hvordan anser vi historien?
I vores turbulente verden forsøger nyhedsindustrien, som ejes af bourgeoisiet, at hjernevaske befolkningen. Som Chomsky meget rigtigt siger, i den kapitalistiske verden giver man mulighed for omfattende diskussioner om nogle håndplukkede emner. Medieindustrien har til opgave at lave små ubetydelige episoder til store verdensomspændende begivenheder, og de store vigtige hændelser bliver kun udvalgt og kommer ud til seerne, hvis det kan tjene imperialismens makroøkonomiske mål. De, der ønsker videnskabelig gennemgang af vigtige begivenheder og analyse af deres indbyrdes sammenhænge, må finde de komponenter, der er grundlæggende og substantielle gennem et væld af udsagn, løgne og fakta.
I denne fordummelsesproces er det svært at navngivere i nyhedsstrømme.
I den forbindelse er det pinligt at betragte danske politikeres, herunder venstrefløjspolitikeres eurocentriske udenrigspolitik. Socialistiske og progressive kræfter kunne en gang i fortiden bryste sig med deres internationale solidaritet. Alle analyser startede med en makroanalyse af verdenssituationen og endte med en analyse af det respektive lands konkrete socioøkonomiske forhold. Men den gode marxistiske tradition er gået af fløjten.
Danske politikere på venstrefløjen skal lytte til Thorkild Kjærgaard kloge ord: “Det amerikanske imperiums sag er ikke vores sag. Krigen i Ukraine er ikke vores krig.” På den måde giver vi også en hånd til opbygningen af en tiltrængt multipolær verden.
For en gang skyld lykkedes det at få trykt et kritisk indlæg om vores ruslandsfobiske politik. Historikeren og dr.phil, Thorkild Kjærgaard skriver således i Politiken:
“USA kunne frem til den 23. februar have forhindret krigen så let som ingenting, og den russiske regering gav Vesten og dens leder overordentlig god tid til at tænke sig om. Men det var umuligt at trænge igennem.”
Men hvorfor ville USA ikke leve op til sit stormagtsansvar?
Vi skal prøve at forstå det, der sker på den globale arena, og kigge på konflikten i Ukraine som en del af denne udvikling. Den æra, hvor den unipolære verden blev skabt af Clinton efter Sovjetunionens fald og officielt blev introduceret af George Bush Sr. som en ny verdensorden efter den første invasion af Irak, er forbi.
Vores æra er en æra, hvor nationer ikke mere accepterer USA og Europas bølleagtige metoder i udenrigspolitik, og selv slyngelstater og tidligere marionetstater som Saudi-Arabien bider fra sig og insisterer på deres politiske selvbestemmelse.
USA er stadig stærkt
Man skal dog ikke drage hastige konklusioner. USA er skam stadig skræmmende stærkt og nærværende i alle verdenshjørner. USA har fortsat dominans i den mest moderne teknologi, våben, økonomiske transaktioner og kulturelt.
USA kontrollerer Malaccastrædet (mellem den Malajiske Halvø og den indonesiske ø Sumatra) for at kontrollere Kinas handelsbehov, energiimport til Kina, Sydkorea og Japan. USA har også et godt greb om Suezkanalen, Bab al-Mandab (en strategisk forbindelse mellem Det Indiske Ocean og Middelhavet via Det Røde Hav og Suez-kanalen), Gibraltarstrædet (forbinder Middelhavet med det nordlige Atlanterhav) og Panamastrædet. Her skal vi ikke glemme at nævne den amerikanske militære tilstedeværelse i verden, der omfatter mindst 800 officielle og offentlige militærbaser. Den amerikanske flåde overvåger ligeledes stadig verdenshavene og kan forhindre skibe i at sejle rundt.
Men der er meget, der tyder på, at der kommer andre boller på suppen.
Som Kina, Indien, Rusland, Brasilien, Sydafrika og mange andre lande vokser, bevæger verden sig mod at genskabe balancen mellem verdens politiske kræfter. Amerikas velmagtsdage er forbi, og landet er ved at miste sin ubestridte dominans. Dollarens dominans er faldende, og på trods af sin store militære magt falder det amerikanske lederskab og anseelse i verden.
På den antikoloniale modstandsfront spiller de kinesiske og russiske regeringer en positiv rolle i udviklingen af en multipolær verden og ødelæggelsen af den traditionelle unipolære verden, (uanset hvad vi måtte synes om deres politiske systemer). Den nuværende bevægelse fører til en multipolær verden, som er til fordel for størstedelen af verdens befolkning, især i den såkaldte tredje verden.
Silkevejen
Kina med en enorm økonomisk vækst, opførelsen af Silkevejen til transport af varer produceret i Kina til Asien og Europa, enorme investeringer i infrastruktur og etablering af forbindelser mellem Østasien, med Centralasien, Rusland, Europa og til Vestasien og Afrika, erobrer nye markeder. Den kapitalistiske neokoloniale neoliberale økonomisk politik kræver en neoliberalistisk økonomisk politik med fjernelse af toldgrænserne af deres handelspartnere i den tredje verden. Kinas byttehandel med disse lande er til gengæld uden politiske eller økonomiske betingelser. Forbindelsen mellem landene langs Silkevejen vil give Kina, Indien og nogle andre lande adgang til globale råvare- og handelsmarkeder, som vil afslutte Amerikas økonomiske dominans.
Silkevejen fra Kina til Europa gennem Centralasien, Pakistan, Afghanistan, Iran, Aserbajdsjan til Rusland, Sortehavet, Tyrkiet, Irak, Syrien til Middelhavet samt opbygning af Nicaragua-strædet parallelt med Panamastrædet, som forbinder Atlanterhavet med Stillehavet, er med til at underminere den amerikanske strategiske overherredømme. Silkevejsforbindelsen spiller således en nøglerolle i opbygningen af en multipolær verden og forstyrrer amerikansk dominans i verden.
Den vestlige imperialisme ser dens fremtid i fare og arbejder hårdt på at undergrave alle de lande i øst og vest, som står i spidsen for den multipolære verden. USA og dets allierede har fra starten af arbejdet hårdt på at sabotere udvidelsen af Silkevejen.
For at bevare sin dominans var USA’s plan at trække Ukraine til NATO og bringe Ruslands sikkerhed i fare. Formålet var også at tage kontrol over Sortehavet og lukke Kinas vej til Europa.
At isolere Kina er på USA’s dagsorden, fordi svækkelsen af Kina er vigtig for at bevare dollarens og sin unipolære dominans. Imperialismen bruger terrorisme, ustabilitet, militær krigsførelse, statskup, sabotage, borgerkrig og økonomiske sanktioner for at forhindre denne udvikling.
USA har med mobilisering af Australien, New Zealand, Japan og Sydkorea fokus på Oceanien og provokerer Kina i forhold til Taiwan. Mange mener, at statskuppet i Pakistan og afsættelsen af Imran Khan også har noget med det at gøre. Den vestlige imperialisme forsøger ligeledes, ved hjælp af EU og Israel, at tage kontrol over Sydkaukasus-området for at få NATO’s ben der og kvæle Rusland.
Skæbnen for Ruslands militære operation i Ukraine og konfliktens udfald er således på mange måder tæt forbundet med en multipolær verdens sejr eller nederlag.
Danske politikere på venstrefløjen skal lytte til Thorkild Kjærgaard kloge ord: “Det amerikanske imperiums sag er ikke vores sag. Krigen i Ukraine er ikke vores krig.” På den måde giver vi også en hånd til opbygningen af en tiltrængt multipolær verden.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
