Ikke alle har brug for en arbejdsidentitet. Samfundet har ikke brug for de, som helst ønsker bare at gå derhjemme på kontanthjælp.
Det handler om holdninger – ikke om mennesker, når Folketinget forsøger at tvinge ledige med tørklæde eller grøn mælkekasse bag på knallerten ud i tvangsarbejde.
Der er meget få i Danmark som ikke ønsker at deltage på arbejdsmarkedet på grund af diverse. Mange af dem burde være sygemeldt – for de passer ikke ind i de riges verden.
På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside kan man læse, at kun 3 procent af de, som er i beskæftigelsesindsats, kommer i arbejde. Der er altså 97 procent, som ikke kommer i arbejde ved at blive pint og plaget af en sur sagsbehandler. Dette kan du google.
Der kan findes milliarder af nye skattepenge ved at jagte erhverv, som nægter at betale skat.
Sådan er det også med sort arbejde hos automekanikeren, landmanden, håndværkerne, grønthandlerne og i fiskeriet. Hvad med storkapital som flyttes til udlandet for at skjule milliardformuer for at slippe for at betale milliarder i skat? Eksempler på erhverv, hvor man ved, at der er mange sorte penge.
Men disse erhverv bliver ikke jagtet. Hvorfor?
Folketinget samt hr. og fru Hønserøv har mere travlt med at jagte nogle få tusinde mennesker ud i gratis arbejde via jobcenter.
Hvad er mest umoralsk?
Der kan findes milliarder af nye skattepenge ved at jagte erhverv, som nægter at betale skat.
Men tilsyneladende så ønsker hr. og fru Hønserøv, at det er bedre at jagte nogle få, for at de skal arbejde gratis. Hvem får glæde af det? Ingen! Det vil igen være en milliardudgift for danske skatteydere at jagte de få, som af en eller anden årsag ikke kan deltage på arbejdsmarkedet.
Folketinget undersøger ikke, hvorfor de få ikke er på arbejdsmarkedet. Man undersøger kun, om de har brune kinder og går med tørklæde, eller om de kører på Puch Maxi med en grøn mælkekasse bagpå. Altså et holdningsspørgsmål – ikke en skid med økonomi at gøre.
Taler vi økonomi, så ved Folketinget godt, hvor de kan finde pengene.
Men det klinger hult, hvis man skal jagte de mange sorte milliarder hos håndværkere og grønthandlere.
Det er efterhånden blevet så grimt at være hvid dansker. Havde jeg haft brune kinder, så havde jeg rejst mig og lavet støj. Ved at være hvid på kinden så risikerer jeg at blive udskældt og udskammet for at have en holdning til at beskytte de, som ikke selv kan råbe højt, men jeg gør det og er hamrende ligeglad med, hvad du synes, altså dig som kun tænker på, at brune kinder skal jagtes. Altså dig den fremmedfjendske som har rigeligt i sig selv.
Tyg lidt på den, imens du går og vasker din Mercedes på Shell-tanken. Skam dig!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.