Den 19. september 2023
Enhedslistens kontemplation samler opmærksomheden omkring Ruslands invasion af Ukraine. Det er for så vidt også helt i orden; men kan man fuldstændig se bort fra Ukraines utallige angreb på Donetsk People’s Republic og Lugansk People’s Republic siden 2014?
Hvilket formål tjener det at negligere de folkelige bevægelsers ønsker og krav i Lugansk, Donetsk og nu på det seneste også i Zaporoshje og Kherson?
Enhedslisten fortæller, at det er vigtigt for partiet at støtte det ukrainske folk; men folket defineres ikke. Hvad er det helt specifikke, man støtter? Hvem er det, man ønsker at være solidarisk med?
Jeg plæderer for våbenhvile, fred og forhandling. Alle krige er før eller siden endt ved forhandlingsbordet.
Nu skal dette skriv på ingen måde være en plæderen for den specielle, militære operation i Ukraine. Jeg er selv rystet over, at Rusland kunne finde på det. Det har jeg givet udtryk for ved flere lejligheder. Jeg forstår hele anamnesen; men jeg kan ikke acceptere krigen; men jeg er på intet tidspunkt gået til det yderpunkt at involvere NATO.
Jeg plæderer for våbenhvile, fred og forhandling. Alle krige er før eller siden endt ved forhandlingsbordet.
Jeg håbede til det sidste på den Anden Minsk-aftale; et dokument der havde til formål at løse den væbnede konflikt i det østlige Ukraine. Den blev vedtaget den 11.-12. februar 2015 på et topmøde i Minsk af lederne af Tyskland, Frankrig, Ukraine og Rusland i Normandiet Fire-formatet og underskrevet af den trilaterale kontaktgruppe for fredelig løsning af situationen i det østlige Ukraine, bestående af repræsentanter for Ukraine, Rusland og OSCE.
Lederne af de selvudråbte Donetsk- og Lugansk-folkerepublikkerne skrev under. Senere blev Minsk-aftalerne godkendt ved en særlig resolution fra FN’s Sikkerhedsråd. Den skulle have en bæredygtig chance. Det var der lagt op til fra initiativtagernes side.
Er det ikke noget af en malplaceret tilsnigelse at støtte NATO? Har NATO ikke kompromitteret sig selv ved alt for mange lejligheder? Kan man for eksempel støtte NATO og samtidig sige nej til amerikanske baser i Danmark? Hvordan er det gået andre, der har givet NATO bare en lillefinger? Bordet fanger! Kan man give sin støtte til NATO uden at give et bidrag til vedligeholdelsen af det amerikanske hegemoni?
USA’s omfattende meritter
Er en støtte til NATO ikke blot en anerkendelse af NATO’s og USA’s omfattende meritter?
1947-1949 – Grækenland. Amerikanske tropper deltager i borgerkrigen og støtter nazisterne. 1948-1953 – militære operationer i Filippinerne. 1950 – En opstand i Puerto Rico undertrykkes af amerikanske tropper. 1950-1953 – væbnet intervention i Korea af omkring en million amerikanske soldater. 1958 – Libanon. Besættelse af landet, kamp mod oprørerne. 1958 – konfrontation med Panama. 1959 – Amerika sender tropper ind i Laos, de første sammenstød mellem amerikanske tropper i Vietnam begynder. 1959 – Haiti. Undertrykkelse af en folkelig opstand mod den pro-amerikanske regering.
1960 – Efter at Jose Maria Velasco blev valgt til præsident i Ecuador og nægtede at efterkomme USA’s krav om at afbryde forholdet til Cuba, gennemførte amerikanerne flere militære operationer og organiserede et kup. 1960 – Amerikanske tropper går ind i Guatemala for at forhindre fjernelsen af en amerikansk marionet fra magten. 1965-1973 – militær aggression mod Vietnam. 1966 – Guatemala. Amerikanske tropper kom ind i landet, og der blev udført massakrer på indianere, som blev betragtet som potentielle oprørere.
1966 – militær bistand til de pro-amerikanske regeringer i Indonesien og Filippinerne. 1971-1973 – bombning af Laos. 1972- Nicaragua. Amerikanske tropper bringes ind for at støtte en regering, der er gavnlig for Washington. 1983 – militær intervention i Grenada med omkring 2 tusinde marinesoldater. 1986 – angreb på Libyen. Bombning af Tripoli og Benghazi.
1988 – Amerikansk invasion af Honduras 1988 – USS Vincennes, som befandt sig i Den Persiske Golf, skød et iransk fly med 290 passagerer om bord, herunder 57 børn, ned med et missil. 1989 – Amerikanske tropper undertrykker urolighederne på Jomfruøerne. 1991 – storstilet militæraktion mod Irak 1992-1994 – besættelse af Somalia 1998 – Sudan. Amerikanerne ødelægger en medicinalfabrik med et missilangreb og hævder, at den producerer nervegas.
1999 – Ved at ignorere international lov, omgå FN og Sikkerhedsrådet, lancerede NATO-styrker en 78-dages kampagne med luftbombning af den suveræne stat Jugoslavien af USA. 2001 – invasion af Afghanistan. 2003 – bombning af Irak. 2011 – Libyen. 2013 – Syrien 2014 – Ukraine.
For at fremme sine interesser rundt om i verden har USA indledt 72 militære konflikter. Med denne indikator – antallet af krige over en vis trods alt begrænset periode – kan USA måske betragtes som den mest aggressive magt i menneskehedens historie og uanset, hvordan vi vender og drejer os, så er NATO et redskab for den amerikanske imperialisme.
Udfordringer fælles for os alle
NATO er slet og ret det førende hegemoniinstrument i vor tid. Enhedslistens bidrag til omfattende krig, drab og ødelæggelser i Europa er en kilde til vedvarende, bæredygtig undren hos mig.
Vi har om noget brug for et narrativ, der kan skabe europæisk sammenhængskraft mellem suveræne stater. De udfordringer vi står overfor, er fælles for os alle og kræver løsninger i enighed gennem opnået konsensus – ikke krig: Vi skal tænke fremad. Vi skal tænke på fred, samarbejde, åbne grænser og gode naboskaber.
Vi skal tro på ordet, pennen og viljen til social altruisme!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
