Kommunalvalgskampen raser derudad, og der er noget, som springer mig i øjnene.
Jeg stiller op til kommunal- og regionalvalget for Kommunistisk Parti, og det gør jeg egentlig af en meget simpel årsag. Jeg har ikke kunnet se nogen partier på stemmesedlen, som jeg har villet lægge min stemme ved.
Jeg hører gang på gang, at folk fortæller mig, at man skal skelne imellem et parti på byplan og på landsplan. Men for mig kan der simpelthen ikke være så stor forskel på et partis linje nationalt over for kommunalt.
Tænk nyt – stem kommunistisk!
For mig at se blåstempler man et partis linje uanset i hvilket regi. Så snart man er medlem, lægger sine kontingentkroner i partiets kasse og sågar stiller op til valg under det partis faner.
Jeg er ikke i stand til at tænke på andet end bededagstyveriet, når jeg sidder i en debat med Niels E. Bjerrum fra Socialdemokratiet, uanset hvor meget han snakker om rent vand i havnen og gratis daginstitution.
Når jeg ser plakaterne fra Enhedslisten om, at København kæmper for Palæstina, så tænker jeg på den fuldkommen forrykte antisemitisme-aftale, Enhedslisten stemte for. Jeg kan ikke tænke på andet end den højredrejning, der er sket i partiet under ledelse fra Pelle Dragsted – et parti, som før var helt og holdent modstandere af både EU og NATO, og som nu stiller sig side om side med den mest krigeriske del af vores Folketing.
Når SF’erne snakker om grønne områder, og at vi skal passe på kloden, så tænker jeg på, at de stemte for Lynetteholmen, og at vi skulle bygge på Amager Fælled og Stejlepladsen.
Når jeg ser SF’s kandidat Sonja Agerbæk dukke op i et Palæstina-tørklæde til debat ude ved siden af Urbanplanen, så klinger det for mig så hult, når hendes partiformand Pia Olsen Dyhr langt fra har stillet sig solidarisk med palæstinenserne, og da hun gjorde, var det et vattet “begge sider har ofre”-opslag.
Jeg kan ikke skille det ad, uanset hvor meget jeg prøver, og jeg kan ikke se, hvordan det at stille op for et parti kommunalt set ikke er en blåstempling af partiet generelt set. De kommunalvalgspolitikere, der stiller op på diverse venstrefløjsplatforme, bør bringe den samme energi ind i deres partis generelle og nationale politik. For ellers er det bare valgflæsk!
Af den grund kan jeg godt forstå magtesløsheden, frustrationen og afmagten, der er at finde, når man opfordrer til boykot af valget, men for mig er løsningen, at vi stiller os frem og kæmper sammen.
Selvfølgelig sker revolutionen ikke i Borgerrepræsentationen. Det er der ingen, der har påstået, men valget er en platform ligesom al anden politik. Vis, at vi er mange, der ikke gider højredrejning og falske løfter! Vis, at vi er mange, der er trætte af svigt fra dem, der påstår at repræsentere os!
Stem nogle ind, der ikke har svigtet! Stem nogle ind, der fra begyndelsen har stået stærkt på modstanden, fredens og solidaritetens politik! Stem nogle ind, der ikke vakler eller lefler for højrefløjsstemmer ved at give køb på principper! Tænk nyt – stem kommunistisk!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


