Klimaminister Dan Jørgensen hævder i P1-programmet Slotsholmen den 12. august, at klimaafgift på fødevarer ikke er en farbar vej, idet den angiveligt vil øge uligheden i befolkningen. Som eksempel giver han den enlige mor, der ikke vil have råd til at servere spaghetti med kødsovs for sine børn.
Afgifter på kød – og andre animalske fødevarer – behøver dog ikke være ensbetydende med højere husholdningsbudget for familien Danmark, idet regeringen samtidigt kunne sænke momsen på frugt, grønsager, pseudokød, og plantebaseret mælk.
Der hersker global konsensus om, at en radikal reduktion i animalske fødevarer er en nødvendighed.
Detailhandlen byder på et væld af velsmagende, sunde og langt mindre miljø- og klimabelastende erstatningsprodukter for kød og mælk, herunder proteinrig fars baseret på for eksempel svampe, ærter og soja. Paradoksalt nok er disse erstatningsprodukter ofte dyrere end de tilsvarende animalske, på trods af at de koster meget færre ressourcer at fremstille, både hvad angår jord, vand, energi med videre.
Der hersker global konsensus om, at en radikal reduktion i animalske fødevarer er en nødvendighed – i særdeleshed i Vesten, hvor anerkendte forskere bag det hidtil mest omfattende studie af vore madvaner vurderer, at kødforbruget skal reduceres med 90 procent og mejeriproduktkonsum med 60 procent. Samtidigt skal indtaget af bønner tredobles, og vi skal spise fire gange så mange nødder og frø, (hvoraf mange er rige på såvel protein som calcium).
Den enlige mor skal også have mulighed for at træffe det grønne, miljørigtige og sundhedsfremmende kostvalg fremfor de røde discountpølser. Derfor: Afgift på det, vi ønsker mindre af, og afgiftlettelse på det vi ønsker mere af. Er det i virkeligheden ikke meget logisk?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.