Kommentar
Endnu engang præsenteres vi for politiske planer om øget inklusion i folkeskolen – denne gang med en alt for velkendt bagtanke: besparelser. På papiret lyder det smukt, at alle børn skal være en del af fællesskabet, men for de børn med særlige behov er virkeligheden en helt anden.
Det er på tide, at vi siger fra.
Vi har tidligere oplevet, hvordan inklusionsbølgen, der for alvor tog fart i 2012, blev solgt som en pædagogisk vision. I praksis blev det en katastrofe for de elever, der havde brug for specialiseret undervisning, trygge rammer og ekstra støtte. Resultatet? Flere unge på førtidspension, stigende mistrivsel blandt elever med særlige behov og et presset folkeskolesystem, hvor lærere og pædagoger dagligt kæmper for at få enderne til at mødes.
Inklusion som spareøvelse
De nyeste inklusionsplaner bygger på den samme fejlagtige antagelse: At børn med særlige behov blot kan rummes i en almindelig klasse, hvis vi skruer lidt op for støtten. Men hvad politikerne ikke vil indrømme, er, at støtten i praksis altid ender med at være utilstrækkelig. PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) kan ikke følge med, lærerne mangler ressourcer, og der skæres konstant i de nødvendige støttefunktioner.
Man taler om, at skolen skal favne alle børn, men virkeligheden er, at mellem 3-10 procent af børn i skolealderen ikke nødvendigvis passer ind i den almindelige skole. Det kan være børn med kognitive eller psykiske udfordringer, som har brug for en anden tilgang til læring, en anden struktur eller mere specialiseret støtte, end folkeskolen kan tilbyde. Når man alligevel tvinger dem ind i et system, der ikke er gearet til at rumme dem, skaber det mistrivsel – ikke kun for dem selv, men også for deres klassekammerater og lærere.
Politikerne tilsidesætter psykiateres anbefalinger
I disse inklusionsbestræbelser ser vi desværre også en tendens til, at politikerne fuldstændig tilsidesætter psykiateres og specialisters anbefalinger. Når læger fra psykiatrien vurderer, at et barn har et behandlingsbehov, bør dette vægtes tungt. Alligevel ser vi gang på gang, at børn, som ifølge sundhedsfaglige vurderinger har behov for en særlig indsats, placeres i en almindelig folkeskole – en institution, der ikke er en behandlingsinstitution.
Lærere er ikke psykologer, socialrådgivere eller terapeuter. De er ikke uddannet til at håndtere komplekse behandlingsbehov, og det er hverken rimeligt over for barnet, læreren eller de øvrige elever at lade skolen overtage et ansvar, den ikke er rustet til. Når politiske beslutninger overtrumfer sundhedsfaglige anbefalinger, gambler vi med børns trivsel og udvikling.
Konsekvenserne: Flere psykisk syge unge og stigende skolevægring
Vi står nu i en situation, hvor antallet af psykisk syge unge stiger drastisk. Flere børn med ADHD, autisme og andre særlige behov ender uden den rette støtte, hvilket ofte fører til skolevægring, angst og depression. Mange af disse børn kunne have haft en fremtid med den rette hjælp – i stedet skubber vi dem ud af fællesskabet, mens vi bilder os selv ind, at vi gør det modsatte.
Skolevægring er et voksende problem i Danmark. Ifølge en rapport fra Børns Vilkår og Egmont Fonden havde mere end 75.000 elever i skoleåret 2018/2019 et fravær på over 10 procent, svarende til mindst 20 skoledage. Det betyder, at 14,2 procent af folkeskoleeleverne var fraværende i mindst en måned. Samtidig vurderes det, at mellem 1-5 procent af alle børn i Danmark udviser symptomer på skolevægring, og 66 procent af pædagogerne i skolen har oplevet et stigende antal børn, der simpelthen ikke kan magte at møde op i skolen.
Når vi svigter børn med særlige behov i deres skoleår, risikerer vi at miste dem som bidragende samfundsborgere senere i livet. Unge, der kunne have fået en uddannelse, et arbejde og en meningsfuld tilværelse, ender i stedet på overførselsindkomst. Hvem vinder på det?
Velfungerende børn er en investering i vores fælles fremtid
Børn er ikke blot en udgiftspost i et kommunalt regnskab – de er vores fremtid. Når vi giver alle børn, også dem med særlige behov, de rette forudsætninger for at udvikle sig og trives, investerer vi i et stærkere samfund. Et samfund, hvor flere får en uddannelse, et arbejde og et liv uden psykisk mistrivsel.
Politikerne burde spørge sig selv: Vil vi betale for en ordentlig skolegang nu, eller vil vi betale regningen senere i form af stigende førtidspensioner, mistrivsel og sociale problemer?
En ny vej: Reel støtte, ikke illusioner
I stedet for at gentage fortidens fejl bør vi tage børns behov alvorligt. Det kræver, at vi giver skolerne de nødvendige ressourcer, at vi lytter til de fagfolk, der arbejder med børnene hver dag, og at vi sikrer, at inklusion ikke bliver en spareøvelse, men en reel indsats for at skabe gode læringsmiljøer for alle.
Inklusion er ikke et mirakelord, der kan løse alle problemer. Når det bruges som spareøvelse, bliver det i stedet en skæbnesvanger fejltagelse, der koster børn deres trivsel og fremtid.
Det er på tide, at vi siger fra.
Kilder
Børns Vilkår & Egmont Fonden (2019)
Skolens tomme stole – en undersøgelse af skolefravær i folkeskolen.
BUPL (2022)
Flere pædagoger oplever stigende skolevægring blandt børn.
Dansk Psykiatrisk Selskab (2023)
Udviklingen i børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark.
EVA (2020)
Inklusion i folkeskolen – En evaluering af reformens konsekvenser.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
