Usikkert arbejde
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har givet et bemærkelsesværdigt interview til Avisen Danmark 26. april.
Det har hun gjort i anledning af, at avisen i den seneste tid har bragt nye artikler om umenneskelig sagsbehandling i jobcentre.
Der er blandt andet sagen om kræftsyge Lena Jensen i Vejle, som har fået frataget sine sygedagpenge, selvom hun stadig er syg og i medicinsk behandling; en sag, som HumanRise er gået ind i på Lena Jensens vegne.
En række læger har atter beklaget, at de ansatte i mange jobcentre ikke respekterer lægeerklæringer på selv alvorligt syge borgere med nedsat arbejdsevne, og Avisen Danmark henviser til den allerede mange gange omtalte undersøgelse fra Psykiatrifonden og Sind fra 2019 om sygemeldtes alvorlige mistrivsel i jobcentersystemet.
“Det værste fra begge verdener”
Ane Halsboe påpeger blandt andet, at SVM-regeringen ønsker at ændre beskæftigelsessystemet i retning af mindre detailstyring fra Christiansborgs side:
“Når jeg besøger jobcentre, beskriver medarbejdere i detaljer, hvordan hele indsatsen er fastlagt i loven. De har meget lidt frihed til at møde mennesket, der sidder overfor dem, ud fra det menneskes præmisser. Det skal vi gerne have større frihed til. Og i det hele taget skal det gerne ende i en større grad af værdighed,” siger hun.
Hvad større værdighed angår, siger hun, handler den om, at man ikke skal opleve for eksempel “at blive sendt ud i arbejdsprøvninger midt i et alvorligt sygdomsforløb.”
Det er en både vigtig og underlig konstatering. Ja, vel er det alvor! Der er virkelig mange mennesker i jobcentersystemet, som er netop alvorligt syge, og som ikke desto mindre på grund af Mette Frederiksens reformer af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp under SRSF-regeringen og Jørn Neergaards kontanthjælpsreform under V-regeringen er blevet sendt ud i den ene arbejdsprøvning efter den anden – eller “ressourceforløb”, som de kaldes med Mette Frederiksens eufemisme fra 2012. Systemet består jo for en stor dels vedkommende af alvorligt syge mennesker!
Der er mange borgere, der slæbes igennem unødvendige aktiveringer, hvor det ikke bringer dem tættere på et job. Det er jo hverken til gavn for den enkelte, men heller ikke for vores samfundsøkonomi.
Ane Halsboe-Jørgensen, beskæftigelsesminister
Måske er det ikke alle sygemeldinger, der kan karakteriseres som alvorlige i betydningen: grundet livsfarlige sygdomme eller ulykker; og ikke alle sygemeldinger handler om livsvarig sygdom heller med konsekvenser i retning af permanent invaliditet. Men sygemeldinger er da ofte alvorlige, og når vi taler om kronisk syge med progredierende lidelser, nogle gange også akutte og livstruende sygdomme, så er der virkelig meget liv og funktionsevne på spil. Er det stadig først ved at begynde at gå op for den nye beskæftigelsesminister, at det her er alvor?
Ministeren bemærker også, at “der er mange borgere, der slæbes igennem unødvendige aktiveringer, hvor det ikke bringer dem tættere på et job. Det er jo hverken til gavn for den enkelte, men heller ikke for vores samfundsøkonomi”.
Og så indrømmer hun, at dette kommunale system “er blevet for komplekst og dermed alligevel for svært at gennemskue. Så vi har fået det værste fra begge verdener i virkeligheden. Vi har både detailstyring og uigennemsigtighed for, hvad der kommer til at ske”.
Det er ret markante indrømmelser fra en ny beskæftigelsesminister oven på ti års reformamok med ekstremt mange skandalesager om umenneskelig og ulovlig forvaltningspraksis i en lang række kommuner.
Men igen er det ikke noget nyt. Syge borgere, pårørende, bisiddere, partsrepræsentanter, læger, jurister, patientforeninger, fagforeninger med flere har jo forsøgt at råbe politikerne op i ti år om, at den nuværende lovgivning og den grænsesøgende forvaltningspraksis gør folk endnu mere syge og skader dem på både arbejdsevne, helbred og liv. Vi har gentagne gange beskrevet absurditeter og håbløshed i indretningen af lovgivning og forvaltning. Sisyfos bærer fortsat sin sten op ad bjerget!
“Dårlig lovgivning”
Ane Halsboe siger, at dårlig lovgivning er en del af retssikkerhedsproblemet.
Jeg synes, det er en bemærkelsesværdig udtalelse, al den stund, at der i årevis har været abekasteri mellem regeringer og kommuner om ansvaret for, at tusindvis af alvorligt syge borgere er kommet i klemme i beskæftigelsessystemet. Som regel siger den til hver tid siddende beskæftigelsesminister, at det er kommunernes skyld, og man siger i kommunerne, at det er lovgivers og lovgivningens skyld. Senest har tidligere beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) under Mette Frederiksens S-regering afvist, at det var lovgivningens skyld.
Nu har vi altså fået en regering, som har fundet det nye synspunkt frem, at der også kan være noget galt med selve lovgivningen. Den lovgivning, som deres egne partier med undtagelse af Moderaterne alle selv har været med til at initiere eller lave (men også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne har været med til alle reformerne fra sin tid som statsminister eller formand for Venstre). Det er et erkendelsesmæssigt fremskridt.
Dette fremskridt kommer præcis i samme uge, som et nyt beslutningsforslag fra Alternativet om at udarbejde en model til en dansk forvaltningsdomstol har haft førstebehandling i Folketinget.
Her var regeringspartiernes holdning, at manglende retssikkerhed i kommuner alene skyldes dårlig lovgivning, mens man mente, at alle ansatte i kommunerne altid gjorde deres bedste og havde ædle intentioner om at hjælpe borgerne. Et synspunkt, der samtidig var regeringens argument for at afvise beslutningsforslaget fuldstændigt uforbeholdent. Man vil ikke blande sig i den kommunale forvaltningspraksis og påtager sig pludselig hele ansvaret for alt det, der er uordentligt og krænker retssikkerheden.
Ane Halsboe er dog bekymret for, om regeringen alligevel risikerer at medvirke til at forringe retssikkerheden for borgerne, hvis den løsner på detailstyringen. Et synspunkt, der vel ikke er helt konsistent med opfattelsen af, at kommunernes ansatte altid gør deres bedste for at hjælpe borgerne.
Jeg er dog enig med hende så langt, at det er vigtigt med en præcis og god lovgivning, og at frihed til kommunerne kan føre i begge retninger. Samtidig er det vigtigt at understrege, at der er mange andre forhold, der også spiller ind på retssikkerheden end selve lovgivningen og dens proceskrav.
Mange forhold påvirker forvaltningen
Kommunernes forvaltningspraksis påvirkes også af budgetloven, dårlige økonomiaftaler med skiftende regeringer, refusionsloven, new public management, økonomistyring, måltal, skyggeregulativer og stigende hensyn til økonomisk kassetænkning.
Der er også noget, der handler om dårlig eller mangelfuld socialfaglig uddannelse af personalet, og noget, der handler om dårligt arbejdsmiljø med for mange sager til hver sagsbehandler, for lidt kendskab til sygdomme og deres betydning for, hvordan folk kan klare sig på arbejdsmarkedet. Der er noget, der handler om topstyring, hvor ledelsen bestemmer det meste, og hvor den enkelte sagsbehandler kan blive presset til ikke at følge sin faglige og moralske samvittighed. Og der er sine steder regulær mangel på empati.
Og så er selve klagesystemet hullet. Ankestyrelsen sidder på magten i en inhabil konstruktion, hvor KL også er repræsenteret, og hvor man aldrig gennemfører sanktioner over for kommuner, selvom der i mange tilfælde har været god grund til det. Går man til domstolene, så er også de meget tunge at danse med, når man står på borgersiden. Retten vil ikke tage stilling til kommunernes skøn, og det er meget svært at vinde en sag på social- og beskæftigelsesområdet, selvom man har lovgivningen på sin side.
I denne heksekedel af sammenblandede interesser har kommunerne selv store økonomiske interesser i at komme billigst ud af sagsbehandlingen. Det er meget let at påstå, at lovgivningen er meget kompleks og svær at forstå, og at de syge har så komplekse sager, at det er nødt til at tage fem, ti eller 20 år at udrede.
Dét er der brug for
Jeg mener, der er brug for lovgivning, som – tydeligt og præcist – giver flere rettigheder til de syge med midlertidig eller varig nedsat arbejdsevne. Den skal sikre syge retten til at være syge og sikre, at kommuner fremover tager større hensyn til lægers vurderinger af de syge. Den bør også sikre en afklaringsgaranti, så borgerne langt hurtigere bliver afklaret.
Hvis Ane Halsboe mener noget med sine udtalelser i Avisen Danmark, så bør hun handle på dem ved at gennemføre ny rehumaniserende lovgivning med disse hensyn. Detaljer til, hvad en sådan lovgivning bør indeholde, kan hun for eksempel orientere sig om i nogle af de mange høringssvar, artikler og breve til Folketingets Beskæftigelsesudvalg, som jeg og andre har skrevet om området i de sidste ti år.
Men der er også brug for en helt forandret forvaltningskultur med fokus på både processuel og materiel retssikkerhed og på at se klienterne som medmennesker. Tidslerne skal tages op ved roden.
Det kræver nok, at man begynder helt forfra med at skabe en selvstændig forvaltningsenhed, hvor alle økonomiske hensyn til kommunen tages ud af ligningen i sagsbehandlingen.
Det kræver en adskillelse mellem forvaltningsparten og den, der administrerer økonomien, så der er fuldstændig vandtætte skotter mellem dem. Hvordan sådan et system kan se ud, og om det skal fjernes fra kommunerne, må gode kræfter og kloge hoveder fortælle regeringen, så et nyt system ikke bare bliver “samme medicin på ny flaske”.
Jeg håber, at Ane Halsboe af sin statsminister får lov til at ændre lovgivningen og forholdene omkring forvaltningen i en menneskelig retning, så alvorligt syge ikke fremover skal opleve at blive sendt ud i meningsløse arbejdsprøvninger i årevis. Det kan ikke vente længere og bør få høj prioritet, hvis Halsboe mener det, hun har udtalt til Avisen Danmark, alvorligt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
