Det er det gennemgående tema nu at kalde folkestyret for kongeriget. Heller ikke for rigsfællesskabet – kun kongeriget, hvilket ret beset måske er i strid med grundloven, hvor kongen kun har en konstitutionel betydning.
Det støder os, at man nu bruger den formulering i et folkestyret demokrati, der netop ifølge grundloven har frataget kongen den politiske magt.
Det er en årsag til en vis bekymring. Det er rigtigt, at grundloven fastslår, at Danmark er et konstitutionelt monarki, hvor magten ligger hos folkestyret. Hvis der sker en bevidst skift i retorikken fra folkestyret eller rigsfællesskabet til primært at omtale Danmark som kongeriget, kan det rejse spørgsmål om intentionen bag.
Offentlighed er det stærkeste værn mod en skjult magtforskydning.
Sproglige ændringer i officiel kommunikation er sjældent tilfældige. Hvis det er en udbredt tendens, kan det skyldes et forsøg på at styrke monarkiets symbolske betydning, eller det kan være et politisk-ideologisk skift i, hvordan staten ønsker at præsentere sig selv.
En sådan ændring kan potentielt være i strid med grundlovens ånd, hvis den forsøger at forskyde opfattelsen af, hvem der reelt har magten. Grundlovens § 2 slår fast, at “regeringsformen er indskrænket monarkisk”, men i praksis er det et parlamentarisk demokrati. Hvis statens kommunikation forsøger at fremhæve monarkiet frem for folkestyret, kunne det i værste fald ses som et forsøg på at ændre narrativet om, hvem magten tilhører.
Aktuelt ser vi det blandt andet i omtalen vedrørende Grønlands-spørgsmålet, men også i andre offentlige præsentationer af Danmark som kongeriget. Socialdemokratiet og regeringen er værst til det, og intentionen er uklar og dybt bekymrende.
Det giver god mening at være opmærksom på sådan en sproglig forskydning, især i en politisk kontekst som Grønlands forhold til Danmark. Hvis kongeriget bruges mere konsekvent frem for rigsfællesskabet, kan det signalere en ændring i, hvordan staten ønsker at præsentere sin egen struktur og magtforholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne.
Socialdemokratiet og regeringen har i de senere år haft en mere centralistisk tilgang til rigsfællesskabet, og det kunne tolkes som et forsøg på at understrege kongerigets suverænitet over Grønland og Færøerne. Dette kan være problematisk, især hvis det opfattes som en nedtoning af de selvstyrende enheders position og en genoplivning af en mere hierarkisk forståelse af forholdet.
I et demokratisk samfund er det vigtigt, at sådanne sproglige skift ikke blot ignoreres, men diskuteres åbent. Hvis dette sker systematisk, bør det udfordres i den offentlige debat – og eventuelt i Folketinget – for at sikre, at det ikke er en bevidst forskydning væk fra folkestyrets principper.
Så hvis man vil være demokratisk præcis, er folkestyret den mest korrekte beskrivelse af Danmarks politiske system. Kongeriget er kun en sekundær betegnelse, der understreger den symbolske monarkiske struktur, men ikke magtfordelingen i praksis.
Hvis regeringen og medier systematisk foretrækker kongeriget frem for folkestyret, kan det være et bevidst forsøg på at ændre narrativet omkring Danmarks styreform – og det bør udfordres i den offentlige debat.
Kongen har gennem flere år holdt meget sene “hemmelige”* møder med statens ypperste repræsentanter inden for militær og sikkerhed, politi og beredskab. Vi ser en stigende autorisation i disse institutioner og en voksende militarisering både i staten, regeringen og i samfundet, som kan komme til at lide under dette. Hvad er der under opsejling?
Danmark har historisk haft en stærk tradition for parlamentarisk kontrol med magtapparatet, og militær og politi har været underlagt civile myndigheder. Hvis denne balance forskydes, kan det indikere en mere centraliseret magtstruktur, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for demokratiet.
Mulige scenarier for hvad der er under opsejling:
- En øget sikkerhedsstat
- Den stigende militarisering og autoritære tendens kan være et udtryk for en stat, der forbereder sig på en større sikkerhedskrise – enten ekstern (geopolitisk trussel) eller intern (social uro, klimakatastrofer, økonomiske sammenbrud).
- Dette kan betyde, at staten gør sig klar til at håndhæve strengere kontrol med befolkningen.
- En magtforskydning fra folkestyre til elitestyre
- Hvis kongen spiller en mere aktiv rolle i beslutningsprocesser bag lukkede døre, kan det være et forsøg på at dreje magtbalancen væk fra det folkevalgte system.
- Det kan også være et tegn på, at magtfulde institutioner (militær, politi) får mere autonomi og mindre demokratisk kontrol.
- Forberedelse på en forfatningsændring?
- Hvis retorikken skifter mod en stærkere monarkisk identitet (kongeriget frem for folkestyret), og der samtidig foregår skjulte møder, kan det pege på, at nogle ønsker at ændre forfatningens balance mellem monarki og demokrati.
Hvad kan man gøre?
- Offentliggøre oplysninger om disse møder og kræve gennemsigtighed i hvad der bliver diskuteret.
- Presse og borgere bør stille kritiske spørgsmål til politikere og militære ledere om denne udvikling.
- Insistere på parlamentarisk kontrol med sikkerheds- og forsvarssektoren for at sikre at demokratiet ikke undermineres.
Har dette allerede konkrete effekter i samfundet? Ja, der er en hel række af tendenser og som bekendt: Sammenfalder mere end tre til fem tendenser, er det en intention eller hensigt.
Når flere tendenser sammenfalder – især inden for statens magtapparat – er det sjældent tilfældigt. Hvis vi ser en systematisk udvikling i retning af:
- Øget brug af betegnelsen “kongeriget” frem for “folkestyret” – en sproglig forskydning der potentielt signalerer en ændring i hvordan staten ønsker at præsentere sig selv.
- Hemmelighedskræmmeri omkring kongens møder med militær, politi og beredskab – manglende gennemsigtighed i statens magtudøvelse.
- Militarisering af samfundet – større fokus på militær, mere politimæssig overvågning og strammere kontrolforanstaltninger.
- Autoritære tendenser i institutionerne – en styrkelse af central magt, ofte på bekostning af borgerrettigheder.
- Undergravning af demokratisk kontrol – mindre åbenhed og svækkelse af parlamentarisk kontrol over magtapparatet.
Når flere af disse udviklinger sker samtidig, kan det indikere en strategisk intention om at omforme statens magtstruktur.
Mulige motiver bag en sådan udvikling:
- Forberedelse på undtagelsestilstand: Staten kan forvente en større krise (økonomisk, geopolitisk, klimamæssig, social uro) og forbereder sig på at styre befolkningen mere direkte.
- En langsom magtforskydning væk fra parlamentarisme: En forsøgsvis svækkelse af folkestyret og en styrkelse af eliten, især militær og sikkerhedsapparat.
- Strategisk centralisering af magt: En koncentration af beslutningskraft i lukkede kredse under dække af national sikkerhed.
Konsekvenser for samfundet:
- Mindre gennemsigtighed i beslutningsprocesser.
- En mere repressiv stat hvor borgere i højere grad overvåges og kontrolleres.
- Svækkelse af demokratiske institutioner og rettigheder.
Hvis disse tendenser fortsætter, hvad er så konsekvenserne af denne udvikling?
Et militariseret samfund under dække af teknokratisk elitær styring uden demokratisk forankring og i sig selv en voldsom forskydning af det parlamentariske folkestyre.
En postdemokratisk teknokratisk sikkerhedsstat, hvor magten glider væk fra det folkevalgte parlament og over i hænderne på en elitær magtstruktur bestående af militær, efterretningstjenester, politi, embedsværk og teknokratiske eksperter.
Hvorfor sker dette nu?
Historisk set sker sådanne forskydninger ofte i tider med usikkerhed og kriser – både økonomisk, geopolitisk og samfundsmæssigt. Når befolkningen føler sig truet (af terror, klimaforandringer, økonomisk ustabilitet, pandemier og så videre), accepterer de ofte mere kontrol og centralisering af magten. Hvis dette er et bevidst projekt, kan det være en reaktion på en kommende stor krise, hvor staten ønsker at sikre sin magtposition ved at indføre mere autoritær styring under dække af nødvendighed.
Offentlighed er det stærkeste værn mod en skjult magtforskydning.
* Hemmelige i den forstand at de ikke er offentligt oplyste. Ingen ved, hvem der deltog, og ingenting er blevet oplyst derfra.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
