Kronik
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Dokumentaren Grønlands hvide guld, der blev vist på DR den 9. februar, har givet anledning til en decideret shitstorm anført af politikere, ministre og journalister. Også forskere blander sig i debatten, heriblandt dem som medvirkede i dokumentaren.
Dette indlæg er skrevet af forskere. Vi er ikke økonomer, men humanister, der forsker i europæisk historie (herunder afkoloniseringen), vanskelig kulturarv, medier og dekoloniale praksisser.
Man kan måske diskutere, hvor meget der blev tjent på kryolit, men ikke at der blev tjent penge på kryolit, og at de økonomiske ressourcestrømme næsten udelukkende tilflød Danmark.
I skrivende stund er der lavet 573 indslag om dokumentaren i alle medier. Det er jo godt med debat i den danske offentlighed om kolonialisme og kolonialismens konsekvenser i al almindelighed, øget viden og det at lytte til de koloniseredes vidnesbyrd er vejen til at ændre det, vi fortæller hinanden om Danmarks rolle som kolonimagt.
Grønlands hvide guld er som genre en dokumentar og ikke et journalistisk nyhedsindslag. Bowling for Columbine (2002), The Act of Killing (2012) og Den Sorte Svane (2024) er også dokumentarer, der har rejst debat.
Selvom alle dokumentarer etablerer en faktakontrakt med sit publikum i deres bestræbelse på at læne sig tæt op ad en virkelighed, så anvender dokumentarer stilistiske greb til at fremføre deres argument, ligesom alle talere fra en talerstol også anvender retoriske greb, taler sig ind i løbende diskussioner og har eller får en timing og aktualitet af løbende begivenheder og udviklinger, som ingen kunne forudse.
Således er den amerikanske præsidents udtalte interesse i Grønland, den grønlandske valgkamp og den tilspidsede situation mellem Danmark og Grønland faktorer, der aktivt spiller ind i receptionen af dokumentaren. Noget som ikke nødvendigvis i udgangspunktet kan tilskrives dokumentarfilmskaberne.
Til forskel fra de ovenfor nævnte meget iscenesatte dokumentarer er Grønlands hvide guld helt transparent i sin bevisførelse for hovedpåstanden, at Danmark som kolonimagt har tjent store summer på denne 300-årige kolonirelation.
Vi bliver som seere inviteret med på den rejse frem mod viden både bogstaveligt i form af turen til Ivittuut og gennem de medvirkendes vidnesbyrd og også symbolsk ved besøgene i arkiverne og arbejdet med data.
Dokumentaren lader flere stemmer komme til orde i en række forbehold omkring måder at udregne kolonimagtens fortjeneste på det koloniserede territoriums naturressourcer.
Vi mener, at dokumentaren er meget klar i forhold til, hvordan den viden, som dokumentaren producerer, kommer til veje. Som økonomisk overvismand Carl-Johan Dalgaard anfører i Politiken 14. februar, så mangler der forskning i betydelig grad i den “to-banede” motorvej, som de økonomiske transaktioner mellem Danmark og Grønland har udgjort historisk.
Visuelt ser vi ressourceudtrækningen ved, at der i den tidligere og nu forladte mineby Ivittuut efterlades et kæmpestort hul – nu fyldt op med vand – mens videnshullet fyldes op af dokumentarens bestræbelse på at levere forskning og dække den vidensmanko, der er i dansk kolonihistorie på fortjenesterne ved koloniseringen.
Lad os droppe forskydningerne, der fører til en art benægtelse af koloniforholdet, og lad os få mere viden på bordet!
Claus Pilehaves og Otto Rosings dokumentar skal ses som del af den bølge, man i det post- og dekoloniale felt kalder for godtgørelsesarbejde, og som kan omfatte tilbagelevering af stjålne eller uretmæssigt anskaffede genstande, symbolske handlinger i form af nedtagelse af monumenter/statuer, sproglige korrektioner, undskyldninger eller økonomisk kompensation til flere generationer for udbytning, slavegørelse og plyndringer i forbindelse med kolonitiden.
Der er gjort forsøg på at beregne konsekvenserne af slavegørelsen i Caribien. Så sent som i 2021 accepterede den tyske regering at betale et beskedent beløb som kompensation for folkedrabet på heroerne og Namafolket til Namibia, og der foreligger en rapport fra 2023, Brattle Group Report on Reparations for Transatlantic Chattel Slavery, der omfatter 31 lande, og som blandt andet fastsætter, at Storbritannien alene bør godtgøre 14 lande berørt af slavehandlen med 18,8 billioner (ikke millarder!) pund.
Også Danmarks kompensation til Jomfruøerne er nævnt i rapporten. Grønlands hvide guld prøver langt mere beskedent at fokusere på ét område, Ivittuut og Arsuk og én ekstraktiv virksomhed, Kryolitselskabet Øresund.
Udvindingen er sket over en periode på 130 år, og i alt er 3,5 millioner tons kryolit taget op. Her lægger dokumentaren sig i forlængelse af internationale bestræbelser på at sætte tal på kolonialismens konsekvenser i bestræbelsen på at ændre fortællingen om Grønland som en underskudsforretning for staten Danmark.
I reaktionerne på dokumentaren tales der om desinformation og fejl i beregningen af de værdier, som kryolitudvindingen har tilført den danske stat.
Det er bemærkelsesværdigt, at reaktionerne ikke eller kun nødtørftigt forholder sig til hovedbudskabet i dokumentaren, nemlig det at kryolitminedriften er et billede på den uretfærdige kolonirelation, og at den rigdom skabt af udvindingen både direkte og indirekte kun er kommet det danske samfund til gode.
Den pris, grønlænderne har betalt for kryoliteventyret, og som måske kunne have været forhindret, hvis flere økonomiske ressourcer var tilfaldet det grønlandske folk, hører vi om som beretninger om mennesker, der er blevet fjernet fra deres hjem og levesteder til videre uddannelse, påtvungen segregering og mobilitetsforbud og det hele taget gennem et tab af værdier, som kunne være kommet befolkningen til gode igennem alle årene.
Vi vælger at læse den lettere hysteriske tale om desinformation og udregningsmetoder som et klokkeklart udtryk for en forskydning af perspektivet, og for at det danske establishment for enhver pris vil undgå at tale om kolonisering.
Vi vil gerne undgå at tage et opgør med billedet af en “god” kolonimagt, vores eget ansvar, ja i det hele taget se koloniseringen i øjnene som kolonisatorer.
Man kan måske diskutere, hvor meget der blev tjent på kryolit, men ikke at der blev tjent penge på kryolit, og at de økonomiske ressourcestrømme næsten udelukkende tilflød Danmark, og heller ikke at de menneskelige omkostninger af koloniseringen og herunder også kryoliteventyret var helt enorme set over tid.
Lad os droppe forskydningerne, der fører til en art benægtelse af koloniforholdet, og lad os få mere viden på bordet, og lad os som i dokumentaren høre, hvad grønlænderne mener ville være en tilnærmelsesvis – tilsvarende – godtgørelse af koloniforholdet! Her er vi bange for, at de 400 milliarder vil være småpenge for at udøve historisk og juridisk retfærdighed.
Arbejderen har fået lov at bringe dette indlæg, som er skrevet, før dokumentaren blev afpubliceret.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
