Læserbrev
Når Københavns politiske elite skildrer vores hovedstad, sker det altid i lyserøde toner – selv når virkeligheden er kulsort. Resultatet er en illusion: Et utopia, der kun eksisterer på valgplakater og i tomme valgløfter. Selv når partierne taler om “bæredygtighed”, “inklusion” eller “vækst”, er det ofte ord uden substans – floskler, der dækker over, at reelle problemer ignoreres.
Det København, vi faktisk lever i, drukner i et hav af uløste problemer, som politikerne enten ikke evner eller ikke ønsker at tage ansvar for.
Det er på tide at rive det lyserøde maleri ned og kræve en by, der lever op til sine løfter: en by til mennesker – ikke til profit.
Tag for eksempel den almene bolig. Siden 2015 har kommunen haft lovgivningen i hånden til at sikre, at 25 procent af nye private boliger skulle være almennyttige.
Målet var klart: At bevare byen som et sted for almindelige lønmodtagere – ikke kun for dem med høje indkomster og privilegerede forbindelser. Men hvad skete der?
Løftet blev brudt. Kravet håndhæves ikke konsekvent, og København er blevet så voldsomt gentrificeret, at en almindelig familie snart ikke har en chance for at bo her. Byen er ved at forvandles til en legeplads for de velhavende, mens resten af os står uden muligheder. Selv områder, der tidligere husede generationer af familier, er blevet opkøbt, renoveret og gjort uopnåelige for almindelige borgere.
I fire år som borgerrepræsentant hørte jeg gentagne gange den socialdemokratiske boligordfører sige, at man blot skal bygge flere boliger – så vil de markedsøkonomiske mekanismer sørge for, at de bliver tilgængelige for lavindkomstgrupper. Men nu er endnu en fireårig periode gået, og den katastrofale boligsituation taler sit tydelige sprog.
Situationen er desværre ikke markant bedre på andre områder.
Ældre Sagen har i 2025 dokumenteret groft omsorgssvigt på flere institutioner, baseret på rapporter fra Borgerrådgiveren i kommunen. En TV2-dokumentar i november 2023 om Lynghuset afslørede omfattende svigt og kritisabel pleje, hvilket fik Socialtilsynet til at overveje lukning af stedet.
Københavns Kommune er forpligtet gennem serviceloven til at sikre rettidig og tilstrækkelig støtte til borgere med handicap. Alligevel har både Socialtilsynet og faglige organisationer som FOA og LFS dokumenteret gentagne svigt – herunder lange ventetider, manglende handleplaner og utilstrækkelig indsats på botilbud og børnehandicapområdet.
Den virkelige katastrofe udspiller sig for børn med særlige behov og deres familier. En udredning kan tage op til to år – to år i et barns liv, hvor den nødvendige støtte udebliver. Netop i denne periode sker den mest kritiske udvikling, og uden rettidig indsats kan manglerne ikke rettes op. Forældre står magtesløse, mens børn går glip af tidlig intervention, læring og social udvikling.
Jeg kender en mor, hvis historie er et skrigende eksempel på systemets svigt. Institutionen opdagede på blot seks dage, at hendes barn havde særlige behov. Alligevel er der – et halvt år senere – stadig ingen handlingsplan. Barnet kan kun klare to timer i børnehaven om dagen, fordi systemet ikke kan magte mere. Konsekvensen?
Moren har måttet opgive sit studie for at tage sig af sit barn, der konstant har brug for opsyn og aktivering. Hun er ikke alene; dette er et mønster, vi ser igen og igen i København. Forældre tvinges til at opgive uddannelse eller arbejde, fordi systemet svigter – og børn mister afgørende støtte i deres udvikling.
De velstillede har mulighed for at betale sig til hurtig udredning af deres børn med særlige behov – ofte via private klinikker, hvor prisen kan ligge omkring 30.000 kroner. Det betyder, at deres børn får den nødvendige støtte langt tidligere, mens andre må vente i månedsvis – nogle gange år – i det offentlige system.
Denne forskel skaber en dybt uretfærdig situation, hvor livsvigtige indsatser afhænger af forældrenes økonomi. I praksis betyder det, at børn fra ressourcestærke familier får bedre udviklingsmuligheder, mens børn fra almindelige eller udsatte hjem risikerer at blive overset, forsinket og tabt i systemet.
Det er ikke bare en økonomisk ulighed – det er en menneskelig ulighed, der underminerer princippet om lige adgang til hjælp og støtte. Når penge afgør, hvem der får hjælp først, svigter velfærdssamfundet sit fundament.
Den ovennævnte mor står nu med en usikker fremtid, uden uddannelse og med en studiebolig, hun snart vil miste. Med et barn, der kun kan være i institution to timer dagligt, og med en trussel om hjemløshed hængende over hovedet, har hun desperat henvendt sig til Københavns Kommunes akutbolig. Svaret? Det tager 18 uger – fire og en halv måned – bare at blive kaldt til en samtale.
Forældre som den mor, jeg kender, presses derimod til bristepunktet, mens uligheden i vores velfærd vokser.
Dette er det København, de højreorienterede – og de såkaldt venstreorienterede – har skabt. En by, hvor en desperat mor i en akut krise møder et kommunalt system, der bevæger sig i skildpaddefart, mens hendes liv falder fra hinanden.
Samtidig fremhæver de politiske ledere deres “succeser” i medierne, taler om fremtidens København og praler af investeringer, mens konkrete problemer – bolignød, børns trivsel, social ulighed – ignoreres eller nedtones.
Som en grotesk kontrast til denne menneskelige nød læser vi om spekulanter, der tjener 200.000 kroner om måneden på ledige lejligheder. Det er billedet på den vanvittige ulighed, som har fået lov at brede sig i vores by. Det er en by, hvor profit prioriteres over mennesker, hvor investeringer vejer tungere end børns velfærd, og hvor penge afgør, hvem der får hjælp først.
Mens politikerne maler deres lyserøde malerier, kæmper en mor for at give sit sårbare barn en fremtid – og for blot at have et tag over hovedet. Hun er kød og blod på konsekvenserne af politiske beslutninger. Hun repræsenterer den tusindtallige gruppe borgere, der må leve med konsekvenserne af svigt, langsommelighed og manglende prioritering.
Vi ser en gruppe kommunalpolitikere, der er fremragende til at administrere og forvalte systemet, men som helt mangler visioner, der tør bryde de eksisterende rammer.
Derfor vil jeg opfordre vælgerne til at kigge uden om de etablerede partier på rådhuset og tænke i nye baner. Det kan umuligt blive værre – og at søge nye veje giver håb om forbedring.
Det er på tide at rive det lyserøde maleri ned og kræve en by, der lever op til sine løfter: en by til mennesker – ikke til profit. En by, hvor børn kan vokse op med de muligheder, de har krav på, hvor familier kan have et sted at bo, og hvor solidaritet, ansvar og rettidig handling ikke blot er ord på papiret, men handling i praksis.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
