Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Indien har gennemført ni angreb mod Pakistan – en farlig eskalering af konflikten. Jeg håber, at både Indien og Pakistan snart vil holde op med at bekrige hinanden, da det kan eskalere til noget ganske farligt. Dette er bekymrende, ikke kun for de to lande, men også for resten af verden, fordi de begge har atomvåben og militærkapacitet til at ødelægge meget, hvis det internationale samfund ikke griber ind.
Indien og Pakistan har et forhold, der kan sammenlignes med det mellem Rusland og Ukraine. De er som fætre og kusiner. Indere og pakistanere er blevet gift med hinanden ligesom russere og ukrainere. De har et fælles sprog og er naboer.
Vi burde være venner og tale om det, vi har til fælles, i stedet for at fokusere på det der adskiller os.
Både Indien og Pakistan har været ofre for flere hundrede års imperialisme og kolonialisme. De er blevet undertrykt, og efter 1947, da briterne forlod deres kolonier, blev de uafhængige, men blev opdelt i tre forskellige lande: Indien, en overvejende hinduistisk del, Pakistan, en overvejende muslimsk del, og et fragmenteret område, som siden 1971 er blevet til Bangladesh. De to sidste var tidligere kendt som Øst- og Vestpakistan.
Briterne, og især Winston Churchill, havde troet, at Indien ville blive delt yderligere i tusind stykker, og så kunne de kolonisere dem igen. Men det skete heldigvis ikke.
I både Indien og Pakistan findes der ekstremister, som ønsker krig og ikke tænker over, at det ikke er i den fattige mands interesse at starte en storkrig.
Der er nu risiko for en større konflikt mellem disse to atommagter, efter at et terrorangreb i den indiske del af Kashmir fandt sted i april måned, hvor terrorister dræbte 26 hinduer. Formålet med angrebet var at fremprovokere intern konflikt i Indien mellem hinduer og muslimer, befolkningsgrupper, som i store træk har levet fredeligt sammen, især i de seneste 20 år.
Siden 2019 har der stort set ikke været nogen nævneværdige terrorangreb i Indien, og der har været fred i begge lande. Men nu er spændingerne øget, især fordi den indiske regering under Narendra Modi ønsker at bruge hårde metoder for at skræmme modstanderne.
De diplomatiske relationer har ellers været stabile, og ledere fra begge lande har talt om forsoning og forbedret handel – noget, der kan gavne begge økonomier.
Indien står i øjeblikket stærkt, da store dele af iPhone-produktionen nu flyttes dertil, og landet har indgået fordelagtige handelsaftaler med både USA, Europa og Rusland.
Men alt dette kan falde til jorden, hvis landet starter en krig som reaktion på nogle få terroristers brutale handlinger. Den indiske regering har mulighed for at styrke efterretningstjenesten og forebygge fremtidige angreb i stedet for at lade sig trække ind i en ødelæggende krig.
I mange år har adskillige britiske premierministre rejst mellem Pakistan og Indien – og nogle gange solgt de samme våben til begge lande for at styrke deres forsvar. Mange vestlige våbenproducenter ser desværre store indtjeningsmuligheder, hvis to store atommagter går i krig.
Indien har desuden trukket sig ud af en aftale, som leverede vand til millioner af pakistanske landmænd og rent drikkevand til en stor del af befolkningen i Pakistan. Sådanne tiltag har allerede vakt stor vrede i Pakistan.
Pakistan har været forhindret i at udvikle et stabilt demokrati, fordi militæret gentagne gange har grebet ind i politik og sikret sig en stor del af statsbudgettet. Dette har gavnet visse vestlige lande, især USA og Storbritannien, som ofte har set den anden vej, når militærkup har fundet sted. “Vi har gjort al det beskidte arbejde i flere årtier, som Vesten har ønsket”, har den nuværende pakistanske forsvarsminister, Khawaja Asif, udtalt efter terrorangrebet i Indien.
Men størstedelen af befolkningen i både Indien og Pakistan ønsker fred. De ved godt, at det er meningsløst at bruge milliarder på våben, mens befolkningen sulter og kæmper for at få mad på bordet. Grønsager som løg og tomater er blevet luksusvarer i Pakistan, fortæller en pakistansk ven, som for nylig har besøgt landet.
Jeg kan tale med pakistanere i Danmark, som om de var fra Jylland og jeg fra København – så tæt beslægtede er vores kultur og sprog. Bollywood-film har forenet de to landes kultur i et omfang, man næsten ikke kan forestille sig.
Hvis Indien og Pakistan undgår at gentage de samme fejl, som Rusland og Ukraine har begået, vil en ny generation helt sikkert finde en måde at skabe fredelig sameksistens på. Den nye generation vil heller se TikTok, danse og rejse til udlandet og ser gerne åbne grænser i stedet for fastfrysning af grænser og nidkær kontrol ved grænseområdet.
Derfor vil det være klogt, hvis det internationale samfund lægger pres på begge parter – især Indien – for at undgå krig og dæmpe den betændte retorik.
Den eneste vinder, den dag krigen bryder ud, er våbenindustrien i Vesten.
Indien og Pakistan har potentiale til at få et forhold som Danmark og Sverige, med åbne grænser for varer og mennesker. Den vision er ikke uopnåelig, men det kræver, at man investerer i uddannelse frem for krudt og kugler. Der skal uddannes flere kvinder og børn, som kan komme ind på arbejdsmarkedet. I dag er det primært mænd, der arbejder, mens mange kvinder er hjemmearbejdende eller arbejdsløse på grund af manglende erhvervsuddannelser.
Derfor har den indiske og pakistanske diaspora i Norden, og i særdeleshed i Danmark, et stort ansvar. Vi har enorm indflydelse på vores landsmænd, og som almindelige borgere kan vi være med til at lægge krigsretorikken bag os og arbejde for en fremtid præget af fred og samarbejde.
Vi burde være venner og tale om det, vi har til fælles, i stedet for at fokusere på det der adskiller os.
Pakistans øverste general, Asim Munir, holdt en tale før terrorangrebet i Indien, hvor han understregede, at pakistanere intet har til fælles med hinduer. Det er decideret forkert. Han ønsker krig, og dermed kan han fortsætte med at fængsle en populær politiker som Imran Khan, der netop ønsker fred med Indien.
Ligeledes er der politiske ledere på højrefløjen i Indien, som slet ikke anerkender det fantastiske bidrag, som muslimer yder i det indiske samfund. Indiens første undervisningsminister var muslim, og de indiske muslimer, jeg møder i Danmark, er ofte mere gæstfrie og inviterer mig oftere hjem end mange hinduer eller buddhister.
Jeg har stor kærlighed til alle religiøse og andre minoriteter i Indien, som gør landet rigt og demokratisk. Personligt har jeg valgt at hjælpe mine muslimske venner fra Indien. Jeg støtter dem blandt andet med at forberede sig til mundtlige dansk-eksaminer.
Vi er nødt til at bygge bro mellem forskellige trosretninger. Det klæder ikke Indien at udvikle sig til et land kun for hinduer, og det klæder heller ikke Pakistan at udvise sikher og ahmadiyya-muslimer.
De terrorister, der dræbte turister i Kashmir, forsøgte at splitte hinduer og muslimer. Deres mål var at starte en religiøs borgerkrig i Indien og en storkrig mellem Indien og Pakistan.
Derfor er det påfaldende, at ledere fra begge lande nu ser ud til at gå terroristernes ærinde ved at lade sig trække ind i en krig. Den eneste vinder, den dag krigen bryder ud, er våbenindustrien i Vesten. Befolkningerne i både Indien og Pakistan kommer til at lide under sult og ødelæggelse – og værst af alt: Begge lande vil blive kastet 20 år tilbage i deres udvikling.
Derfor skal vi, ansvarlige herboende indere og pakistanere, være aktive fortalere for fred.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Både Rusland, Kina og FNs generalsekretær har akti-veret diplomatiet mellem New Delhi og Islamabad.
Der er mange indslag på Rurtnews om konflikten. Her er et interview med den pakistanske forsvarsmini-ster:
https://rurtnews.com/india/616376-jihad-was-created-by-west/
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
