Beslutning fra generalforsamling
Tak for invitationen! Mit bidrag til høringen vil være et kort rids over den juridiske ramme om interneringerne og deres dystre og tragiske følger.
Der kommer en tekst op på foreningens hjemmeside, og når alle har holdt deres oplæg, kan man også få et print.
For mange af jer er stoffet ikke nyt, men de grumme begivenheder fortjener at blive holdt i erindring. Dagbladet Information og Arbejderen har i dag artikler om interneringerne og deportationerne, men ellers er medierne tavse.
Hovedansvaret for de ulyksalige beslutninger lå hos datidens politikere, men juraen og juristerne spillede også en væsentlig rolle.
Som ung læste jeg om interneringerne i den legendariske landsretssagfører Carl Madsens bog Vi skrev loven og i Hans Scherfigs roman Frydenholm.
Senere er interneringerne og kommunistloven blevet belyst i tunge akademiske udgivelser, ikke mindst af min gode ven Henning Koch i disputatsen ’Demokrati – slå til!’ fra 1996. Og mange har skrevet om de historiske og politiske aspekter af begivenhederne.
Forløbet
Da Hitler den 22. juni 1941 gav ordre til at angribe Sovjetunionen, forlangte tyskerne, at alle “fürenden dänischen Kommunisten” skulle fængsles. Statsminister Thorvald Stauning godkendte de tyske krav i en natlig telefonsamtale. Godkendelsen omfattede også anholdelsen af de tre kommunistiske folketingsmedlemmer, der efter grundloven var omfattet af parlamentarisk immunitet.
Der blev ikke gjort nævneværdige forsøg på at forhandle med tyskerne om kravet eller at forhale gennemførelsen, som blev iværksat prompte.
Man vendte kort og godt ryggen til grundloven og retsplejeloven.
Fra det danske politi havde tyskerne fået navnene på 66 kommunister, som man krævede fængslet, men mange flere navne blev hentet frem fra egne arkiver, så mere end 300 blev anholdt, herunder også folketingsmedlemmerne Martin Nielsen og Alfred Jensen. Sidstnævnte så dog sit snit til at stikke af i forvirringen uden for Hovedbanegården.
Opgaven med at gennemføre anholdelserne blev varetaget af det danske politi efter Justitsministeriets ordre.
Ved at inddrage Rigsdagen slap justitsministeren og regeringen for at stå alene med ansvaret for interneringerne.
Den overdrevne ivrighed for at overopfylde de tyske krav er velbeskrevet, og der er gennemgående enighed om at kritisere myndighedernes tjenstvillighed og nidkærhed.
En del af de anholdte blev løsladt igen, men mange blev efter et indledende ophold i Vestre Fængsel anbragt i de røde barakker i Horserød, som hidtil havde været anvendt til andre formål, blandt andet internering af tyske flygtninge.
Blandt embedsmænd og ledende politikere var der uenighed om, hvorvidt det var lovligt at gennemføre de alvorlige indgreb. Alle regeringens ministre var imidlertid på det rene med, at i hvert fald arrestationen af rigsdagsmedlemmerne var grundlovsstridig.
Den juridiske begrundelse for indgrebene fandt man i en ulovbestemt grundsætning om statsretlig nødret. Tanken er, at fravigelse af grundlovssikrede frihedsrettigheder kan være berettiget i en situation, hvor statens “sikkerhed og velfærd” er i fare.
Hovedformålet med at imødekomme de tyske krav om interneringerne var at undgå et åbent brud med tyskerne. Man ville for alt i verden opretholde den officielle samarbejdspolitik og bevare en dansk regering.
Det var et generelt ønske, at håndhævelse af loven i sager om danske borgere fortsat skulle kunne varetages af danske myndigheder.
Man mente, at de internerede var bedst tjent med at blive arresteret af dansk politi frem for at falde i tyskernes hænder. Men som Martin Nielsen efter hjemkomsten fra Stutthof skarpt bemærkede fra Folketingets talerstol, ville han i hvert fald for sit eget vedkommende gerne bede om ikke en gang til at blive budt en sådan beskyttelse, for det var han bange for, at han ikke ville overleve.
For som bekendt fik interneringerne et beskæmmende efterspil.
Den 9. juli 1941 blev rigspolitichefen, Eigil Thune Jacobsen, udnævnt til justitsminister. Han fik samme dag besøg af præsidenten for Højesteret, Troels G. Jørgensen, som anbefalede ham at få lovliggjort interneringerne gennem formel lovgivning. Uden udtrykkelig lovhjemmel kunne de internerede nemlig gå til domstolene og blive løsladt, og det ønskede man bestemt ikke.
To måneder efter de første anholdelser kom kommunistloven så til verden. Den indeholdt et forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed i det hele taget. Desuden blev det med tilbagevirkende kraft bestemt, at:
“Personer, hvis adfærd har givet særlig grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk virksomhed eller agitation, kan … tages i forvaring, når dette skønnes nødvendigt af hensyn til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.”
Som begrundelse for kommunisternes samfundsfarlighed overvejede man at nævne sagen mod det såkaldte Wollweber-netværk. I 1938 var to trawlere bygget til Franco-regeringen blevet bombesprængt i Frederikshavn af personer med tilknytning til det netværk, som blev styret af Komintern og ledet af den tyske kommunist Ernst Wollweber. Den 7. juli 1941 havde flere danskere fået strenge fængselsstraffe for bistand til netværket, herunder søfyrbødernes tidligere leder Richard Jensen og andre med forudgående tilknytning til kommunistpartiet. I regeringen tog man det ikke for gode varer, at partiet havde ekskluderet Richard Jensen og lagt afstand til organisationen og dens aktioner.
De tre kommunistiske medlemmer af Folketinget deltog selvsagt ikke i behandlingen af lovforslaget. Martin Nielsen sad interneret og blev senere deporteret til Stutthof. Alfred Jensen og Aksel Larsen var fornuftigvis gået under jorden. Sidstnævnte blev fanget i november 1942.
Ved at inddrage Rigsdagen slap justitsministeren og regeringen for at stå alene med ansvaret for interneringerne.
Justitsministeriets beslutninger om internering kunne indbringes for Københavns Byret med appeladgang til Højesteret. Men domstolene kunne kun ophæve en internering i tilfælde af personforveksling eller fejltagelse med hensyn til deltagelse i kommunistisk virksomhed.
Den 24. august godkendte byretsdommer Artur Andersen “forvaringstagningen” af de internerede kommunister, herunder Martin Nielsen. Byretsdommeren mente ikke, at grundloven stod i vejen for lovgivning af hensyn til statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter.
Den 1. september bragte fagtidsskriftet Juristen så en artikel af højesteretspræsident Troels G. Jørgensen, hvori han hævdede, at loven var i overensstemmelse med grundloven. Dette var en helt utilbørlig og forkastelig foregribelse af den afgørelse, som kort tid efter skulle træffes af Højesteret.
Sagen skulle i Højesteret afgøres af tre andre dommere. Præsidenten dukkede imidlertid op ved deres møde og fremlagde et forslag til begrundelse for stadfæstelse af byrettens kendelse. De andre dommere var stærkt kritiske over for præsidentens indblanding, men afgørelsen blev, som han havde ønsket.
Efterfølgende behandlede domstolene klagerne over internering på samlebånd.
Højesteretspræsidenten forhindrede i øvrigt, at der blev beskikket advokatbistand.
Blandt fagfolk har der været enighed om at fordømme højesteretspræsidentens dispositioner. Der var tale om en skandaløs sammenblanding af lovgivende og dømmende myndighed.
Et kollektivt svigt
Uanset hvordan man juridisk opfatter kommunistloven og de centrale aktørers ansvar, kan man i hvert fald konstatere, at det var et kollektivt svigt af justitsminister Thune Jacobsen, regeringen og de ansvarlige myndigheder, at de internerede ikke blev løsladt eller i det mindste fik lejlighed til at undslippe, da det efter de folkelige uroligheder i august 1943 kom til et endegyldigt brud mellem regeringen og besættelsesmagten. Den 29. august ophørte regeringen med at fungere. Tyskerne indførte militær undtagelsestilstand og overtog i den forbindelse kontrollen med lejren i Horserød. 150 fanger undslap ikke.
Efter befrielsen indgav Carl Madsen politianmeldelse mod justitsminister Thune Jacobsen for landsforræderisk meddelagtighed i kvalificeret frihedsberøvelse med videre. Carl Madsen flygtede selv fra Horserød over hegnet under de dramatiske begivenheder om natten den 29. august. Hans anmeldelse blev i årevis begravet i den parlamentariske kommission, som efter langtrukne undersøgelser i alt væsentligt frikendte samarbejdspolitikerne for juridisk ansvar.
Thune Jacobsen udgav forsvarsskriftet På en Uriaspost og døde få år senere.
Den tidligere højesteretspræsident Troels G. Jørgensen fik derimod et langt liv som udstødt af det gode selskab.
Ved bedømmelsen af kommunistloven skal man nok ikke fortabe sig i den strengt juridiske side af sagen. Blandt nutidens toneangivende jurister er der faktisk nogle, der mener, at interneringerne og den efterfølgende lovgivning var lovlige ud fra datidens forudsætninger, og at der sådan set ikke var tale om “et klokkeklart grundlovsbrud”. Juridisk set kunne indgrebene i det mindste retfærdiggøres med den foreliggende nødretstilstand.
Uanset hvad de statsretskyndige mener om interneringerne og kommunistloven, er det imidlertid en kendsgerning, at de internerede og deporterede og deres nærmeste betalte prisen for, at samarbejdspolitikken længe kunne videreføres til gavn for den øvrige befolkning.
Efter befrielsen
Juridisk set blev der efter befrielsen gjort op med samfundets gæld til de internerede og deres familier.
Der blev vedtaget en generel lov om erstatning til besættelsestidens ofre. Kommunisterne ønskede ingen særstilling, men at blive stillet på lige fod med andre.
Der blev lovgivet uden at tage stilling til, om der var begået et grundlovsbrud, som gav et formelt retskrav på erstatning. Loven blev opfattet som udtryk for en moralsk forpligtelse, ikke som en juridisk pligt for staten til at betale erstatning.
Men var i øvrigt helt på det rene med, at erstatningen ikke ville kunne dække de personlige eller økonomiske tab, som den enkelte havde lidt.
Loven gav adgang til erstatning for invaliditet og til godtgørelse for lidelse og tort efter bestemte standardsatser, men der stod ikke noget i loven om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Udvalget af tidligere Stutthof-fanger gjorde gældende, at taksterne var for ringe. Man påpegede blandt andet, at de internerede politifolk havde oppebåret fuld løn. Regeringen afviste imidlertid udvalgets henvendelse, som ikke gav anledning til ændring af lovforslaget.
Et tidligere medlem af det kommunistiske parti, havnearbejderen Einar Berthelsen, var blevet frikendt for meddelagtighed i Wollweber-gruppens sabotage, men var derefter blevet interneret og senere deporteret til Stutthof.
Han ønskede at få erstatning for mistet arbejdsfortjeneste. Til støtte for kravet påberåbte han sig blandt andet, at lederen af lejren i Horserød så sent som den 28. august om aftenen havde bekræftet, at de internerede ville blive løsladt, hvis det kom til et brud med tyskerne. Han oplyste, at han ligefrem havde afslået et tilbud fra en fængselsbetjent om hjælp til flugt, idet fangerne ikke ønskede at volde regeringen vanskeligheder under de igangværende forhandlinger med tyskerne.
Sagen endte i Højesteret, hvor Einar Berthelsen tabte. Begrundelsen for afslaget var, at interneringen var en statsretlig nødretshandling foretaget under tvang, og at der juridisk set ikke var noget ansvarsgrundlag for staten eller nogen erstatningspligt. Det tilkom derfor Rigsdagen frit at afgøre, om der alligevel skulle kunne betales erstatning og i hvilket omfang.
Så spørgsmålet om økonomisk kompensation var der gjort endegyldigt op med i loven.
Politisk anerkendelse af alvorlig overlast, men …
I det mindste var tildelingen af erstatning jo udtryk for en politisk anerkendelse af, at de internerede havde lidt alvorlig overlast, og at det var på sin plads at kompensere dem, også selv om de ikke havde noget juridisk krav. Men kompensationen omfattede kun delvis de direkte følger af interneringerne og deportationerne. Og den belastning, der ramte dem, som undslap og måtte gå under jorden, blev der ikke taget højde for. For slet ikke at nævne de omkostninger som forfølgelsen af kommunisterne fik for deres familie og efterkommere.
Anton Nielsen og Annette Mørk og andre vil kunne berette om de økonomiske og psykiske belastninger og savn, som de økonomiske erstatninger ikke kunne kompensere for, og om den langtrukne sagsbehandling med udbetaling af erstatningerne.
Så uanset hvad man i almindelighed måtte mene om berettigelsen af den officielle samarbejdspolitik i almindelighed og behandlingen af kommunisterne i særdeleshed, kan man i hvert fald konstatere, at de internerede og deres familier i særlig grad blev ofre for ønsket om, at den øvrige befolkning kunne komme forholdsvis skånsomt og bekvemt gennem besættelsen. Man lod kommunisterne og deres familier betale en pris for at holde styret på danske hænder.
Så ønsket om en klar anerkendelse fra det officielle Danmark af de svigt, som de internerede var ude for, og af de omkostninger, som det medførte, har været mere end velbegrundet!
Tak for ordet!
Citater
Mogens Fog: (25/9 45, 1. beh., Sp. 1520)
Interneringen var ikke en beskyttelsesforanstaltning, som de pågældende selv havde medvirket til eller ønsket. For dem, der blev efterlyst, eftersøgt og jaget af det danske politi, føltes det ikke som en bestræbelse på beskyttelse.
Svend Nielsen: Sp. 1500
I den første tid af interneringen var de økonomiske forhold for de interneredes hustruer præget af tilfældigheder, og hvordan de enkelte kommuner skønnede. For en del af kvinderne var det kun med nød og næppe, at de kunne klare dagen og vejen.
Sp 1501:
Vi kommunister har ikke ønsket at få nogen særstilling i forbindelse med denne lovgivning, men vi har ønsket at blive stillet på lige fod med andre, der har ydet en indsats i frihedskampen.
Martin Nielsen: Sp 1523-1525
Som en af dem, der i fire år har været under det høje Tings beskyttelse, finder jeg anledning til at sige et par ord. Det første skal være det, at skulle den danske Rigsdag nogen sinde komme i den samme situation som dengang, så vil jeg anmode om, at man i hvert tilfælde undtager mig fra denne beskyttelse… Havde det været en beskyttelse, så havde man for det første advaret os og sagt til os: Sådan ligger landet, så kan I selv vælge. [Det] havde været muligt at advare os. Man gjorde det ikke. Men derimod har vi i 2½ år inden for murene og inden for pigtråden her i Danmark set en klapjagt, set en snusen i alting, set er skygning af vore koner, set vore breve, vore familiers breve, undersøgt, beslaglagt med det ene formål blot at prøve på at spærre så mange mennesker inde som muligt… [Jeg] vil i hvert fald for mit eget vedkommende bede om, at man ikke en gang til byder mig den beskyttelse, for det er jeg bange for, at jeg ikke overlever.
Sp. 1524
Man forhindrede, at vi blev frie, det er kendsgerningen. Både udefra og indefra forhandlede vi med respektive kompetente myndigheder, fordi naturligvis også vi vidste, hvordan situationen udviklede sig, forhandlede og fik løfte om, at vi rettidigt skulle blive advaret. Og i en misforstået loyalitet ventede vi, medens vi på grund af de menige fængselsbetjentes indstilling havde muligheden for selv gå vor vej.
Mellemoverskrifter, fremhævet citat og foto og billedtekst er indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
