Folkering om Christiansborg
Både Canada og Indien har udvist seks diplomater, og der er er gået hårdknude i relationen mellem dem. Det på trods af at de flere gange har lovet hinanden, at de ikke skulle gå til medierne, men løse problemerne på en diplomatisk facon med møder og kompromiser.
For præcis et år siden havde Canada tilbagekaldt 40 diplomater fra Indien. Det er fordi, de anklager den indiske regerings agenter for at have myrdet en prominent sikh-leder ved navn Hardeep Singh Nijjar. USA har også i løbet af sidste år beskyldt Indien for at forsøge at myrde en anden sikh-leder i USA, men det lykkedes ikke.
Kina på den ene side og USA på den anden side presser Indien til at vælge side. Indien mener til gengæld, at de helst vil være uafhængige. Derfor er sagen blusset op nu, mener mange, fordi der her er en mulighed for, at Vesten kan presse Indien.
Konflikten mellem Indien og Canada er blusset helt op til en storkonflikt efter et år, og nu udspiller det sig foran hele det internationale samfund. Hvordan kan to demokratiske nationer, som er mellemstore magter i verden, have helt to forskellige versioner af fortællingen?
For det første har ethvert samfund ret til at beskytte sine borgere, og det er selvfølgelig uacceptabelt, at en fremmed stat fører konspiratoriske aktiviteter. Hvis Indien er utilfreds med aktiviteter fra nogle borgere med indisk oprindelse, så skal de officielt klage over for den pågældende stat.
Men ingen retsstat accepterer, at man ligefrem forsøger at likvidere borgere med oprindelse i andre lande. Det er det, Canada protesterer imod. De protesterer mod, at en canadisk statsborger er blevet dræbt af indiske agenter, og de mener, at de har beviser og er parate til at fremlægge det foran nationer, de kalder five eyes, nemlig USA, UK, Australien med flere. Ingen andre stater må lege politibetjent på andres jord. Dette er Canadas version.
Men hvad er Indien så utilfreds med? De mener, at alle aktiviteter, der underminerer Indiens legitimitet som stor stat, skal bekæmpes. Modsat Danmark, som er en lille stat og tilfreds med det, er det store stater som Indien og Kina, der er parate til at gøre hvad som helst for at standse separatistbevægelser.
De er bange for at blive splittet i tusind stykker og dermed blive en slags lille Danmark-stat. De har set, hvad der er sket med det tidligere Jugoslavien, og de frygter, at de ligesom Jugoslavien kan blive et ligegyldigt område, hvor store magter vil dominere dem.
1980’erne
Det er ikke kun den nuværende regering med Narendra Modi i spidsen, der kæmper mod separatisme, for det har tidligere regeringer også gjort.
Det vigtigste eksempel i denne sammenhæng er den første kvindelige premierminister, Indira Gandhi, og hendes beslutning om at storme sikhernes helligste sted, Gurudwara i Amritsar i Punjab-provinsen. Et skøn er, at sikh-separatister som Khalistans uafhængighedsbevægelse dræbte op mod 30.000 mennesker i 80’erne i et forsøg på at tvinge Indien til at acceptere, at delstaten Punjab skulle blive en selvstændig stat.
Tilbage i 1980’erne havde sikherne organiseret sig i en bevægelse med navnet Khalistan og ønsket at gøre Indiens daværende rigeste stat til en selvstændig stat. Det var der ikke opbakning til hos flertallet af Indiens befolkning. Sikherne udgør kun to procent af Indiens befolkning og har haft mange privilegier i form af reservation af pladser i forsvaret, og mange sikher har haft fremtrædende roller som premierminister og bollywoodstjerner og så videre.
Situationen dengang kan passende sammenlignes med situationen i Spanien, hvor de rige områder såsom Barcelona og den catalanske region har ønsket at løsrive sig fra resten af Spanien for at nyde status som det rigeste område.
Men det kan heller ikke lade sig gøre i Spanien. Spanien ønskede at retsforfølge valgte ledere fra Catalonien. Vi så, hvordan deres leder havnede i København og appellerede efter accept, men de har ikke haft held med deres selvstændighedsbevægelse.
Ligeledes ved sikherne i Indien udmærket, at de har gode muligheder for at bosætte sig hvor som helst i Indien. Det er vigtigt for Indien ligesom Spanien at portrættere sig som et land med plads til alle, og alle borgere må bosætte sig, hvor de har lyst. Så der foregår en intern migration fra fattige områder til Punjab-provinsen, hvor der primært boede sikher.
Mens sikherne i Indien valgte at emigrere til Canada i store tal, især efter 80’erne, og nu er der cirka en million sikher i Canada og to millioner i USA, Europa og andre asiatiske lande. De fleste indiske indvandrere i Danmark var indtil for nylig fra Punjab-provinsen. Efter IT-revolutionen kommer flere fra andre stater i Indien, og Punjab er ikke længere den mest velhavende stat. Det er delstater med IT-virksomheder, der løber med stafetten.
Hvem kommer og erstatter deres jobs i Punjab-provinsen, når de har forladt Indien? Der er mange fra andre delstater, der er taget til Punjab for at forsørge deres familier med jobs i landbrugssektoren.
Indira Gandhi blev myrdet af to af sine egne sikh-vagter, og dér sluttede al sympati for Khalistan-separatistbevægelsen. Det er præcis 40 år siden. Siden da har alle regeringer været konsekvente over for separatister, men ingen har brugt metoder som at likvidere indiske borgere i andre lande.
Støtten for Khalistan-bevægelsen var meget lav helt op til 2015. Men så blussede den op igen. Den indiske regering mener, at rigtig mange landmandsprotester i Indien nu bliver støttet fra udlandet, nemlig Canada og USA, af visse sikh-separatister. Indien sætter hårdt mod hårdt og vil ikke acceptere, at Vesten huser separatister.
Nægter
Indien nægter, at de havde noget at gøre med, at et fremtrædende medlem af Khalistanbevægelsen er blevet myrdet i Canada. Tværtimod anklager de Canada for at huse terrorister. De beskylder Hardeep Singh Nijjar for at have dræbt en lokal politiker og nogle andre i Punjab, og for Indien var manden en terrorist. Og de mener, at den canadiske regering med Justin Trudeau i spidsen bruger sagen til at fiske stemmer fra borgere med sikh-baggrund.
Husk på, at fire af Justin Trudeaus tidligere ministre havde sikh-baggrund. En sikh, Jagmeet Singh, er formand for et venstreorienteret parti, New Democratic Party, som støttede Trudeaus regering, men nu har trukket støtten tilbage. Dermed er et nyvalg uundgåeligt, og derfor er der kamp om at få stemmer fra sikh-minoriteten.
Så begge parter beskylder hinanden for at underminere de demokratiske normer. Indien mener, at en del sikher og faktisk en lille minoritet af dem får penge fra alle de stater, som ønsker at destabilisere Indien, hermed Pakistan.
Resultatet af konflikten er, at sikherne og også de, der bor i Danmark, har svært ved at få visum til Indien. Det skyldes, at den største modstand mod den nuværende regering også er støttet af de samme kræfter.
Der har været mange strejker og blokering af veje i Delhi af landmænd, og den indiske regering påstår, at det er separatister, der kommer og laver ballade i deres ferie i Indien, og så efterlader de landet i en kaotisk situation.
Men alt dette burde håndteres på en demokratisk måde. Indien er ikke Israel, og sikherne er ikke Hizbollah, så der er ikke opbakning til at betragte dem som terrorister.
Indien og Canada har haft gode relationer. Selvom Canada har udvist indiske diplomater, har de også sagt, at de godt kan erstattes med nye medarbejdere.
Rider på to heste
Nogle internationale iagttagere mener dog, at Indien spiller en nøglerolle i BRIKS-landene, og der har lige været et stort møde i Rusland. Indien deltog, og BRIKS er især på handels- og forsvarsområdet ved at blive et alternativ til NATO og EU. Nogle vil mene, at det er en indirekte måde til at presse Indien til at blive i den vestlige lejr. Indien rider på to heste.
Kina på den ene side og USA på den anden side presser Indien til at vælge side. Indien mener til gengæld, at de helst vil være uafhængige. Derfor er sagen blusset op nu, mener mange, fordi der her er en mulighed for, at Vesten kan presse Indien.
Der er desværre ingen politisk opbakning i Indien til at føre en blød politik over for separatister, men som et demokratisk land burde Indien overhovedet ikke støtte et politisk mord i et fremmed land. De kan rejse en sag om udlevering.
Men hvem vil i fremtiden udlevere deres borgere til Indien? Om lidt skal landsretten eller højesteretsdommeren afgøre, om man skal udlevere Niels Holck til Indien. Mon ikke den sag i Canada taler for, at Indien ikke kan få sin vilje?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
