Læserbrev
En verdensorden består både af velformulerede juridiske regler, som er vedtaget af de deltagende stater, men langt vigtigere også af, hvordan den fungerer i praksis. Efter Anden Verdenskrig dominerede USA og de vestlige lande scenen og indledte en kold krig imod den sovjetiske rival. Det meste af den tredje verden var ved krigsafslutningen stadig vestlige kolonier, men fik heller ikke ved uafhængigheden nogen særlig indflydelse på verdensordenen og dens implementering.
Den ændrede situation efter USA’s sejr i den kolde krig burde have ført til en justering af verdensordenen – både til at godkende den tredje verdens legitime interesser, og til at verden ikke længere skulle være opdelt i militære blokke. USA lovede verbalt ved østblokkens opløsning, at det ikke ville udvide NATO mod øst (dog uden at bekræfte det i en formaliseret sikkerhedsaftale). Men nej! NATO blev udvidet mod øst.
Når store dele af befolkningen lever på sultegrænsen, er det ikke spørgsmålet om kapitalisme eller socialisme, der står øverst på dagsordenen. Det er, at alle lande får gang i en holdbar økonomi.
Sejren havde angiveligt bevist USA’s overlegenhed. En Bush-regering kom til magten i 2001 med målsætningen: “Det nye amerikansk århundrede”. I realiteten var det en fortsættelse af det hidtidige: “Nu ved slutningen af det 20. århundrede fremstår USA som den dominerende magt i verden… Vi er nødt til at acceptere ansvaret for USA’s unikke rolle, for at vi kan bevare og udvide en international orden, der er gunstig for vores sikkerhed, vores velstand og vores principper.” (3. juni 1997).
11. september-angrebet I 2001 gav anledning til en storstilet amerikansk offensiv i Mellemøsten. USA søgte regime change i lande som Afghanistan, Irak, Syrien, Libanon, Libyen. Uacceptable ledere blev kaldt terrorister, diktatorer, autokrater og så videre. De levede ikke op til de amerikanske demokratiske, liberale principper. Lokale konflikter blev manipuleret på en måde, som var gunstig for USA’s egne interesser. Offensiven endte med amerikansk tilbagetrækning og efterlod landene i kaos.
Samtidig udviklede Kina sig økonomisk og teknologisk og vandt indflydelse i den tredje verden. Den amerikansk dominerede verdensorden giver ikke plads til et land, hvis økonomi er større end den amerikanske – heller ikke Kina med fire gange så mange indbyggere som USA. Når Kinas økonomi nu er eller er på vej til at blive større end USA’s, har USA og den vestlige presse startet en kampagne: “Begge partierne i Washington ser nu Kina som en aggressiv magt… Kinas voksende økonomiske og diplomatiske slagkraft i Afrika, Asien og Latinamerika ses som en underbygning af autokraterne og underminering af liberalt demokrati.” (The Economist, 1/4-2023, p. 50).
Den alternative verdensorden
Det er sådan, avisoverskrifterne i den vestlige presse fremlægger nutidens problematik. De sidste århundreder har verden været domineret af en enkelt supermagt med en ideologi, økonomi og magt, som resten af verden skulle acceptere. Når Kina nu udfordrer USA’s dominans, fremlægger den vestlige presse det som om, at Kina stræber efter en ordning, som ligner overgangen fra den engelske verdensorden til den amerikanske. Når kineserne bare er efter selv at dominere, hvorfor skulle man tro, at Kinas dominans vil være bedre end den amerikanske? Det er derfor underligt, at det amerikanske Newsweek bryder disciplinen og bringer en ledende artikel, hvor en pensioneret amerikansk diplomat fremlægger sine konklusioner efter det kinesiske diplomatiske gennembrud i Mellemøsten:
“Vi buldrer, vi truer, vi straffer, vi sender marinekorpset”, siger Chas Freeman, en veteran amerikansk diplomat, “men vi benytter aldrig overtalelsens kunst… Vi ser ud til at agere i verden, som om vi stadig har den ubestridte autoritet, vi forestillede os at have ved slutningen af den kolde krig… Det grundlæggende mål for vores udenrigspolitik er at opretholde vores førerstilling, hvilket er umuligt… Ikke bare Pax Amerika… men også de 500 år med Euro-Atlantic globalt overherredømme er et overstået kapitel” (Newsweek, 12/5-2023, s. 11).
Den muslimske verden er delt i mange stridende sekter. Hovedkonflikten består imellem Sunni- og Shia-retningerne, ledet af henholdsvis Saudi-Arabien og Iran. USA havde i 1979 lidt nederlag i Iran og tog Saudi-Arabiens side. Siden er Kina blevet industrialiseret og er blevet den største importør af olie fra begge lande. Det er blevet leveringsdygtig af mange teknologiske produkter, som USA og Vesten hidtil har haft monopol på. Kina havde længe ført kampagne for en multilateral verdensorden. Nu kan Kina understøtte kampagnen med en økonomi, som kan konkurrere med Vesten.
I 2020 lavede Kina en 25-års-aftale med Iran om storstilet samarbejde, herunder et løfte om 400 milliarder dollars kinesiske investeringer i Iran. Men Kina holdt igen med praktiske skridt, fordi de kunne fortolkes som om, at Kina støtter Iran i konflikten med Saudi-Arabien. Saudi-Arabiens tiltro til USA var begyndt at svinde ind, mens Kina købte olie og leverede højteknologi. Begge lande blev lydhøre overfor, hvad kinesiske diplomater længe har sagt: USA spiller på jeres lokale konflikter. Få dem løst, så vi alle kan koncentrere os om at udvikle økonomien.
Det førte i marts 2023 til en forsoningsaftale imellem Iran og Saudi Arabien, som forhåbentlig bliver begyndelsen til løsningen af mange mellemøstlige konflikter. De første resultater ses allerede i borgerkrigen i Yemen og i Syrien. USA og den vestlige presse bagatelliserer betydningen. Men andre begynder nu som Chas Freeman at se forskellen imellem den hidtidige verdensorden og den, som Kina med voksende autoritet taler for.
Kina fokuserer på den tredje verden
Efter corona-lukningen har Kina indledt en diplomatisk offensiv, som især er rettet imod den tredje verden, men også imod nogle europæiske lande, som har betænkeligheder ved automatisk at følge de amerikanske direktiver om boykot af Kina. I lighed med mange andre tredjeverdenslande hverken støtter eller fordømmer Kina Rusland for invasionen af Ukraine og opretholder forbindelsen til begge parter. Den vestlige presse giver et ensidigt billede. Den ignorerer spørgsmålet, om verdensordenen også fremover skal sikres af USA og ved NATO’s ekspansion. Den tredje verden ønsker fred, men de fleste accepterer ikke USA’s ensidige fremlægning. Frontlinjerne i Ukraine flytter sig kun lidt, og Kina er positioneret til at kunne bidrage til at få en våbenhvile i stand. Men Kinas hovedfokus er på den tredje verden.
Slavehandel og kolonisering har skabt velstand i Vesten, men fattigdom i den tredje verden. Heller ikke efter uafhængigheden er det lykkedes ulandene at få adresseret disse historiske uretfærdigheder. Ulandenes krav om udvikling anerkendes formelt, men er blevet mødt med ligegyldighed af USA og Vesten. Ulandene bliver fortsat drænet for store ressourcer – både ved den sædvanlige koloniale udbytning og ved de store korrupte midler, som bliver hvidvasket og ophobes i de vestlige banker. Denne korruption er kilde til mange lokale konflikter; men USA og de vestlige banker og myndigheder ser kun på deres økonomiske og politiske gevinster.
Kina har i de sidste par årtier gjort store fremskridt: men naturligvis er ikke alt perfekt. Der er altid noget, den vestlige presse kan gøre brug af. Den mest anvendte er påstanden om de muslimske uyghurers manglende religionsfrihed. Der har ganske rigtigt været animositeter imellem yughurer og han-kinesere, som Kina forsøger at løse bedst muligt. Men Kina accepterer ikke, at løsningen er at gøre Xinjiang, som i århundreder har været en kinesisk provins, selvstændigt. Religiøs fanatisme og terror bekæmpes i alle lande, hvor den viser sit ansigt, ikke bare i Kina. I Vesten præges opinionen af den negative udlægning i pressen, men ikke i den tredje verden, som alle kender til problemerne med religiøse og nationale modsætninger.
En ny kold krig
Når Kina nu har formået at rejse sig op fra absolut fattigdom, er den øvrige tredje verden særdeles opmærksomme på de kinesiske erfaringer og er lydhøre overfor den kinesiske kampagne for en ny og retfærdig verdensorden. Det er den politiske og økonomiske konfrontation imellem Vesten og det globale syd, som fremover vil præge verdensscenen. Amerikanerne kan ikke forestille sig en verdensorden, hvor USA ikke selv er dominerende.
Når Kina økonomisk er på vej til den ledende position, udpensler USA og den vestlige presse alle de skumle motiver, kineserne og deres leder, Xi Jinping, angiveligt har. Samtidig har USA indledt en ny kold krig imod Kina og blokerer Kinas adgang til de nye teknologier, hvor USA og Vesten stadig er forud for Kina. Især deres monopol på den seneste teknologi indenfor computerchips rammer Kina hårdt. Når USA så åbenlyst konfronterer Kina, holder den kinesiske befolkning sammen og er ikke til fals for den amerikanske snak om en liberal demokratisk verdensorden.
Militært set søger USA at omringe Kina. NATO’s grænse flyttes videre imod øst. Japan, Sydkorea og Australien deltager i USA’s militære alliance og truer Kina fra øst. Indien hører til det globale syd; men det har en grænsekonflikt med Kina og deltager også i den amerikanske omringning af Kina. Officielt er formålet at forsvare omverdenen imod det aggressive Kina. Men Kina betragter USA’s magtspil som en trussel, som det må forsvare sig mod.
Det bevarer forbindelsen til sin nabo i nord, Rusland, som ligeledes føler sig truet af USA. Kina søger kontakt og samarbejde med alle stater, som modsætter sig USA’s magtmonopol, uden at skele til deres lederes ideologiske orientering. Det atombevæbnede USA er den største trussel imod fred og udvikling i verden. Forventer nogen, at amerikanske ledere i en fremtidig kritisk situation, som for eksempel Cubakrisen i 1962, kan vise mådehold for at undgå en atomkrig? Det er bedre at sætte sin lid til en styrket multilateral verdensorden, som kineserne er ledende fortaler for.
Socialismen er fremtiden
Kineserne kalder deres samfundssystem for socialisme med kinesisk karakteristik. De lægger ikke pres på andre for at tilslutte sig den socialistiske ideologi. Ethvert land skal have frihed til at finde sin egen vej. Det står i modsætning til USA, som forlanger en verdensorden, som følger amerikanske principper. Også det tidligere Sovjetunionen søgte tilslutning til sine principper, det vil sige sin form for socialisme.
Socialisme er ikke en vel defineret samfundsform, som blot kan overføres fra et land til et andet. I dag er vi blevet klar over, at vejen til socialisme ikke begynder med at danne en fasttømret ideologisk enig lejr af socialister. Karl Marx forventede, at den industrielle arbejderklasse, proletariatet, med tiden ville udgøre befolkningsflertallet. Den ville forene sig hen over grænserne, og arbejderklassens solidariske holdning ville føre til socialisme, begyndende med det industrialiserede Vesten. Marx fik igangsat den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Men hvordan socialismen skulle udformes, gav han ikke en manual på.
Lenin blev chokeret, da han ved Første Verdenskrigs udbrud så de “marxistiske” socialdemokratiske ledere forråde arbejderklassens internationale solidaritet. Oktoberrevolutionen fandt sted, fordi russiske arbejdere og bønder nægtede at deltage i den videre krigsførelse. Da Sovjetunionen ville genrejse økonomien efter en ødelæggende borgerkrig, mislykkedes forsøget på en socialistisk planøkonomi. Lenin blev klar over nødvendigheden af at lære industriel teknologi og management af russiske og udenlandske kapitalister. Han fik startet den nye økonomiske politik op, men døde kort tid efter. Videreførelsen blev præget af oprustningen op til Anden Verdenskrig.
Inspirationen fra Oktoberrevolutionen bragte marxismen-leninismen til Kina. Det lykkedes Mao Zedong at opbygge en hær, som med støtte i den kinesiske bondebefolkning vandt magten i 1949. Under Anden Verdenskrig havde præsident Roosevelt via hans repræsentanter i Kina under krigen givet Mao forventning om store amerikanske investeringer efter krigen.
Men efter Roosevelts død blokerede koldkrigerne for al kontakt. Først Nixons og Kissingers besøg i Kina fik åbnet for amerikanske investeringer. Efter at Zhou Enlai og Mao døde, blev denne åbning videreført af Deng Xiaoping og hans efterfølgere. Kina har industrialiseret ved at åbne for vestlig teknologi og investeringer, samt ved en passende kombination af markedskræfterne og statslig planlægning og overvågning. Det er en erfaring, mange ulande finder nyttig. Hvordan denne kombination bliver udformet, varierer fra land til land, om landet er et fattigt bondesamfund eller delvist industrialiseret. Kina prøver ikke at pådutte nogen, at de skal følge den kinesiske kombination.
Kineserne er som marxister overbevist om, at socialisme er fremtiden. Men vejen til denne fremtid varierer fra land til land. Når store dele af befolkningen lever på sultegrænsen, er det ikke spørgsmålet om kapitalisme eller socialisme, der står øverst på dagsordenen. Det er, at alle lande får gang i en holdbar økonomi. Det burde det rige Vesten have følt sig forpligtet til at adressere. Det har i praksis ikke indgået i verdensordenen i de over 7 årtier, USA har domineret. Men menneskeheden er nu på vej til en anden verdensorden, hvor USA ikke længere spiller den unikke rolle, det har været vant til.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
