Der har igennem en årrække været rejst massiv kritik af behandlingen af syge mennesker med midlertidigt eller varigt nedsat arbejdsevne i først social- og nu beskæftigelsespolitikken. Blandt andet er lovgivningen om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp og statens refusion af kommuners forsørgelsesudgifter fra 2010’erne på mange måder uretfærdig. Det samme er den udbredte grænsesøgende forvaltningspraksis i kommuner, som erstatter retssikkerhed for borgere med retsusikkerhed.
To nye bogudgivelser fra Socialfagligt Forlag sætter ord på, hvad der er uretfærdigt i det nuværende kontanthjælpssystem, og hvad regeringen bør gøre for at skabe en mere retfærdig og meningsfuld kontanthjælpslovgivning og sikre en ditto forvaltningspraksis.
Den ene er bogantologien Fremtidens kontanthjælp fra 2020, som er redigeret af Steffen Rasmussen, den sociale entreprenør og indehaver af Center for Social Nytænkning i Aarhus. Den anden er bogen Jobcenterkrisen, som er udkommet i august i år, skrevet af samme Steffen Rasmussen.
Jeg har læst dem sideløbende, og det har inspireret mig til nærværende indlæg i debatten om fremtidens kontanthjælp. For der er sandelig brug for fundamentale forandringer af systemet.
Epistemisk uretfærdighed
I Fremtidens kontanthjælp findes et indlæg af filosoffen Mathias Pedersen, “Kontanthjælpen set i filosofisk perspektiv”, som har gjort stort indtryk på mig. Det sætter ord på, hvordan man i en position som kontanthjælpsmodtager kan erfare, at man ikke længere selv har førsteretten til at formulere sig om sin identitet og forståelse og fortolkning af, hvorfor man har fået brug for samfundets hjælp til forsørgelse. Når man træder ind i kontanthjælpssystemet, så mister man denne magt og underlægges systemets fortolkning af, hvem man er, og hvorfor man er det. Det påvirker dermed det vidensgrundlag, som lægges til grund for sagsbehandlingen i jobcentersystemet.
For at forklare dette, introducerer han begrebet epistemisk uretfærdighed, som egentlig stammer fra den feministiske engelske filosof Miranda Fricker fra 2007. ‘Episteme’ er græsk og betyder viden eller kundskab, og ‘epistemisk’ betyder altså erkendelsesmæssig eller noget, der angår viden. Epistemisk uretfærdighed er en form for diskrimination, hvor nogen, uden saglig begrundelse, forhindres i at bidrage med den viden, de har om et givent forhold. Modpolen er begrebet epistemisk privilegium, altså dét at have retten til at bestemme, hvilket vidensgrundlag man vil bygge på.
Tiden vil vise, om regeringen og Folketinget fortsat mest består af stenhjerter, eller om de tusindvise sygemeldte snart kan vejre morgenluft efter mere end et årtis ørkesløshed.
Miranda Frickers begreb om epistemisk uretfærdighed består af to underbegreber: uretfærdighed i vidnesbyrd og hermeneutisk uretfærdighed. Det første er, når sociale stereotyper positionerer nogle mennesker som værende mindre troværdige end andre, når de kommer med deres vidnesbyrd. Det andet handler om forståelse og fortolkning af forhold. Det er lettere at vinde tiltro til noget, der allerede er fortolket og formuleret, så det indgår i en almen eller i al fald bredere offentlighed af erfaringer og viden, end det er at blive forstået og anerkendt for mere snævre erfaringer som dem, eksempelvis en kronisk syg, uarbejdsdygtig kontanthjælpsmodtager har.
I kontanthjælpssystemet bliver man som udgangspunkt set på med mistroiske blikke som “den anden”. Men både den kontanthjælpsmodtager, der evner, og dén, der ikke evner at fortolke og sætte ord på sin situation, risikerer at blive mødt med en uretfærdig tilsidesættelse af den viden, som virkelig forklarer, hvad der er på spil i den enkeltes sag. Det er naturligvis uheldigt, når socialrådgivere/sagsbehandlere/ jobkonsulenter og andre fagprofessionelle i jobcentret foretager professionelle skøn og træffer afgørende beslutninger om kontanthjælpsmodtageres forsørgelse og beskæftigelsesindsats, som ikke bygger på den viden, der faktisk findes om borgeren.
Uretfærdige moraler
Uretfærdighed berøres også i et andet indlæg, “Kontanthjælpens moraler”, af ph.d., cand.scient.adm. og lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet, Magnus Paulsen Hansen i samme bogantologi.
Han udpeger her de fire vigtigste politiske moraler bag aktiv-reformerne siden 1990’erne og mere specifikt bag kontanthjælpslovgivningen. Moraler skal her forstås som målestokke, hvorefter man politisk kan evaluere eller kvalificere reformernes værdi.
De fire vigtigste moraler er:
- 1. Incitamenter: Lovgivningen skal øge det økonomiske incitament til at arbejde.
- 2. Formynderi: Lovgivningen skal opdrage og disciplinere de ledige, for ledighed ses som udtryk for manglende ansvarlighed hos kontanthjælpsmodtageren.
- 3. Investering: Opfattelsen er, at alle kan arbejde og har potentialer og ressourcer. Kontanthjælpsmodtageren har pr. definition ikke nogen værdi nu, men får det, hvis hun rehabiliteres.
- 4. Aktivitet: At arbejde er menneskets pligt, og det fastslås i Webers protestantiske arbejdsetik.
Når disse moraler gennemsyrer det politisk-lovgivningsmæssige og det forvaltningsmæssige blik på mennesker i kontanthjælpssystemet, så bliver politikken vel optimistisk og skæv i forhold til den virkelighed, det handler om. Det beskrev en anden sociolog, Mathias Herup Nielsen, i sin bog Optimismens politik fra 2019.
Lovgivningen passer ikke til virkeligheden
Det er også en af konklusionerne i Steffen Rasmussens nye bog Jobcenterkrisen. Han påpeger, at lovgivningen “… udspringer af et menneskesyn, der ikke passer til virkeligheden”, og at dette menneskesyn er “en grundliggende fejl” i det nuværende kontanthjælpssystem (side 259).
Når de politiske fordomme for eksempel lyder, at alle godt kan arbejde, men at nogle ikke gør det, fordi de ikke vil, så stemmer det ikke med den virkelighed, som mange af de aktivitetsparate står i. De er for syge eller ramt af sociale omstændigheder, der gør, at de ikke kan stå til rådighed for et normalt fuldtidsjob her og nu. Det er alment kendt, at reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp har flyttet mange langtidssyge over i kontanthjælpssystemet uden nogen ret til afklaring. Man har gjort socialpolitik til beskæftigelsespolitik, og det er uretfærdigt.
Steffen Rasmussen sætter ord på, hvordan forskellige parter påvirker, hvad der sker med de syge på forskellige plan i systemet, og hvorfor det er så svært at få alle til at tage deres del af ansvaret for at ændre tingenes tilstand i en menneskelig og meningsfuld retning: Der er politisk lovgivning og beslutninger fra Folketinget med såkaldte faglige begrundelser. Men der er også kommunernes egne politiske beslutninger og ageren, som afhænger af økonomiske refusionsordninger, hvor politiske beslutninger i kommunalbestyrelserne trumfer lægefaglige vurderinger og socialfaglige beslutninger. Og så betyder magtdynamikken mellem kommunale ledere og medarbejdere i jobcentre noget; magtforholdet mellem den enkelte kommunale sagsbehandler og borgeren betyder noget; og forhold som manglende tid og faglighed blandt medarbejdere kan øge risikoen for, at borgerens ret ikke sikres.
Mere konkret peger Steffen Rasmussen på, hvordan Psykiatrifonden og SIND’s store sociologiske undersøgelse fra 2019 viste, at mange syge mennesker i jobcentret møder disrespekt for lægefaglige vurderinger af deres helbred, og at de bliver endnu mere syge og direkte skadede af mødet med jobcentret – undersøgelsen er refereret utallige gange i medierne, også af mig selv. Jo længere tid i systemet, jo værre falder belastningen fra systemet ud i forhold til stress, depression, PTSD med videre.
Han peger også på, at nogle kontanthjælpsmodtagere systematisk bliver sanktioneret for noget, som de ikke kan gøre noget ved.
Et fundamentalt paradigmeskift
Steffen Rasmussen ønsker med sin bog at præge den nuværende SVM-regering til at foretage et fundamentalt paradigmeskift i kontanthjælpslovgivningen, så den både bliver mere menneskelig, meningsfuld, fornuftig og realistisk. Det burde kunne samle både højre- og venstrefløjen, er hans argumentation:
“Det burde være en tværpolitisk mærkesag. Hvorfor? Fordi man fra borgerlig side vil kunne få en indskrænket offentlig sektor, en enorm økonomisk besparelse med mindre bureaukrati og mere individuel frihed. God gammeldags liberal politik. Imens vil man fra den anden side af det politiske spektrum kunne gennemføre de sociale mærkesager. Bedre og mere omfattende støtte til samfundets sårbare mennesker, forbedrede arbejdsvilkår og samlet set (…) flere mennesker i beskæftigelse og uddannelse …” (side 260).
Alligevel er han lidt forbeholden i sin tro på, om der vil komme ret meget ud af et paradigmeskift – eller rettere, om der kommer reelt indhold ud af det og ikke bare nye navne og institutioner.
Jeg er ikke enig med Steffen Rasmussen i alle hans konklusioner. Men jeg deler hans inderlige ønske om et fundamentalt skift i paradigme.
Det skal gøre systemet mere retfærdigt, værdigt og menneskeligt for borgerne. Det skal vise mere tillid til, hvordan borgeren selv forstår sin virkelighed. Det skal sikre, at saglig læge- og socialfaglig viden – ikke politisk-økonomiske ønsker og forvaltningsmæssige synsninger – lægges til grund for sagsbehandlingen. Og så skal det sikre en afklaringsret efter senest to år i jobcentersystemet.
Hvis regeringen vil sikre dét, så vil den ikke tabe ansigt, men tværtimod høste mange stemmer og respekt. Tiden vil vise, om regeringen og Folketinget fortsat mest består af stenhjerter, eller om de tusindvise sygemeldte snart kan vejre morgenluft efter mere end et årtis ørkesløshed.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.