Fra uge til uge, ja næsten fra dag til dag sker der så mange og store forandringer omkring os, at vi hele tiden står over for nye virkeligheder at forholde os til. Fra de seneste par uger blot et par eksempler:
Den amerikanske præsident Trumps bevidste strategi for at sikre totalt herredømme over Grønland og den udenrigs- og sikkerhedspolitiske krise, som den har medført.
Indsættelsen af Trump og det regulære skift i USA’s forhold til omverdenen, som den medfører – med konsekvenser for EU, NATO og Danmark.
I det hele taget en situation i det transatlantiske Vesten, Europa og Danmark, hvor det ikke er venstrekræfter, men derimod højrekræfter der marcherer og sætter dagsordenen – også internt i mange lande.
Når vi kigger os omkring, ser vi et Europa og en verden præget af social ustabilitet, ekstrem polarisering og politisk uro. Mistillid til det herskende system og frustrationer forårsaget af 40 års ultraliberalisme spreder sig. Social ulighed og en herskende klasse der foragtes. Oplevelsen af at blive lukket ude, blive overset, blive pisset på når krigsøkonomiens omkostninger og byrder kræves betalt af dem, der har mindst.
Derfor er der brug for samarbejde. Derfor har vores slogan igennem længere tid været “håb, enhed, kamp”.
Mange mennesker leder efter alternativer til det etablerede. Ofte ser de desværre ikke dette alternativ hos venstrekræfterne, endsige hos kommunisterne. P.t. ser vi i stedet en fremvækst af det nye yderste højre og nyfascismen.
Også herhjemme. Det demokratiske rum indsnævres. Vores kollektive velfærdsrettigheder nedbrydes. Højrekræfterne udnytter utrygheden til at få vind i sejlene. Fjendebilleder fremmanes for at retfærdiggøre krig og uendelige milliardbevillinger til oprustning. Kapitalen føler sig fri til at diktere – også på EU-plan. Og vores regering har – indtil nu i hvert fald – fulgt USA i tykt og tyndt.
Parlamentarisk krakelerer venstrefløjen i både Europa og Danmark.
Derfor har Kommunistisk Parti stillet sig det spørgsmål, hvad der kan gøres, så der rokkes ved denne situation? Spørgsmålet om at finde veje til at vende denne udvikling står og blinker hos os og hos rigtig mange andre revolutionære, socialister og aktive kræfter i de forskellige bevægelser, der sætter aftryk i arbejderklassens kamp.
Lige nu er der opbrud i det politiske landskab, hvor vi befinder os. Det skyldes blandt andet, at den politiske højredrejning også har fundet vej til Enhedslistens folketingsgruppe og ledelse, hvilket skaber frustration og nogle gange opgivenhed blandt aktive kræfter uden for Folketinget.
I de seneste måneder er debatten om Enhedslistens linje blevet forstærket af en partikamp, som fandt en foreløbig kulmination på Enhedslistens årsmøde den 14. december. Her blev grupperingen Rødt Venstre, der både rummer medlemmer og tidligere medlemmer af Enhedslisten, som bekendt erklæret partiskadelig i en debat, hvor det ikke skortede på stråmænd, og hvor hele sagen blev forsøgt gjort til et spørgsmål om “holdningen til terror”, selv om modsætningerne om den politiske linje stikker langt dybere.
For os i Kommunistisk Parti har Enhedslisten igennem årene været en af vores alliancepartnere, og vi samarbejder landet over med mange venner og kammerater i Enhedslisten – ligesom vi samarbejder med de venner og kammerater, der i denne tid vender Enhedslisten ryggen.
Vi tror på at opbygge en samarbejdskultur, hvor vi går efter at finde fællesnævnere, der kan styrke konkrete aktiviteter, bevægelser og kampe. Vi tror på at gå efter minimums- og ikke maksimumsplatforme.
Enhedslistens parlamentariske højredrejning har åbnet for en debat om, at “der er brug for noget nyt”, det være sig et nyt parti eller en ny organisation. Vi tror imidlertid ikke, at tiden er inde til nye knopskydninger på venstrefløjen herhjemme. De spredte kræfter bruges bedre, hvis de forenes dér, hvor der er brug for dem: I de konkrete bevægelser og kampe der udspiller sig.
Kendsgerningen er, at der i dag ikke er noget enkelt parti eller en enkelt organisation blandt venstrekræfterne i Danmark, der er i stand til alene at være dagsordensættende og kampudløsende. Det faktum omfatter også vores eget parti, som vi jo lægger mange kræfter i at opbygge, fordi der er brug for en stærk organisering med vilje og kraft til at gå ind i kampen for socialisme.
Derfor er der brug for samarbejde. Derfor har vores slogan igennem længere tid været “håb, enhed, kamp”.
Hvis der skal skabes “noget nyt”, sker det ikke bare ved, at de eksisterende organisationer og partier sætter sig sammen. Det nye skabes gennem konkret aktivitet, ved at der skabes bevægelse på arbejdspladser, i fagforeninger, på uddannelsessteder, i kampen for et frit Palæstina, imod krig og oprustning – you name it. Det handler mere om aktivitet og om at handle frem for ord. En målsætning må være at medvirke til, at yderligere lag af arbejderklassen aktivt deltager i klassekampen.
Hvis de revolutionære, progressive kræfter begynder at handle sammen, erkender, at ingen kan være sig selv nok, og trods tidligere og eventuelt nuværende stridigheder forsøger et samspil, vil det kunne mærkes i den daglige klassekamp som et klart løft.
Så vi tror på, at startpunktet består i en fælles erkendelse af, at enhed og alliancer må bygge på en fælles respekt for hinanden, og at vi har forskellige udgangspunkter og er organiseret i forskellige organisationer og partier, som vi hver især identificerer os med.
Enhed og alliancer handler om at kunne være sammen på tværs af forskelligheder. Det er der flere eksempler på kan lykkes: I fredsbevægelsen arbejder man sammen om det, man kan blive enige om. Folkebevægelsen mod EU har historisk set haft held med at sætte en fælles dagsorden mod EU på et demokratisk og antiracistisk grundlag, men med flere partier og organisationer som samarbejdspartnere.
Vi tror på lokale fællesskaber og fora, der mødes og sammen beslutter at rykke. Det kunne være et udgangspunkt. Vi tror på at opbygge en samarbejdskultur, hvor vi går efter at finde fællesnævnere, der kan styrke konkrete aktiviteter, bevægelser og kampe. Vi tror på at gå efter minimums- og ikke maksimumsplatforme.
Det er med det udgangspunkt, at Kommunistisk Parti i denne tid går med i debatten om, hvordan der ved fælles anstrengelser kan slås sprækker i de mørke mure, der rejser sig omkring os.
Lotte Rørtoft-Madsen er forperson for Kommunistisk Parti, og Rosa Mørch Jørgensen er medlem af partiets daglige ledelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
