Læserbrev
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
I den moderne neoliberale stat har teknokratiets kolde rationalitet og det repræsentative demokratis ideal om folkets stemme afgivet plads for en ny, mere uberegnelig og affektiv styreform – det vi kan kalde idioternes regime.
Det er en styreform, hvor magten ikke længere beror på ekspertise eller repræsentation, men på affektive udladninger og følelsesmæssigt dirigeret identitetspolitik, pakket ind i et narrativ om sikkerhed og frygt.
Den revolutionære kritik må derfor rette blikket mod, hvordan magten i dag fungerer uden idé, men med følelse. Hvordan demokratiets forfald ikke er teknokratiets triumf, men idiosynkrasiens.
Idiosynkrasien – her forstået som regimets vilkårlige, følelsesstyrede reaktioner – bliver det centrale træk i magtens udøvelse. Det er ikke længere de strukturelle forhold, de økonomiske realiteter eller de sociale konsekvenser, der udløser politiske reaktioner, men snarere kulturelle detaljer, symbolske krænkelser og frygten for det fremmede.
Magtens centrum forskydes fra staten som institution til staten som stemningsregime. Det er ikke bare, hvad der sker, men hvordan noget føles, der styrer politisk handling.
Det moderne styre er således ikke længere teknokratisk – det er idiosynkratisk. Beslutninger træffes i affekt; politik formuleres ud fra øjeblikkets raseri og indignation over små tildragelser: en brændt hellig bog, en graffiti, en fejlplaceret statue.
Dette raseri udgør drivkraften i nutidens sikkerhedspolitik, hvor enhver afvigelse eller anderledeshed kan italesættes som en trussel, der legitimerer overvågning, kontrol og udelukkelse.
Dette regime udpeger “idioten” – ikke nødvendigvis som uvidende, men som den, der nægter kompleksitet, forstår verden ud fra sort-hvide skemaer, og hvis magt består i evnen til at fremkalde massesentiment og politisk panik.
Idioten bliver både figur og metode i dette regime: En affektiv operatør, der kan mobilisere følelsesladede narrativer uden at skulle levere sammenhængende løsninger.
Den revolutionære kritik må derfor rette blikket mod, hvordan magten i dag fungerer uden idé, men med følelse. Hvordan demokratiets forfald ikke er teknokratiets triumf, men idiosynkrasiens.
Hvordan vi står over for en post-politik, hvor det vigtigste er, hvad der kan vække vrede, ikke hvad der kan skabe forandring.
Og hvordan venstrefløjen må genopfinde sig selv, ikke blot som et politisk projekt, men som en mod-affektiv praksis, der kan generere kollektive følelser som solidaritet, empati og fornuftsbaseret håb – i stedet for splittelse, frygt og had.
Erklæring om det idiosynkratiske regimes afskaffelse
Vi erklærer:
At vi lever under idioternes regime.
Et regime, hvor styre ikke længere er rationel planlægning, kollektiv repræsentation eller offentlig debat – men affekt, impuls og vilkårlig hævn. Et regime, hvor staten reagerer som en fornærmet person, ikke som en ansvarlig institution.
Vi ser:
At teknokratiet, med al dets kulde og fremmedgørelse, er blevet afløst af noget langt farligere: følelsespolitikkens vilkårlige tyranni. Hvor magten skaber sig et narrativ ud fra fornærmelse, krise og frygt, og bruger det som våben mod det anderledes, det svage og det modstridende.
At demokratiet er blevet en tom skal – reduceret til ritualer, stemmesedler og medieskuespil – mens beslutningskraften udøves gennem mediepanikker, symbolske krige og hæmningsløst raseri.
At idiosynkrasien – den følelsesbårne reaktion på detaljer, skygger og spøgelser – er blevet regimets drivkraft. Hver politisk beslutning er nu en reaktion, ikke en vision. Hver sikkerhedspolitik er en affektstrategi, ikke et værn om frihed.
Vi siger:
At dette regime ikke er idioti som uvidenhed – men idioti som metode. En vilje til at overse kompleksitet, nægte sammenhæng, og styre med følelse som eneste rettesnor. Det er affektens diktatur forklædt som folkelig fornuft.
At idioten er blevet regimets idealborger: den, der føler stærkt og tænker lidt. Den, der vil se handling, ikke høre argumenter. Den, der råber om grænser, identitet og straf – og tror, det er politik.
Vi nægter:
– at anerkende dette som uundgåeligt.
Vi nægter at deltage i en politik, der reducerer verden til en følelsesreaktion og forvandler mennesker til trusler.
Vi nægter at lade os skræmme til tavshed af sikkerhedslogikker, offerfortællinger og nationale hystaderier.
Vi kræver:
Et opgør med det idiosynkratiske regime.
Et brud med affektstyret magtudøvelse, sikkerhedspopulisme og panikpolitik.
En genopbygning af fælles beslutningskraft på grundlag af solidaritet, strukturel analyse og historisk ansvar.
Et nyt venstre – ikke blot med program, men med mod-affekt. Et venstre der tør føle andet end frygt og vrede. Et venstre, der bygger på håb, retfærdighed og kollektiv handling – ikke reaktion.
Dette er begyndelsen på enden.
– For idioternes regime.
Opgør med idioternes regime
— en kampråbstale til nutiden
De råber om orden –
men styres af raseri.
…
De lover sikkerhed –
men fodrer kun frygt.
De påstår at lede –
men reagerer som dyr.
Dette er ikke styring.
Det er ikke politik.
Det er ikke folkestyre.
…
Det er affektens tyranni.
Et styre, der slår ned på skygger.
Et system, der ser trusler i hver en forskel.
Et regime, der kalder følelse for fornuft
og vrede for visdom.
…
Vi kalder det, hvad det er:
Idioternes regime
Ikke fordi de intet ved –
men fordi de nægter at vide.
De nægter kompleksitet.
Nægter at lytte.
Nægter at forstå.
…
De svarer ikke på kriser –
de søger dem.
De bygger ikke samfund –
de vogter mure.
De forsvarer ikke folk –
de vogter mod dem.
…
Og så siger de:
“Vi passer på jer.”
Men hvem skal passe på os
mod dem, der påstår det?
…
Vi ser jer.
Vi hører jeres frygt.
Vi kender jeres spil.
…
Og vi siger: NEJ.
Nej til følelsesregimer,
til panikpolitik,
til frygtens parade gennem parlamentet.
…
Vi vil ikke leve i en stat
der raser mod detaljer,
slår ned på sprog,
og kalder uenighed for trussel.
…
Vi vil ikke styres af stemninger.
Vi vil ikke kujoneres af narrativer.
Vi vil ikke tavse mens vreden får magt.
…
Vi vil noget andet.
Et samfund der lytter før det slår.
Et fællesskab der rummer, ikke frygter.
En verden hvor følelser bygger – ikke brænder.
…
Vi rejser os – ikke i affekt –
men i klarhed.
…
Vi organiserer os – ikke i raseri –
men i kærlighed til det fælles.
Vi samler kræfter – ikke for at lukke,
men for at åbne.
…
Vi går ikke med idioten.
Vi vælter ham.
…
Og vi gør det ikke med vrede –
men med håb.
Det mest farlige,
det mest revolutionære
et menneske kan bære.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
