Virkningerne af den 7. verdenskongres i Komintern var langtrækkende.
Dels dens betydning for sejren i den 2. verdenskrig, oprettelsen af FN og den antikoloniale frihedsbevægelse i tiden efter.
Men også i forhold til de kommunistiske partiers strategi i mange lande, f.eks. Indien, Latinamerika og Europa.
Gennembruddene kom med sejren for folkefronten i Kerala i Indien, i Chile og i Frankrig i 1970´erne. Hvad var årsagerne til at den politiske fremgang gik i stå?
Det var en kombination af flere forhold.
Den internationale situation var meget kompliceret, med en stort anlagt fredsoffensiv fra Sovjetunionen der begyndte i 1985. Det vakte genklang i Vesten, men i USSR skabte reformerne forvirring og splittelse i det kommunistiske parti.
Det samme skete internationalt, som betød en ny splittelse mellem de kommunistiske partier på verdensplan.
Med sammenbruddet i Sovjetunionen og de socialistiske staters opløsning i Europa, skete der en markant vending, som resulterede i kontrarevolution og i “reaktion over hele linjen”.
Det primære er imidlertid at fastholde, at den politiske linje med “Det antimonopolistiske Demokrati” var rigtig.
Derfor er det også nødvendigt at genoptage strategien, og tilpasse den til de nuværende betingelser, med imperialismens dybe kriser og krige.
Hvad er forskellen mellem kampen for det borgerlige demokrati i 1930´erne, med enheds- og folkefrontspolitikken, og situationen i dag?
Det er den tekniske og videnskabelige udvikling, dvs. forandringerne i produktivkræfter og produktionsforhold.
Kampen i 1930´erne var en defensiv kamp, som var nødvendiggjort af fascismens fremmarch, og den åbenlyse terror mod arbejderklassen. Komintern vurderede, at kapitalismen forberedte en krig mod Sovjetunionen, og derfor gjaldt det om a mobilisere så bredt som muligt, også med borgerlige kredse.
Hvordan vil et sandt demokrati udmønte sig, f.eks. i sundhedssektoren?
Situationen er en anden i dag.
Kontrarevolutionen i 1989 var verdensomspændende, og kapitalismens forsøg på at forlænge sin levetid.
Vi kender alle sammen resultatet af denne politik, endeløse krige, økonomiske kriser uden udsigt til at de bliver løst, klima og flygtningekriser der truer stabiliteten i de lande der rammes af flygtningestrømmene osv.
Vores kamp i dag må være offensiv og kræve, at det socialistiske demokrati erstatter det borgerlige “skindemokrati”.
Det er naturligvis en vanskelig opgave og den kan ikke løses af de kommunistiske partier alene, men kun i et internationalt samarbejde i en ny internationale.
Vi må arbejde for, at kampen for det anti-monopolistiske demokrati bliver international!
Hvordan vil et sandt demokrati udmønte sig, f.eks. i sundhedssektoren?
Først og fremmest gennem respekt for de overenskomstforhandlinger der gennemføres hver 2. eller 3. år. For øjeblikket holdes sygeplejersker og sundhedspersonale i Danmark nede i løn, trods løfter om det modsatte.
Hvis man stemmer nej, ophøjer regeringen mæglingsforslaget til lov.
De enkelte afdelinger skal være organiseret i fællesklubber, så alt personale i de forskellige afdelinger holder fælles møder, hvor emner af fælles interesse kan diskuteres og fremlægges for ledelsen.
De enkelte fællesklubber vælger repræsentanter til et fællesråd, hvor de sammen med ledelsen planlægger og styrer sygehusets drift.
Som et led i planøkonomien i samfundet, er de med til at styre de bevillinger der er brug for, og for sikre uddannelsen af nyt personale.
Disse lokale plantal indgår i den samlede plan for de forskellige regioner, og på nationalt plan.
Som noget nyt samarbejder de forskellige sygehuse med andre landes sundhedspersonale; dels som et fællesskab for at styrke sundhedsvæsenet, dvs. udveksling af erfaringer.
Men også som en støtte til lande, der har brug for at få sundhedsvæsenet op på international standard!
Denne model for demokrati på arbejdspladserne kan udbredes til andre områder af den offentlige service, og i de nationaliserede virksomheder.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Protesterne fra sundhedspersonalet i København, der repræsenterer 40.000 ansatte, dokumenterer behovet for grundlæggende forandringer. Se mere på: https://arbejderen.dk/indland/ansatte-paa-sygehuse-kraever-ny-forhandling-om-stram-oekonomiaftale/
Log ind for at svareDKP vedtog i 1976 et nyt program. Det har bevaret sin aktualitet, fordi det var en rejsning af de folkelige bevægelser i et samlet program mod storkapitalen. Jeg bringer her indledningen til kapitel
III * Program for en demokratisk politik rettet mod storkapitalen:
Kommunisterne fremlægger her deres program for en demokratisk politik rettet mod storkapitalen og til sikring af en bedre tilværelse.
Det er et program for antimonopolistisk demokrati.
Formålet for en konsekvent demokratisk politik er at bruge landets rigdomme og muligheder til at skabe en bedre tilværelse for det arbejdende folk, så både dets materielle og kulturelle behov efterkommes, og så det opnår nye og frie udfoldelsesmuligheder.
Det kræver, at den økonomiske vækst planmæssigt tilrettelægges ud fra disse hensyn og ikke ud fra hensynet til storkapitalens princip:
»Hvad der gavner ØK, gavner os alle.«
Midlet til at sætte en sådan politik igennem er de folkelige massers aktive varetagelse af deres egne interesser. Det kræver, at folkets fundamentale frihedsrettigheder sikres, udvides og udnyttes, så det ikke længere bliver storkapitalens indgreb, der bestemmer landets kurs.
Redskaberne for en demokratisk økonomisk politik må bestå i samfundsovertagelse og demokratisk kontrol med nøglestillingerne i det økonomiske liv.
Det kræver demokratisk nationalisering af monopoler og storbanker, kreditinstitutioner og forsikringsselskaber i et omfang, så en effektiv styring af samfundsøkonomien i folkets interesse kan sikres.
Den kan støtte sig på en udbygning af kooperation og andelsbevægelse.
Hvilke resultater har fagbevægelsen opnået de seneste 30 år? Det er ikke noget som medlemmerne mærker i det daglige. Derimod mærker vi de store forringelser i form af længere arbejdstid, korttidskontrakter, højere pensionsalder, forringelser af efterlønnen og seniorpensionen, konkurrence fra social dumping især inden for byggefagene mv.
Det er kun enkelte eksempler. I dag vil jeg betegne fagbevægelsens top som købmænd, der sælger ud af det som det har taget generationer for fagbevægelsens medlemmer at tilkæmpe sig!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
