Opråb til politikerne
Ærede delegerede.
De nukleare risici er stigende.
Risikoen for brug af atomvåben er større end på noget andet tidspunkt i min – og mange andre i dette rums – levetid. Atomvåbenstater lancerer trusler hurtigere, end de tester fremføringssystemer, hvilket resulterer i en mindre stabil, mindre sikker og mere farlig verden.
Det er ikke den verden, vi ønsker at leve i. Vi kan ikke acceptere en politik, hvor et – eller ni – lande får lov til at holde resten af verden som gidsler ved hjælp af masseødelæggelsesvåben, for brugen af disse våben kender ingen grænser. En konflikt, der involverer atomvåben tusindvis af kilometer fra dette konferencelokale, vil stadig skabe kaos og katastrofe for os alle, vores familier og vores fremtid.
Beslutningen om at bruge atomvåben eller ej behøver ikke kunstig intelligens – sund fornuft siger, at det altid skal være nej.
Vi behøver ikke at se atomvåben blive brugt i krig igen for at kende deres virkning. Som W.J. Hennigan skrev i New York Times for nylig:
USA og Sovjetunionen undgik måske med nød og næppe gensidig ødelæggelse, men der var en atomkrig: Den voldsomme testning efterlod et kølvand af sygdom, fordrivelse og ødelæggelse, ofte i fjerntliggende områder, hvor marginaliserede samfund ikke havde nogen indflydelse på, hvad der skete på deres egen jord.
De over 2000 atomprøvesprængninger – primært udført af de atomvåbenstater, der er til stede her i salen – ændrede for altid livet for disse tusindvis af kvinder, mænd og børn, og især for små piger, da piger, der blev udsat for brug og afprøvning af atomvåben, fik kræft dobbelt så hyppigt som drenge. Selv før de blev skabt, har atomvåben gjort det lettere for de undertrykte at lide.
Fra Shinkolobwe-minerne i den østlige del af DRC, hvor lokalbefolkningen blev tvunget til at arbejde i uranminer af deres koloniherrer, til de mange generationer, der stadig kæmper med livstruende sygdomme. Atomvåben har og vil altid være et redskab til undertrykkelse, uanset hvilken stat der besidder dem.
I dag kræver mange overlevende retfærdighed og ansvarlighed, og at atomvåben elimineres én gang for alle, så det, der sker med dem, aldrig kan ske igen. Alligevel er de atombevæbnede lande hensynsløst i gang med et nyt atomvåbenkapløb. Hvert år afslører den internationale kampagne for afskaffelse af atomvåben, ICAN, de uacceptable atomvåben. På trods af deres forpligtelser i henhold til NPT’s artikel VI brugte de atombevæbnede stater i NPT 86 milliarder dollars på deres arsenaler i 2023.
USA’s udgifter udgør 54 procent af det samlede globale beløb på 51,5 milliarder dollars, mens Kina og Rusland også brugte ublu beløb på henholdsvis 11,8 milliarder dollars og 8,3 milliarder dollars. Storbritannien øgede udgifterne med 17 procent i forhold til året før. Over hele linjen øgede alle atomvåbenstater udgifterne til deres arsenaler. I mellemtiden hyrer den profitsøgende private industri magtfulde lobbyister for at sikre sig milliardkontrakter til udvikling af disse masseødelæggelsesvåben.
Løbske udgifter til atomvåben øger risikoen for brug af atomvåben – og det samme gør anvendelsen af nye teknologier til kommando-, kontrol-, kommunikations- og fremføringssystemer til atomvåben. Vi er på vej ind i en æra med AI-assisteret informationsindsamling for at lette beslutningstagningen.
Men hvis man reducerer den tid, der er nødvendig for at nå frem til den eneste konklusion i menneskehedens interesse, er katastrofen sekunder i stedet for minutter væk, som Annie Jacobsens “Nuclear War: A Scenario” for nylig mindede os om. Beslutningen om at bruge atomvåben eller ej behøver ikke kunstig intelligens – sund fornuft siger, at det altid skal være nej.
En anden voksende bekymring er spredningen af atomvåben, der er udstationeret på fremmede territorier. Med Ruslands udstationering af våben i Hviderusland og USA’s fortsatte udstationering af våben i Belgien, Tyskland, Italien, Holland og Tyrkiet lever NPT ikke op til sine første principper.
Atomvåben udstationeret i Europa er designet til at blive brugt i Europa. Men konsekvenserne vil ikke blive på dette kontinent – og den fortsatte udstationering mindsker sikkerheden for andre.
Våbnene i Europa illustrerer et andet problem med atomvåben, som ofte tages op i disse lokaler – og det er den manglende gennemsigtighed.
Som borgere i de lande, der huser atomvåben, har vi gentagne gange opfordret til at fjerne bomberne, men vores regeringer hævder, at de ikke kan diskutere spørgsmålet – at det ikke er noget, de kan bekræfte eller afvise.
Det ser ud til, at regeringer, der støtter brugen af atomvåben på deres vegne, tror på lige præcis nok gennemsigtighed til at gøre atomtrusler troværdige, men ikke nok gennemsigtighed til at muliggøre et effektivt demokrati.
Praksis med deling af atomvåben har fået lov til at fortsætte alt for længe, og nu breder den sig. Hvordan vil de regeringer, der i øjeblikket forsvarer denne praksis, have det, når der begynder at dukke våben op i lande uden for Europa? Der er forslag derude, som vil sprede atomvåben rundt omkring i verden – selve antitesen til den traktat, vi er her for at diskutere.
Det er derfor, at Traktaten om Forbud mod Atomvåben (TPNW, Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons, red.) er så klar på området. I henhold til TPNW kan en stat ikke bringe en anden stats befolkning i fare ved at placere atombomber i deres land. Det er klart, og klarhed giver sikkerhed og tryghed.
TPNW er også stedet, hvor der sker fremskridt inden for nedrustning. Den robuste proces mellem sessionerne, de dynamiske og meget engagerende møder mellem deltagerstaterne og forpligtelsen til de samme principper, som ligger til grund for NPT og udgør dens præambel, er oprigtige.
Det er i TPNW, at de piger, der er blevet skadet af brug og afprøvning af atomvåben, finder en vej til retfærdighed. Det er i TPNW, at alle staters sikkerhedsproblemer, ikke kun nogle få, bliver taget alvorligt og overvejet.
Vejen til en verden uden atomvåben går gennem TPNW, og vi inviterer alle stater til at slutte sig til os, så vi kan komme tættere på den hurtigst muligt.
Tak.
Denne erklæring er oversat af Arbejderen ved hjælp af Deepl Translate.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
