Egholm-forbindelsen over Limfjorden bliver til virkelighed. Efter årtiers politisk kamp har et flertal på Christiansborg nu vedtaget, at der skal bygges mere motorvej, så vi kan få mere trafik over den i forvejen hårdt pressede Limfjorden.
Fortalerne slår sig op på mindre trængsel og skøn vækst til det lokale erhvervsliv i Nordjylland. Og forstå mig ret, jeg ønsker det bedste for alle borgerne i Nordjylland – ligesom min kollega i Frie Grønne Susanne Zimmer og andre lokale politikere, som har kæmpet mod den nye motorvejsforbindelse med næb og klør – men vi må simpelthen snart være ude over den tid, hvor en idé om noget potentiel økonomisk vækst giver så meget julelys i øjnene, at det fuldkomment blænder for konsekvenserne.
At bore en motorvejstunnel tværs igennem et område med asbestholdige eternitplader kan umuligt være det bedste for nordjyderne.
Vi ved, at mere vej betyder flere biler. Er det virkelig det bedste for Nordjylland? Flere biler og mere trafik i 2024, hvor vi i forvejen halter uløseligt langt efter vores klimamål, og hvor fremtiden med al tænkelig sandsynlighed er nødt til at indebære langt færre biler end i dag – ikke flere. Jeg tror ikke på, at Nordjylland får en skønnere fremtid af, at vi bygger mere motorvej og dermed får flere biler og mere forurening i et af de mest naturskønne områder, vores land har at byde på. Ganske enkelt.
Og det er endda helt uden at tale om den miljø- og sundhedskatastrofe, Egholmforbindelsen risikerer at være. For som Susanne Zimmer i årevis har slået på tromme om, og som nuværende folketingsmedlem for Alternativet Torsten Gejl for nyligt dokumenterede ved personligt at dykke ned og undersøge fjordbunden, er der blevet deponeret eternitplader med asbest i området. Ukontrolleret og uden inddæmning.
At bore en motorvejstunnel tværs igennem et område med asbestholdige eternitplader kan umuligt være det bedste for nordjyderne, og det er mildest talt skræmmende, at vores natur og vores velbefindende ikke betyder mere for regeringen og et flertal i Folketinget. Den eksisterende miljøvurdering for projektet nævner slet ikke den manglende inddæmning eller asbesten. Og på trods af at ministeren gentagne gange i den foregående valgperiode er blevet konfronteret med den potentielle miljøkatastrofe, må vi altså endnu engang konstatere, at selv en socialdemokratisk ledet regering til enhver tid sætter udsigten til økonomisk vækst over danskerne og den natur, vi skal leve i sameksistens med.
Egholmforbindelse er og bliver en katastrofe. Ufatteligt at vores politikere, selv med så mange årtiers betænkningstid, stadig ikke kan undgå det fuldt oplyste og larmende isbjerg.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.