Inger Støjberg har gentagne gange erklæret sin urokkelige støtte til Israel og det jødiske samfund. Som én, der i årevis har fulgt hendes politiske udmeldinger og holdninger, må jeg dog ærligt sige, at det er svært for mig at tro på, at denne støtte udspringer af en dybfølt omsorg for jøderne. Støjberg har gennem hele sin karriere stået som en af de mest markante fortalere for en stram udlændingepolitik, hvor minoriteter ofte er blevet mål for hendes retorik.
Når Støjberg nu pludselig er så passioneret i sin støtte til jøderne, stiller det naturligvis spørgsmålstegn ved, om der er tale om en reel ændring af hendes principper, eller om det blot er en strategisk manøvre. Desværre hælder jeg til det sidste. For mange politikere bliver minoriteter alt for ofte brugt som brikker i et politisk spil. I dette tilfælde frygter jeg, at jøderne bliver taget som gidsler i en bredere kamp for at styrke Støjbergs politiske position.
Det er svært at tro på hendes kærlighed til jøderne, når hendes foragt for et andet semitisk folk er så udtalt.
Det er ikke svært at gennemskue logikken. Ved at erklære sin støtte til Israel og jøderne kan Støjberg appellere til en vælgergruppe, der er bekymret for terrorisme og den stigende antisemitisme i Europa. Men dette fokus på jøderne som et symbol eller redskab risikerer at overskygge de reelle udfordringer, de står overfor.
Der er også en dyb ironi i hendes tilgang. Palæstinenserne, der ligeledes er et semitisk folk, omtales af Støjberg som “terrorister”. Denne dualitet, hvor jøderne ophøjes, mens palæstinenserne dehumaniseres, afslører den selektive støtte, der kun tjener hendes egen politiske agenda. Det er svært at tro på hendes kærlighed til jøderne, når hendes foragt for et andet semitisk folk er så udtalt.
Støjbergs udtalelser føles som en del af en bredere ideologisk kamp, snarere end et oprigtigt forsøg på at beskytte en sårbar minoritet. Det rejser et vigtigt spørgsmål: Kan vi stole på en politiker, der tidligere har været kendt for sin hårde retorik mod andre minoriteter, når hun nu pludselig udtaler sin kærlighed til en anden?
Og Støjberg er desværre ikke alene i denne dobbeltmoralske tendens. Politikere som Morten Messerschmidt har også udtalt deres støtte til “Israels kamp mod islamismen”, som om dette narrativ kan skjule de reelle intentioner.
Disse politikere misbruger narrativerne fuldstændig ved at pakke deres retorik ind i “vi støtter jøderne”, mens de samtidig bruger jøderne som et redskab til at føre en bredere antimuslimsk dagsorden.
Det afskyelige ved dette er, at mange af disse politikere ikke engang fordømte terrorangreb som dem udført af Anders Breivik eller Brenton Tarrant, der var inspireret af nazilignende ideologier. I stedet nægter de at anerkende de farer, der ligger i deres egne tilhængeres radikalisme.
Debatten bør derfor ikke kun handle om, hvorvidt denne støtte er ægte eller blot politisk taktik. Vi må også tage stilling til, hvad det siger om politikere, der kun udviser omsorg for én minoritet, mens de dehumaniserer en anden – og hvordan de på kynisk vis udnytter en frygt for terror til at fremme deres egne nationalistiske dagsordener.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.