Læserbrev
Den 26. februar 2026 godkendte Israels sikkerhedskabinet en række beslutninger, der i væsentlig grad fremmer udvidelsen af bosættelser på den besatte Vestbred med det erklærede mål at styrke kontrollen over palæstinensisk land.
Israels politik udgør en alvorlig trussel mod stabiliteten i Mellemøsten og kræver en samlet og beslutsom international reaktion.
Disse beslutninger omfattede ophævelse af restriktioner for bosætteres overtagelse af palæstinensisk land, åbning af sådanne områder for bredere offentlig brug og giver besættelsesmagten udvidede beføjelser til at nedrive huse og tvangsflytte ubevæbnede palæstinensiske civile.
Disse foranstaltninger ledsages af yderligere skridt, der forankrer annekteringspolitikker og udvidelse af bosættelser, hvilket styrker Israels kontrol over område A og B, som formelt er under palæstinensisk myndighed.
En politik for at ændre fakta
Den politik, Israel fører i de besatte palæstinensiske områder, afspejler en kolonial struktur, der er rodfæstet i langvarig besættelse og sammenflettet med religiøse og ideologiske aspekter. Denne politik har til formål at fordrive den oprindelige befolkning for at etablere boligområder, hvor bosættere får økonomiske og juridiske privilegier, der håndhæves med militær magt og ofte ledsages af ekstremistiske manifestationer.
Gennem denne tilgang søger Israel at konsolidere kontrollen over geografi, demografi og naturressourcer ved at overføre et stort antal jødiske indvandrere og andre til de besatte palæstinensiske områder. Bosættelser, der er ulovlige i henhold til international ret, adskiller sig økonomisk fra andre områder i Israel ved at give bosættere særlige økonomiske incitamenter, subsidier og lovgivningsmæssige fordele. Disse foranstaltninger, der ofte finansieres på bekostning af den israelske stat selv, er designet til at fremme statsstøttet bosættelse i projekter, der tjener bredere politiske og strategiske mål.
Disse bosættelser fungerer også som politisk pression i fremtidige forhandlinger med det formål at underminere oprettelsen af en palæstinensisk stat ved at skabe uoprettelige realiteter på stedet.
Bosættelser og international ret
I løbet af de seneste årtier og frem til i dag har Israels praksis udgjort klare overtrædelser af folkeretten og De Forenede Nationers pagt. Disse omfatter konfiskation af palæstinensisk jord og ejendom samt overførsel af israelske bosættere til palæstinensisk ejede områder ved hjælp af militær magt, ofte ledsaget af vold. Sådanne handlinger er i strid med den fjerde Genèvekonvention om beskyttelse af civile personer i krigstid, Haag-konventionerne og internationale retlige rammer for civile og politiske rettigheder.
Siden 1948 har FN vedtaget snesevis af resolutioner i Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen, der bekræfter ulovligheden af besættelse og bosættelsesaktiviteter. Disse resolutioner er imidlertid stort set ikke blevet gennemført på grund af Israels politik og dets modstand mod international konsensus.
Især FN’s Sikkerhedsråds resolution 2334 (2016) fordømte bosættelsesaktiviteter og opfordrede til, at disse blev indstillet i de besatte palæstinensiske områder.
I sin rådgivende udtalelse fra 2024 bekræftede Den Internationale Domstol yderligere, at Israels fortsatte tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder er ulovlig og skal bringes til ophør så hurtigt som muligt. Dette omfatter nedrivning af ulovlige bosættelser og ophør af alle handlinger, der hindrer det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse.
Behovet for en effektiv international reaktion
Israels politik udgør en alvorlig trussel mod stabiliteten i Mellemøsten og kræver en samlet og beslutsom international reaktion. De seneste udviklinger i Gazastriben har understreget Israels manglende respekt for internationale konventioner sammen med dets systematiske bosættelsespolitik på Vestbredden og i Østjerusalem.
Denne virkelighed kræver en genvurdering af de internationale relationer med Israel som besættelsesmagt, begyndende med at standse alle former for engagement og samarbejde med bosættelserne, boykotte produkter fra bosættelserne og potentielt gå videre til bredere, omfattende foranstaltninger.
Sådanne skridt kræver, at det internationale samfund påtager sig sit moralske og juridiske ansvar i overensstemmelse med gældende international ret, som fastslår, at alle områder, der blev besat i 1967, herunder Østjerusalem, fortsat er besatte områder, og at enhver ensidig ændring af deres status er ulovlig.
I sidste ende er den eneste garanti for, at det palæstinensiske folk kan udøve sin legitime ret til selvbestemmelse, deres beslutsomme tilstedeværelse på deres land og deres modstand mod denne politik.
Dette mål kan ikke nås uden ægte international solidaritet, der kan sætte palæstinenserne i stand til at realisere deres legitime ret til selvbestemmelse og oprette en uafhængig stat med Østjerusalem som hovedstad.
Spørgsmålet er stadig: Er verden parat til at tage det nødvendige skridt mod en retfærdig løsning på den palæstinensiske sag?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
