At Carlsberg stadigvæk har otte fabrikker i Rusland, der er aktive og producerer ølmærket Baltica, samtidig med at de lige ekstraordinært har besluttet at donere 76 millioner kroner til ofrene for krigen i Ukraine, er efter min mening yderst problematisk og samtidigt hyklerisk!
Det er sammenslutningerne Carlsberg A/S og Carlsbergfondet herunder Tuborgfondet, der står for at donere de 75 millioner kroner. Tuborgfondet er en afdeling under Carlsbergfondet. De to fonde donerer 50 millioner kroner, medens Carlsberg A/S donerer 25 millioner kroner.
Hvad tror I ellers i Carlsbergfondet, at de kunstnere og forskere, I hvert år meget gavmildt uddeler penge og hæder til, vil sige i eftertiden?
Det er meningen, at pengene igennem forskellige humane organisationer skal gå til flygtninge og ofre for krigen i Ukraine. Med donationen ønsker Carlsbergfamilien, fondet, at tage et medansvar for den store humanitære indsats, der allerede nu og i den kommende tid vil være behov for, udtaler de på deres hjemmeside.
Hvordan kan Carlsbergfamilien, fondet, samtidig med at de donerer og udviser humant samfundssind og støtter forskning og kunst i Danmark, stadigvæk fastholde, at de vil fortsætte produktionen af det russiske ølmærke Baltica, der sælges over hele Rusland.
Carlsberg har otte fabrikker, der stadigvæk brygger øl til russerne. Jeg er bevidst omkring, at det ikke er den menige russer, der arbejder på Carlsbergs fabrikker, der er skyld i krigen og angrebet imod Ukraine, og at det vil komme til at ramme mange almindelige mennesker på deres levebrød, hvis Carlsberg lukker deres ølproduktion i Rusland.
Men jeg mener samtidig, at det er noget, Carlsberg burde gøre lige med det samme. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, give med den ene hånd og tage med den anden. Carlsbergfondet har et stort moralsk og etisk ansvar. De står for fonde, der støtter danske kunstnere, kunstprojekter, forskning og museer. De støtter dansk forskning inden for alle discipliner.
Carlsbergfamilien
Carlsbergfondet står i spidsen for Carlsberg Group og har majoriteten af stemmerne i virksomheden Carlsberg A/S. Fondet har også ansvar for Ny Carlsbergfondet, Tuborgfondet, Det Nationalhistoriske Museum, Carlsberg Laboratorium og de frie forskningsmidler.
Carlsberg A/S er skabt af brygger J. C. Jacobsen, der i 1876 testamenterede sit livsværk Carlsberg til Carlsbergfondet med den hensigt, at bryggeriet blev viderført i hans ånd.
Når en så stor dansk virksomhed som Carlsberg A/S stadigvæk laver øl til det russiske folk og har otte fabrikker med hundredvis af ansatte russiske statsborgere, er der noget, der slet ikke hænger sammen og efter min mening er direkte modstridende.
Alle andre multinationale virksomheder som McDonald’s, det svenske Ikea og så videre har lukket deres virksomhed/forretning i Rusland. De vil ikke være med til at støtte krigen i Ukraine. For det er det, Carlsberg gør, hvis de ikke lukker deres fabrikker i Rusland.
Putin rammer alle i Ukraine. Han har ingen problemer med at drive to millioner mennesker, mest kvinder og børn, på flugt, bombe bygninger, hvor der bor almindelige mennesker, familier med børn og gamle mennesker. Hans krigsmaskine er brutal og grusom, og han stopper ikke lige med det samme.
Appel til Carlsberg
At Carlsberg stadigvæk har en ølproduktion i Rusland, samtidig med at de støtter og donerer 75 millioner kroner til ofrene for Putins brutale og grusomme krig i Ukraine, er en skandale. Rusland er Ikke et land, hvor en gammel, dansk og hæderkronet virksomhed som Carlsberg, der støtter kunst og kultur forskning og videnskab, bør tjene penge på at sælge øl.
Kære Carlsberg, træk jer ud, og luk jeres ølproduktion i Rusland. Det vil være det rette, det mest etiske og moralske at gøre. Hvad tror I ellers i Carlsbergfondet, at de kunstnere og forskere, I hvert år meget gavmildt uddeler penge og hæder til, vil sige i eftertiden, for ikke at nævne de frie og uafhængige kunstnere og forskere der kæmper imod Putin og krigen, både i Rusland, i Ukraine og rundt omkring i verden?
Link til Carlsbergfondets hjemmeside. Her kan man læse alt om fondets formål og om deres ekstraordinære donation af 75 millioner kroner til humanitære formål for ofrene for krigen i Ukraine.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.