Landet rundt
“Flere skal arbejde” var ét af hovedbudskaberne til en stort opslået socialdemokratisk konference i Fredericia 24. august under navnet “Fremtidens Danmark”.
Navnet var identisk med navnet på det valgmanifest, som Socialdemokratiet vedtog på en kongres for 76 år siden i august 1945, delvist skrevet af Jens Otto Krag (S), den senere statsminister.
Reportager fra konferencen beskriver planer om økonomisk vækst foruden en række andre temaer, som mest fremstod som floskler. Magteliten fra politik, medier og erhvervsliv samt enkelte andre var inviteret.
Statsminister Mette Frederiksen (S) må næsten have lydt som beskæftigelsesminister, da hun i sin tale på konferencen sagde:
“Vi skal arbejde. Flere skal arbejde. Og gerne mere.
Vi skal se arbejde som meget mere end økonomi og forsørgelse. Måske sågar blæse til en ny værdikamp.
At gå på arbejde og tjene sine egne penge skal være et omdrejningspunkt for vores samfund. For kommende reformer. For vores kultur.”
Det præsenterede hun under ét af konferencens temaer (“søjler”): “Flittigere”.
Umiddelbart lyder det jo godt og tilforladeligt. Alle, der kan arbejde, skal naturligvis gøre det, de kan.
Dog: Gør de fleste ikke allerede det? Hvem er det, der kan være mere flittige, end de allerede er? Og hvorfor er “flittig” ikke godt nok?
Og hvad betyder det, at arbejde skal være “mere end økonomi og forsørgelse”, “et omdrejningspunkt for samfund, reformer og kultur”?
For mange er på kontanthjælp, mener Frederiksen
Netavisen Pio, som er et socialdemokratisk medie, skriver i en artikel om konferencen lidt om regeringens diskussionsoplæg til konferencen.
Her hedder det, at der er flere veje til at øge beskæftigelsen: Længere arbejdsliv for seniorer, deltidsansatte der går op på fuld tid, lavere sygefravær samt flere fra ”udenforskabet” (det vil sige offentligt forsørgede) der kommer i job.
Påstandene er altså, at flere kan arbejde mere eller længere, at man kan påvirke sygefraværet, og at der er “for mange” offentligt forsørgede.
Jeg mener, det er naivt at tro, man kan påvirke sygefravær på den måde.
Jeg ønsker mig et Danmark med en værdig og menneskelig behandling af de uarbejdsdygtige syge: De skal ud af beskæftigelsespolitikken og tilbage i socialpolitikken!
For så vidt angår offentligt forsørgede, refererer Netavisen Pio følgende fra diskussionsoplægget:
“Der findes i dag en stor gruppe, som står på kanten af arbejdsmarkedet. At så mange ikke formår at få fast tilknytning til arbejdsmarkedet er både et problem for den enkelte og for samfundet.
Kontanthjælpssystemet er tænkt som en midlertidig hjælp – ikke som en varig ydelse til langtidsledige. Men i praksis lever mange mennesker på kontanthjælp i mange år.”
Er det en sand fremstilling af en stor gruppe kontanthjælpsmodtagere? Det mener jeg ikke, det er.
I virkeligheden er den største del af kontanthjælpsmodtagerne ikke almindelige “langtidsledige”. De er heller ikke dovne og mangler arbejdsmoral.
Størsteparten af kontanthjælpsmodtagerne har handicap
Den største del af de offentligt forsørgede kontanthjælpsmodtagere er derimod værdigt trængende mennesker, som på grund af handicap ikke er i stand til at honorere arbejdskravet. Mange af dem parkeres alligevel langvarigt på kontanthjælp på bevidst opdrag fra regering og forvaltning.
Således har blandt andet Mette Frederiksens egne reformer (det vil sige forringelser) af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp i 2013-2014 betydet en massiv ophobning af mennesker med langvarige eller kroniske lidelser eller funktionsnedsættelser i kontanthjælpssystemet, som burde få forlængede sygedagpenge eller langt tidligere afklares til ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Nogle af dem har ufrivilligt befundet sig her i flere dekader.
Som følge af målgruppens skjulthed er der ingen, der ved, præcis hvor mange det drejer sig om. Men ifølge tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, var omkring 75 procent af kontanthjælpsmodtagerne i 2016 vurderet aktivitetsparate, det vil sige, de ikke var parate til at komme i arbejde. Samtidig viste en undersøgelse af 1000 kontanthjælpssager foretaget af Socialrådgiverforeningen, at helbredet i 90 procent af sagerne spillede en rolle for, at personerne ikke var på arbejdsmarkedet, og at det i 75 procent af disse tilfælde var en afgørende grund til, at de ikke arbejdede.
Mennesker med handicap bør slet ikke være på kontanthjælp.
Men Mette Frederiksen er altså selv en af de hovedansvarlige for, at tusindvis af syge i årevis er blevet langtidsparkeret på netop kontanthjælp – og fortsat bliver det. Og det fremgik af en forespørgsel i Folketinget i 2019, at hun godt ved det!
Det vigtigste er, at alle kommer i arbejde, også syge, mener Frederiksen
Weekendavisens udsendte journalist har denne gengivelse af statsministerens ønskede arbejdskultur i avisen 27. august:
“Det vigtigste, det er at have et arbejde”, siger statsministeren selv, da hun runder det hele af på den store scene.
“Alle skal arbejde. Alle. Og vi skal arbejde “endnu mere, end vi gør i dag”.
Hun taler meget hurtigt og er meget energisk.
“Man skal tage et job, og man skal gøre det med rank ryg og sige ’selvfølgelig!’”, siger hun.
“Noget af det stærkeste i Danmark har været arbejdskulturen. (…) For mig er det en kulturkamp.”
Man kan nærmest høre hendes bestemte, målrettede diktion for sine indre ører. “Alle skal arbejde” – eller i al fald “flere”! Var det sagt på tysk og med punktlig diktion, kunne billedet af “den stærke leder” ikke have været optegnet mere tydeligt; den stærke leder, for hvem “skal” er det eneste verbum, der findes, og hvor alle menes at kunne arbejde, uanset hvor de befinder sig i livet.
Det er næsten uhyggeligt.
Journalisten har med overdreven tydelighed i sin reportage vist afstandtagen til konferencens oppustede vækst- og arbejdsideologi. Han kalder lidt ironisk det socialdemokratiske ti-års-oplæg til fremtidens Danmark for “Tusindårsriget”.
Det minder mig om ordlyden af Frederiksens svar i et samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg i november 2011, hvor hun som daværende beskæftigelsesminister sagde, at “… når det handler om borgere, der er sygemeldte, så er der én ting, der er vigtigere end alt andet, og det er, at dét menneske kommer i arbejde”.
Dén ordlyd afslørede den foragt, som Mette Frederiksen havde og har over for dem, som ikke er arbejdsmæssigt stærke på grund af helbredet eller af andre årsager.
Hun respekterer simpelthen ikke, at helbred og lægeerklæringer kan gøre nogen ude af stand til at arbejde – med undtagelse af vælgere fra det socialdemokratiske arbejdersegment, som lever op til Arne-pensionens undtagelser fra arbejdskravet.
Sygemeldte bliver mere syge i jobcenterforløb
Det fremgik også af Psykiatrifonden og Sinds store sociologiske jobcenterundersøgelse fra 2019, at sygemeldte mennesker i jobcentersystemet bliver meget mere syge af disse årelange jobcenterforløb og kommer længere væk fra arbejdsmarkedet, jo længere tid forløbene tager. Svar fra Beskæftigelsesministeriet i 2019 pegede endvidere på, at der blandt personer i ressourceforløb eller nytilkendt førtidspension er en overdødelighed sammenlignet med den generelle befolkning.
Det er ikke politisk korrekt at bringe denne sammenligning til torvs, men beskæftigelsespolitikken siden Mette Frederiksens tid som beskæftigelsesminister ligner altså en slags moderne form for “Arbeit macht frei!”
Der er ingen frihed, værdighed og retssikkerhed for dem, som ingen arbejdsevne besidder.
Det vigtigste er respekt for mennesker
Ingen med respekt for andre menneskers værdighed ville ofre dem på konkurrencestatens alter og sige som Mette Frederiksen, at det vigtigste er at få syge mennesker i arbejde eller langvarige ressourceforløb.
Det vigtigste er derimod at sikre syge mennesker respekt for deres sygdomme, funktionsnedsættelser, lægeerklæringer og behandling i sundhedsvæsenet. Det vigtigste er, at de får det så godt som muligt helbreds- og funktionsmæssigt, at de behandles menneskeligt værdigt og får retssikkerhed.
Jeg ønsker mig et Danmark med en værdig og menneskelig behandling af de uarbejdsdygtige syge: De skal ud af beskæftigelsespolitikken og tilbage i socialpolitikken!
Det kræver gennemgribende lempelser af lovgivningen om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp foruden en genopretning af den manglende retssikkerhed i forvaltningen. Og det er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsens ansvar at få ordnet – hvis han da ellers kan få lov til det af sin chef og regeringsleder.
Dét ønsker jeg mig for mit land, skal der være nogen fremtid for vort samfund.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
