Kommentar
Lotte Rørtoft-Madsen og Rosa Jørgensen havde et ekstremt vigtigt indspark i Arbejderen i januar måned om enhed blandt de revolutionære på tværs af bogstavkombinationerne.
Jeg kunne ikke være mere enig.
Vi har fandens travlt. Kapitalismen gør os nemlig syge og svage i rekordfart.
Kapitalismen er som en rusten maskine, der hoster og skratter, men stadig holdes i gang af vores slid og sved. Vi smører dens tandhjul med vores liv, vi brænder op i dens motorer, og når vi ikke længere kan holde tempoet, smider den os væk som en slidt klud. Den rige mands – eller kvindes – fabrik, kontor og supermarked drives af vores slid, men vi får ikke andet end småmønter og slidgigt til gengæld.
Som den første opgave må de revolutionære kræfter samle sig meget fastere, lytte respektfuldt …
Hver morgen vælter vi ud af sengen, endnu en dag i rækken, endnu en tur i hamsterhjulet. Vi kører på autopilot gennem trafikken, sætter os ved samlebåndet, kassen eller computeren og knokler for at tjene penge nok til husleje, mad og måske en lille smule fornøjelse, inden vi falder udmattede om. Og hvis vi ikke knokler? Så truer arbejdsløsheden, tvangsauktionen, sulten.
Vi lever i et system, der tynger os som en møllesten om halsen. Vi bliver presset, mens direktørerne puster sig op som hanekyllinger i jakkesæt, hæver egne bonusser og skærer i vores løn. Vi holder hjulene i gang, men magten over vores eget liv er taget fra os.
Kapitalismen reducerer os til redskaber. Vi bliver ikke spurgt, om vores arbejde giver mening, om vi trives, om vi føler os hele som mennesker. Vi er bare tandhjul i en kæmpe motor, og når vi slides ned, bliver vi erstattet.
Kapitalismen stjæler vores tid og vores frihed. Den gør arbejde til noget, vi kun udfører for at overleve, og fjerner enhver stolthed i det, vi laver.
Minutterne forsvinder som sand mellem fingrene, arbejdsdagene flyder sammen i en grå masse, og livet bliver noget, vi udskyder til en weekend, der altid er for kort.
Men hvorfor producerer vi ikke det, der er brug for, i stedet for det der kan sælges med størst profit? Hvorfor skal vi slide os selv i stykker, når vi kunne deles om arbejdet og have tid til at leve? Hvorfor må vi ikke selv bestemme over de virksomheder, vi holder kørende?
Fordi kapitalismen er skruet sådan sammen, at en lille gruppe mennesker bestemmer, mens flertallet adlyder.
Kapitalismen er et system, hvor det ikke handler om, hvad vi har brug for, men hvad der kan tjenes penge på. Huse står tomme, mens folk er hjemløse. Mad smides ud, mens børn går sultne i seng. Læger og sygeplejersker løber hurtigere og hurtigere, mens privathospitalernes direktører skummer fløden.
Vi bliver jaget fra morgen til aften. Alt i vores liv bliver målt, vejet og optimeret. Vi bliver scannet, talt, evalueret – vores minutter skæres i skiver, vores præstationer bliver vejet som varer på et marked, vores liv reduceret til et Excel-ark. Vi skal arbejde hurtigere, mere effektivt, presse mere ind på mindre tid. Selv vores fritid bliver en kamp om at nå det hele: motion, sociale medier, børnene, partneren, vennerne. Kapitalismen har gjort hvile til en luksus, kun de rige har råd til.
Stress er ikke en individuel svaghed – det er en systemisk sygdom. Når vi ligger søvnløse om natten med en knude i maven over økonomien, når vi vågner udmattede og tvinger os selv afsted, når vi får hjertebanken over en deadline eller en chef, der kigger skævt til os, så er det ikke os, der fejler.
Som små mus i en labyrint styrter vi bare fra det ene til det andet – job, pligter, deadlines – hjertet banker, sveden pibler, og luften føles altid for tung at trække.
Med sløve øjne stirrer vi gennem bilruderne på motorvejskøens røde lygter, vi skovler varer hen over båndet eller taster løs på kolde keyboard-taster.
Vi må bygge broer mellem mennesker, hvor samarbejde og alliancer er nøglen til at bryde de magtfulde barrierer, der fastholder uligheden.
Men vi er ikke født til at være maskindele. Vi er ikke født til at stille os i en kø og vente på at blive brugt op. Mennesker er skabende væsener. Vi bygger, vi tænker, vi finder på, vi løfter hinanden.
Vi kunne skabe et samfund, hvor vi arbejder, fordi vi vil, ikke fordi vi er tvunget. Hvor vi producerer det, vi har brug for, ikke det der skaber mest profit. Hvor vi bestemmer i fællesskab, hvad der er vigtigt.
Forestil dig et samfund, hvor ingen behøver at frygte den 1. i måneden. Hvor vi arbejder mindre, men smartere, så vi alle har tid til at leve. Hvor ingen bliver slidte før tiden. Hvor vi ikke behøver at konkurrere, men kan samarbejde.
Vi skal rive de rådne planker ud og bygge et hus, hvor vi alle kan bo. Et samfund baseret på fællesskab, ikke konkurrence. Solidaritet, ikke profit. Demokrati, ikke direktørvælde.
Vi har magten til at skabe noget bedre. Det kræver mod, det kræver sammenhold, og det kræver, at vi nægter at acceptere, at verden skal være, som den er.
Vores hænder har bygget fabrikkerne, husene, vejene – hvorfor skulle vi ikke også kunne bygge et samfund, hvor vi ikke bliver brugt op og smidt væk?
Så lad os ikke nøjes. Lad os ikke bøje nakken. Lad os bygge et samfund, der er det stik modsatte af alt det her. Et samfund der er vores. Det er ikke krummer fra de stores bageri, vi vil have. Nej.
Vi bliver ellers ofte fortalt, at vi bare skal nøjes med små forbedringer: Lidt højere løn, lidt kortere arbejdsdag, lidt flere rettigheder. Selvfølgelig skal vi kæmpe for enhver forbedring under kapitalismen, men det må ikke blive endemålet. Det svarer nemlig til at reparere et synkende skib med gaffatape. Problemet er ikke, at vi mangler et par små justeringer. Problemet er selve systemet.
Så hvad gør vi ved sagen?
Enhed er nøglen til at kunne modstå splittelser, der rammer os.
Splittelse mellem grupper svækker nemlig modstandskraften mod magteliterne, mens fællesskab og samarbejde skaber styrke. Kun gennem en samlet front af alle, der er imod kapitalismen, kan de grundlæggende sociale og økonomiske uligheder blive udfordret og ændret.
Vi må bygge broer mellem mennesker, hvor samarbejde og alliancer er nøglen til at bryde de magtfulde barrierer, der fastholder uligheden. Kun gennem fælles handling kan vi skabe et samfund, hvor solidaritet og retfærdighed er i centrum. Uden disse alliancer er vi som brikker, der ikke passer sammen i puslespillet, men sammen kan vi opbygge et stærkt og sammenhængende fællesskab.
Som den første opgave må de revolutionære kræfter samle sig meget fastere, lytte respektfuldt til hinanden og ikke kravle op i hvert sit sekteriske elfenbenstårn for at slynge skældsord afsted mod dem, vi egentlig burde enes med.
For er vi egentlig ikke grundlæggende enige om, at det gælder en revolutionær overgang fra uhelbredelig syg kapitalisme til noget langt bedre – at vi med energiske hænder fjerner ormen i æblet?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
