Til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye
Det er med stor skuffelse, at vi ser på jeres løftebrud i spørgsmålet om permanent opholdstilladelse.
Sidste år var det ellers en klokkeklar udmelding fra jer og jeres politiske kolleger at ændre kriterierne for beskæftigelseskravet, så uddannelse ville tælle med. Det kan ikke passe, at man fortsat skal straffes for at tage en uddannelse, når man skal søge om permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab.
Som reglerne er i dag, skal man have arbejdet 3,6 år ud af de seneste 4 år for at komme i betragtning til at få permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab. Ud af disse tæller uddannelsestid ikke med. Dette er på trods af at uddannelse er en forudsætning for at kunne få et ordentligt job senere hen og yde et kvalificeret stykke arbejde.
Ydermere foregår størstedelen af tiden på de faglærte uddannelser i praktik, hvor man går på arbejde, betaler skat og så videre ligesom alle andre på arbejdsmarkedet.
Når man estimerer, at der i 2030 kommer til at mangle cirka 100.000 faglærte, og vi har en offentlig sektor, som i dén grad mangler hænder.
Ud over at det er hamrende uretfærdigt, ser vi det som himmelråbende at bevare den fjollede lovgivning, som den er, når man estimerer, at der i 2030 kommer til at mangle cirka 100.000 faglærte, og vi har en offentlig sektor, som i dén grad mangler hænder.
Til Fagbladet 3F udtaler Kaare Dybvad Bek: “Vi har udarbejdet et regeringsgrundlag, der indeholder de vigtigste politiske prioriteter for os. Det gælder også på udlændinge- og integrationsområdet, og det er således indholdet i regeringsgrundlaget, der står øverst på min to do-liste.”
Men vi undrer os over, at din to do-liste ikke indbefatter at få ændret denne lov så hurtigt som muligt. Især når man tænker på, hvor mange målsætninger regeringen har om at få flere faglærte og skaffe hænder til det offentlige. Så se at komme i arbejdstøjet!
Vi ved, hvor hurtigt I politikere kan arbejde, når der skal stjæles helligdage, laves usolidariske stramninger på udlændingeområdet eller ødsles penge på militæret. Derfor kan vi ikke forstå, hvorfor loven ikke er ændret endnu!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.