Første del af udredning
Med Sovjetunionens fald og Den Kolde Krigs afslutning stod USA som den eneste verdensmagt. Med den i spidsen, blev resten af verden subjekter for den liberale verdens ordre, hvor “universelle menneskerettigheder” (alene for Vestens og dens allierede), “åbne markeder” (for Vestens virksomhedernes udvidelse) og “kollektiv sikkerhed” (fortsat udvidelse af NATO mod øst) stod på dagsorden.
Problemet for de principielle følgere af den liberale internationale orden (LIO), har været, at USA har stået i spidsen for den. Der er ingen grund til at pointere alt den dobbeltmoral, vi har set de seneste 30 år, det være USA’s invasion af Irak, hvor de nu kritiserer Rusland, eller deres fortsatte støtte til den arabiske golfs folkedræbende diktator, hvor de i det arabiske forår alene støttede modstanden af ledere, som USA ikke har i deres lomme.
Hvis brud på de internationale regler ikke fører til straf, så gælder de ikke.
Det vil dog være spild af tid at prøve at forklare denne dobbeltmoral, som mange helt loyale følgere af LIO har forsøgt. For i bund og grund er der ingen dobbeltmoral. Det er en nemlig integreret funktion af Vestens imperialisme: At legitimere intervention og dominans med en retorik, der virker tiltalende, men i praksis er selektiv.
“Menneskerettigheder” og “kollektiv sikkerhed” har bare været deres retorik, “åbne markeder” har været deres metode, og “demokrati” og “bekæmpelse af terrorisme” har været deres casus belli for at fremme vestlige kapitalistiske interesser under dække af neutralitet og universelle værdier. Hvor dette har været mest udtrykkeligt, har været i Mellemøsten. Specielt fra den 51. stat i de forenede amerikanske stater, Israel.
Israel og den internationale orden
Det vil være en løgn at sige, at Israel ikke har markedsført sig som et resultat af den LIO. Være det dens slogans som det “eneste demokrati i Mellemøsten” eller at den er det mest “veludviklede økonomi i Mellemøsten”, så har den altid holdt sig til at vise verden (forstået som alene Vestens borger), hvad den vil se, og ikke, hvad den i reelt er:
Et militaristisk apartheid, der alene blev etableret gennem en etnisk udpresning og folkemord, som konstant skal være i krig mod palæstinenserne for at kunne fastholde besættelsesmomentum samt i krig med andre mellemøstlige stater for at sikre en stabil front for vestlig kapital og militær tilstedeværelse i en region rig på ressourcer for at kunne begrunde dens eksistens til og støtte fra USA.
Israel er alene et strategisk element, som kapitalistiske stormagter kan anvende til at opretholde kontrol og politisk dominans i Mellemøsten.
Dette er dog ikke nogen hemmelighed. Hvis man uheldigvis er nabo til Israel, så har man vidst dette siden dag ét. Men for den internationale verdensorden er det lige meget, hvad andre mellemøstlige stater siger. Den eneste holdning, der betyder noget, er principielt USA’s og subsidiært resten af Vesten.
Denne holdning kommer ikke af rent foragt for Israel og Vesten. Det er en dybdegående undersøgelse af applikationen af internationale organisationer og regler, hvor resultatet bliver, at de kun bruges imod Vestens fjender og aldrig mod dem selv. Som der blev sagt til ICC dommer Khan, der udstede arrestordren mod Netenyahu: Den Internationale Straffedomstol er “built for Africa and for thugs like Putin”.
Israel og FN
Med FN-resolution 181 blev Israel skabt, hvorfor den altid har været et internationalt projekt. Med USA som den første stat til at anerkende den, så blev det zionistiske projekt officielt en del af den vestlige kanon, som konstant smertepunkt på siden af Mellemøsten. Lige siden har den terroriseret området og været den mest loyale proxy for USA.
På det internationale område kan dette ses bedst ved FN-generalforsamlinger. Forleden måned så vi det på spil igen med deres årlig “against”-stemme for afslutning af den amerikanske embargo på Cuba. Men i New York City er det ikke kun Israel, der støtter USA i dens morderiske politik. Det går nemlig begge veje.
Med den særlig vetoret og permanente sæde i Sikkerhedsrådet, som blev tildelt vinderne af Anden Verdenskrig, så har USA næsten altid nedstemt resolutioner, der skulle fordømme Israel handlinger på enten palæstinenserne, eller hvem end der på det tidspunkt er “antisemitisk nazistiske araber, der terroriserer den fredelige jødiske stat”.
Med vetoretten så har Israel aldrig mødt nogen konsekvenser fra det internationale samfund for dens folkedrab i Palæstina. Israel har nemlig brudt 62 FN-resolutioner uden konsekvenser. Selv når de dømmes i FN’s “uafhængige og upartiske” Internationale Domstol, ICJ, så er USA også kommet til deres redning ved at fortsætte deres støtte til Israel, selv i at overtræde domstolens afgørelse.
Hvad der bliver eksemplificeret ved USA’s brug af vetoret for beskyttelse af dens bosætterkoloni er, hvordan FN er alt andet end demokratisk. Dens magt går kun så langt, som USA tillader.
Aldrig har den truffet en afgørelse med faktiske konsekvenser – altså ikke bare rent symbolske afgørelser, som er dens speciale – uden at USA har været med til dens implementering. FN er alene en “demokratisk” facade for kapitalistisk legitimering og til tider som et redskab til at skabe “fred” og “stabilitet”, der tillader kapitalens fri bevægelighed og hindrer systemisk forandring.
Selv når FN ikke følger USA ordre, så havde USA magten til at bare gå udenom og udføre dens politisk uden den demokratiske facade. Det så vi ved Irak-invasionen i 2003, hvor USA vurderede, at den som den eneste verdensmagt kunne gøre, hvad end den ville uden det internationale samfunds samtykke.
Israel og ICC
“[B]uilt for Africa and for thugs like Putin”. Denne beskrivelse af ICC bliver dag for dag bevist for at være den korrekte konklusion på grunden til ICC’s eksistens. Det ses specielt med, hvordan Vestens ledere, der er så hurtig til at påpege domstolens afgørelser, når de er rettet mod dens modstander, lige så hurtig går imod disse afgørelser, når den ikke passer ind i deres agenda.
Michael Becker, professor i international menneskerettighedslovgivning ved Trinity College, Dublin og tidligere ansat ved ICJ, beskriver bedst, hvordan denne dobbeltmoralen skal forstås:
“The broader attacks against the ICC emanating from the US and the UK over the past week … only lend further support to the damaging narrative that the ICC is an exercise in selective justice dictated entirely by politics, carries out its mandate with an ‘Africa bias’, or is simply a new incarnation of ‘victors’ justice’… The values that underlie the ICC do not allow for one set of rules for democratically elected leaders and another set of rules for everyone else“.
Beskyttelsen af Israel (Vestens imperialistiske politik) i Danmark
Det vil være en fejltagelse at se USA som den eneste, der støtter dens Israel for dens egen imperialistiske mål. Flere europæiske lande har aktiv støttet Israel, både gennem retorik og med militære midler. I Danmark hører vi den samme udtalelse igen og igen: “Israel har ret til at forsvare sig selv, men de skal følge de internationale regler”.
Hvad “ret til at forsvare sig selv” indebærer, er ligegyldigt, da vi ved, at det er en undskyldning for, at de kan føre folkemord. Det kan dog tilføjes, at Israel som besættelsesmagt (jf. Den tiende særlige nødsession i FN’s Generalforsamling) ikke kan forsvare sig, når det besatte folk går modstand, jf. resolution 45/130.
De værste ord ved den førnævnte sætning er de sidste, nemlig at “de skal følge de internationale regler. Hvorfor det? Som diskuteret ovenfor, så har Israel ikke fulgt og vil aldrig følge, så længe Vesten bakker op om dens folkemord uden nogen betingelser eller begrænsninger, de internationale regler.
Spørgsmålet bliver så, om Danmark har intentionel om selvstændig vil give konsekvenser til Israel ikke følger “de internationale regler”. Svaret er helt klart nej, alene på baggrund af Danmarks handlinger de seneste år. Hver eneste rød linje har Israel overtrådt, og der bliver fortsat eksporteret våbendele, vel vidende at det kan være et selvstændig brud på menneskerettigheder af Danmark.
Hvis de ikke møder nogen konsekvenser, hvis brud på de internationale regler ikke fører til straf, så gælder de ikke. At Danmark ikke selv vil straffe Israel for overtrædelse af internationale regler viser, hvor tomme de ord i virkeligheden er.
Det er ikke alene udenrigs, at Danmark har udvist støtte til bosætterkolonien. Med dens aftale for bekæmpelse af antisemitisme vil den stoppe folkets kritik af og modstand mod statens støtte til Israel og generelt hele Vestens imperialistiske politik.
Arbejderen har kritiseret aftalen meget godt, og derfor vil jeg ikke behandle dette i detaljerede træk. Vi ved alle, at aftalen alene er til for at skræmme folk, at tvinge dem til at selvcensurere deres udtalelser om Israel, og at den giver politiet frit slag til, efter deres eget skøn, at straffe folk ekstra hårdt samt nedlægge opslag på internettet.
Dette er selvfølgelig rettet mod palæstinademonstrationerne, men det skaber også mulighed for, at fremtidige demonstrationer mod dansk politik vil blive ramt af de samme midler.
Begrundelsen for aftalen er også en indikation af deres mål. Tidligere jødisk forfølgelse af hvide europæere bliver brugt som begrundelsen for støtten til Israels folkemord på arabere. De skriver nemlig:
“Vi står endnu engang et definerende sted i vores historie, og i Danmark vil vi ikke acceptere antisemitisme. Derfor er der brug for yderligere handling.”
“Ingen indbyggere i Danmark – heller ikke danske jøder – bærer noget ansvar for krigen mellem Israel og Hamas. Uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig blive en undskyldning for at gøre hverdagen utryg for jøder i Danmark eller udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse“.
Holocaust bliver tit brugt som emotionel retorik for skabelsen og støtten af Israel, specielt af Vesten. Det er dog ikke, fordi støtten til Israel i dag er på grund af Holocaust. Zionismen opstod nemlig en ethnonationalistisk bevægelse i slutning af 1800-tallet, der helt åbent og klart begrundede deres bevægelse som en, der skal opsætte en koloni til fordel for europæiske interesse.
At Holocaust skete, havde ingen betydning for zionisme, da den allerede i 1918 med det britiske mandat var på vej til at overtage magten i Palæstina. Holocaust blev brugt af zionisterne som endnu en grund for etablering af Israel, og ikke som grunden. I dag bliver det igen brugt af den danske stat til at beskytte Israels eksistens. At gøre brug af Holocaust som beskyttelse af Israel, når den begår folkemord og etnisk udredning og at ligestille foragt af Israel med antisemitisme gør alt andet end at beskytte jøder uden for Israel.
Endnu en international institution er alene skabt til at beskytte Vestens interesser. Med aftalen bliver der nemlig givet økonomisk støtte til AKVAH (Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser), som skal samarbejde med politiet ved at rapportere antisemitiske handlinger.
Og AKVAH samt den danske stat gør brug af den International Holocaust Remembrance Alliances (IRHA’s) definition på antisemitisme. Det er en definition, som vi danskere kan blive straffet for, hvis vi falder under den.
IHRA beskriver nemlig sig selv som den eneste internationale organisation med mandat (fra Vesten) til at fokusere på samtidige udfordringer i forhold til Holocaust. Dens 2016-definition på antisemitisme har blandt andet disse punkter:
“Nægte det jødiske folk dets ret til selvbestemmelse, for eksempel ved at hævde, at staten Israels eksistens er et udslag af racistiske ambitioner”.
“Drage sammenligninger mellem den aktuelle israelske politik og nazisternes politik.”
Igen bruges Holocaust som ansvarsfritagelse for Israels handlinger, og antizionisme bliver forvrænget med antisemitisme.
Hvad der også sker er, at Holocaust bliver set som et folkemord, der er særskilt fra andre, hvorfor man ikke må sammenligne det med det palæstinensiske folkemord, specielt også fordi det bliver begået af Holocausts ofre.
Antisemitisme bliver også behandlet som en mere speciel form for racisme, der kræver en mere aktiv bekæmpelse.
Dette har kun det resultat, at folk bliver misundelige af den særbehandling, hvilket fører til, at folk ikke tager antisemitisme og Holocaust seriøst. Sagt med andre ord: Det forværrer støtten til jøders særdeles ægte kamp mod antisemitisme.
Men IHRA-definition har ikke interesse i jøder uden for Israel. Det er ikke en objektiv, neutral og upartisk definition på antisemitisme, som Pelle Dragsted og Rosa Lund får det til at virke ved ikke at gøre modstand mod Danmarks valg af denne definition. (Nogen Liebknecht og Luxemburg er de nu jo ikke, men man kan forvente, at de holder sig bevidste om dette).
Valget om at bruge IHRA’s definition er et aktiv valg. Staten kunne havde valgt at samme definition med undtagelse af de førnævnte punkter. Men det gjorde man ikke. Definition fra IHRA bruges nemlig for at beskylde kritikere af Israel for at være antisemitter.
Tilbage til AKVAH, skriver de i deres rapport over antisemitisme i Danmark om “sidestillelse”. Ifølge dem er dette:
“Sidestille: Forvrængning der forekommer ved at appropriere den emotionelle og retoriske vægt af Holocaust for at fremme en politisk, social eller moralsk agenda ved at sidestille Holocaust med en anden begivenhed uden omtanke for den historiske fortids integritet eller nazisternes ofre”.
“Ifølge IHRA’s arbejdsdefinition på antisemitisme er sammenligningen mellem den israelske stats politik og nazisternes under Holocaust også at betragte som antisemitisk. AKVAH betragter ydermere sidestilling mellem staten Israels handlinger og begivenheder begået mod jøder under Holocaust som en specifik påkaldelse af den mest traumatiske del af det jødiske folks historie til intentionelt brug mod Israel med udgangspunkt i Israels selvforståelse som jødisk stat.”
Ved at udelukke sammenligninger af Holocaust med andre folkemord så nedgøre man alle andre folkemord på ikke-hvide mennesker (mod algerierne, de indfødte amerikanere, bengaler og alle andre, der har været udsat for europæisk udryddelsesstrategi), ved at gøre dem mindre betydningsfulde. Det er også et forsøg på ansvarsfritagelse ved at sige, at Israels folkemord er “ikke så slemt”, hvilket dog aldrig har haft en betydning ved definitionen af folkemord.
Ikke at støtte Israel vil du nu kunne blive straffet for. Ved ikke er støtte Israels ret til at eksistere, vel vidende at dens eksistens er betinget af etnisk udrensning og folkemord mod palæstinenserne, vil du kunne blive straffet med helt op til tre års fængsel. Det er den risiko, der kommer ved at følge denne “internationale” organisations definition.
Konklusion
Hvad jeg håber bliver eksemplificeret med Israel er, hvordan de internationale institutioner bruger “internationale” regler som redskaber til at fastholde den økonomiske dominans, som den kapitalistiske klasse har over den globale arbejderklasse og mindre økonomier.
Nationale love og internationale traktater afspejler overvejende de interesser, der er nødvendige for at opretholde den globale kapitalistiske orden.
Danmark deltager også i denne dynamik, idet den danske stat beskytter Israel og deltager i undertrykkelse af kritik, for eksempel gennem aftaler mod antisemitisme, der er deres måde at begrænse modstand mod zionisme.
Selv mindre kapitalistiske lande tilpasser sig den dominerende hegemonis struktur og spiller en rolle i undertrykkelsen af opposition og kritik, som truer status quo.
Hvad jeg mener, vi skal gøre med denne konklusion, er at indse, at påberåbe dobbeltmoralen og hykleri imod Vesten for ikke at følge de “internationale” regler i deres stilling til Israels folkemord er en nytteløs bestræbelse.
Hvad der skal kritiseres er ikke alene Danmark, USA og resten af Vesten, men også de internationale organer, der handler på vegne af dem. Det kan ikke forventes, at FN, ICJ, ICC eller nogen andre kommer til at gøre aktivt og materielt modstand mod Vesten. De er ikke neutrale organer, men tjener alene kapitalistiske hegemonier.
Det eneste, vi som kommunister er berettiget til, er alene konstant kritik og modstand mod disse borgerlige instruktioner, som er uforenelige med arbejderklassens frigørelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
