på den reale vareproduktionsmængde, frem for på fiat, og i takt med den stadige udvidelse af SCO og BRI ser Rusland de afrikanske lande som værdige samarbejdspartnere, som kan bidrage til den globale velstand netop i kraft af det fysiske arbejde – den produktion – som afrikanerne altid har bidraget med i form af råstofudvinding, men som Det kollektive Vesten konsekvent har udbyttet og underbetalt.
Putins skumle bagtanker kan opsummeres som følger: Rusland, sammen med Kina, hjælper Afrika til at blive vareproducerende lande, som selv kan nyde godt af deres rigdomme, samtidig med at de i samhandelen med resten af verden (uden for det kollektive Vesten) kan bidrage til, at Det globale Syd som helhed får mulighed for at nyde godt af nationernes egne rigdomme. Jf. interviewet med Kinas ambassadør andetsteds i dagens avis.
Brutaliteten er helt på Vestens side, og det vil sandsynligvis blive værre, i takt med at dollaren mister sin værdi, efterhånden som flere og flere lande forlader disse papirpenge som global reservevaluta. Som vi ser i disse dage: Alle verdens trosbaserede papirpenge kan ikke købe ammunition til ukrainerne, hvis ikke der findes lagre af fysisk krudt og fysiske kugler, som kan købes for disse penge. Dollaren er pludselig blevet værdiløs på ammunitionsmarkedet. USA har igen igen vist sig at være en papirtiger.