Læserbrev
“Jeg vil hellere dø end at ende på plejehjem.” Det er barske ord, men jeg kender mange, der har det sådan. Og ærligt talt – jeg forstår dem godt.
Vi har skabt en virkelighed, hvor folk frygter deres egen alderdom. Hvor det, der skulle være tryghed, omsorg og fællesskab, i stedet er blevet til kolde gange, underbemanding og medarbejdere, der løber hurtigere end nogen burde.
Når ældre mennesker møder skiftende ansigter hver uge, når personalet ikke har tid til en samtale, og når omsorg bliver målt i stopur og Excel-ark, mister plejen sin sjæl. Det er ikke tilfældigt. Det er resultatet af årtiers politiske valg.
Det er ikke personalet, der fejler – det er systemet.
Der er blevet skåret og effektiviseret så meget, at omsorg er blevet et luksusord. Samtidig forventes det, at medarbejderne bare skal blive ved. Men man kan ikke drive velfærd på knofedt, idealisme og dårlig samvittighed.
Der bliver talt om personalemangel i ældreplejen, som om det var naturens orden. Det er det ikke. Det er resultatet af politiske prioriteringer som har resulteret i massiv personalemangel.
Folk flygter ikke fra plejehjemmene, fordi de ikke vil passe på ældre. De flygter, fordi ingen kan holde til at stå med alt for få hænder, alt for lidt tid, alt for lidt løn og alt for meget ansvar. Når arbejdsmiljøet er dårligt, og anerkendelsen udebliver, mister man lysten til at blive. Det er ikke personalet, der fejler – det er systemet.
Ældrepleje handler ikke om at optimere sekunder. Det handler om mennesker. Værdighed, nærvær og genkendelighed kan ikke måles i tidsplaner. Men de kan mærkes.
Hvis vi vil have, at ældre skal leve godt, må vi sikre stabile arbejdspladser med faglært personale, ordentlige løn- og arbejdsvilkår og tid nok til at udføre arbejdet med respekt.
Hvordan vi behandler vores ældre, siger alt om, hvilket samfund vi vil være. Vil vi være et samfund, hvor mennesker bliver parkeret på plejehjem, der ikke har ressourcer til ordentlig omsorg? Eller et samfund, hvor alderdom betyder tryghed, fællesskab og respekt?
Det kræver politisk vilje. Ikke endnu en reform. Ikke endnu et regneark. Men investeringer i mennesker – i dem, der yder omsorgen, og i dem, der har brug for den.
Plejehjem skal ikke være et mareridt, vi frygter mere end døden. Det skal være et hjem. Og det får vi kun, hvis vi tør kræve forandring – højt og tydeligt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
