Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Under sit besøg næsten to år efter det Hamas-anførte palæstinensiske indfald i kibbutzen blev Netanyahu mødt af utilfredse beboere i den fortsat meget ødelagte bebyggelse. Han lovede ved det sene besøg at bistå med genopbygning og sagde også:
”Jeg føler en dyb forpligtelse – især for at sikre alle vore gidslers tilbagevenden, allesammen. Der er stadig 20 i live, og der er også de, som er syge.”
Dette er stadig begrundelsen for de fortsatte drab på palæstinenserne i Gaza, hvor FN anslår, at 57.000 palæstinensere, herunder mindst 17.000 børn, har mistet livet på de knapt to år. Den seneste bølge af angreb i Gaza blev under kodenavnet Gideons Chariot vedtaget primo maj af Israels Sikkerhedsråd med det angivelige mål at få frigivet de sidste israelske gidsler. Og bagefter?
Endlösung i Gaza og på Vestbredden
”Planen er så at flytte hele Gazas befolkning til syd for enklaven (læs: Egypten), hvorefter den totale blokade af humanitær hjælp måske kan hæves”, skriver CNN med en officiel israelsk embedsmand som kilde. Denne tilføjer direkte, at militæret ”vil forblive i ethvert område, som bliver indtaget””. 1)
Mens Netanyahu i Washington indstillede Trump til Nobels fredspris, angav forsvarsminister Israel Katz, at et middel kunne være at etablere en ”lejr” for 600.000 eller op til hele Gazas befolkning i en smal landstrimmel omkring Rafah mellem Ægyptens grænse og det israelske militærs såkaldte ”Moraq-korridor” lidt nordligere. Lejren skal kun kunne forlades, hvis man drog til et andet land, sagde han. 2) Altså en regulær kz-lejr.
På Vestbredden, som blev erobret fra Jordan under Seksdageskrigen i 1967, har Netanyahu-regimet nyligt besluttet at opføre 22 nye bosættelser, det største antal i årtier. Samtidig legaliseres militære udposter, som er bygget uden formel regeringstilladelse.
Finansminister Bezalel Smotrich bor selv i Vestbred-bosættelsen Kendumin, der ifølge international lov betragtes som illegal. Han er talsmand for planen sammen med forsvarsminister Israel Katz, som hævder, at bibelhistorien tilsiger at ”styrke vores greb om Judæa og Samaria”, og tilføjer, at planen er et ”strategisk træk, der hindrer etablering af en palæstinensisk stat, som ville true Israel”. 3)
”Israels ret…”
Danmarks regering anerkender ikke Palæstina som stat og er således ikke en stopklods for koloniseringen, som fremmes af væbnede bosættere støttet af Israels hær, IDF. De seneste måneders israelske offensiv havde på den besatte Vestbred ultimo maj kostet 91 palæstinensere livet – heraf 13 børn. Og drabene fortsætter. 16.600 palæstinensere er blevet tvangsfordrevet alene fra Jenin-lejren på Vestbredden 4). 700.000 israelere lever nu i over 350 bosættelser.
”Israels ret til at forsvare sig” er den ofte gentagne retfærdiggørelse af Israels fremfærd de seneste to år og leveringen af dele til dets F-35-bombefly og opkøb af afprøvede våben for 1,7 milliarder kroner. Men hvor går Israels grænser egentlig?
Støttet af den britiske kolonimagt og Sykes-Picot- og Balfour-deklarationerne immigrerede fra 1931 over 450.000 jøder til det britiske mandatområde i Palæstina, trods heftig palæstinensisk-arabisk modstand især i 1936-39. Efter nazisternes grusomme Holocaust var kun få af de jødiske immigranter europæiske. Holocaust er velkendt, men denne forhistorie hører vi ikke om.
Historien om FN-delingsplanen 1947, hvor de immigrerede jøder fik tildelt mere end halvdelen af jorden – den bedste – selv om palæstinenserne/araberne stadig var dobbelt så mange, er glemt. Kort før vedtagelsen af FN’s plan skrev Ben-Gurion, der blev Israels første premierminister – med arabernes modstand mod planen som påskud – i sin dagbog, at der ”er ingen territoriale grænser for den fremtidige jødiske stat”. 5)
Allerede ti år før vedtagelsen havde Ben-Gurion skrevet, at ”araberne skal ud, men der er brug for et belejligt øjeblik, for at det kan ske, som for eksempel en krig.” 6). Selv den uretfærdige FN-plan var for zionisterne værdiløst papir. Og resultatet af arabernes modstand og Ben-Gurion-regimets og dets terrorbander Irguns og Lehis ambitioner var fordrivelse, lemlæstelse og drab på i alt over 700.000 palæstinensere: Nakba.
Den historie forbigås også, når Hamas-angrebet 7. oktober 2023, proportionsløst, udråbes som terrorisme og et nyt Holocaust, og sårede palæstinensere fra Gaza ikke modtages, fordi de udgør en ”sikkerhedsrisiko”!
Et andet udsagn er, når Hamas’ gerninger – og palæstinensernes forudgående intifadaer med slangebøsser, stenkast, hjemmegjorte småraketter og få håndvåben – sidestilles med Israels krigsmaskine, fly, kampvogne og droner. Regeringsudsagnet promoveres også af EU- og NATO-tilhængerne i SF og Enhedslisten – i tråd med støtten til Mette F.’s ’antisemitisme’-lov, der kriminaliserer kritik af Israel og den zionistiske ideologi.
Sådan skabtes Nir Oz-kibbutzen
Nir Oz-kibbutzen i Eshkol-distriktet i det nordvestlige Negev er et produkt af Nakba og etableredes i 1955 som en af de første militære Nahal-forposter. Den præsenterer nu sig selv som en ”grøn have” og ”øko-have” i den tidligere ørken. Blomstringen muliggjordes af et gigantisk overrislingsprojekt med vand ført fra en pumpestation ved Yukon-floden 100 kilometer mod nord. Hovedsponsor for det kostbare projekt var USA’s regering og zionistiske fonde i USA.
Mens Vestbredden fortsat koloniseres, og palæstinensernes huse, oliventræer og andre afgrøder ødelægges, og jorden fratages dem, og mens Gaza ligger i ruiner, så gør Nir Oz en dyd ud af at reklamere for eksport af asparges og andre grøntsager og kødprodukter med mere. Den bosatte befolkning udgjorde ultimo 2023 knapt 400 mennesker, som med nærheden til Gaza-grænsen længe blev betjent af palæstinensiske løsarbejdere herfra – og nu af arbejdere fra Thailand.
Nir Oz kalder sig ”et sekulært samfund”, altså et verdsligt, ikke-religiøst fællesskab, der betegner sig som ’venstreliberalt’, men har nydt godt af israelske zionistiske regimers støtte fra start. Dette fremgår også af, at Nir Oz i maj 1957 blev overtaget af den erklærede zionistiske ungdomsorganisation Hashomer HaTzair. 7)
Zionismen hævder trods eksistensen af jødiske samfund over hele verden med vidt forskellige kulturer, sprog og historieforløb, at jøderne udgør ét folk med bibelhistorisk ret til et ubegrænset ’hjemland’ i, hvad der før tilhørte et stort flertal af palæstinensere og arabere med Jerusalem som hovedstad.
Terror eller befrielseskamp?
Før Nakba i 1948 tilhørte jorden ved Nir Oz den palæstinensiske landsby Ma’in Abu Sitta. 8). Palæstinenserne må spørge, om det var det Israel, som har ’ret til at forsvare sig’, der blev angrebet 7. oktober 2023? Eller om det var jord stjålet fra dem?
Det anslås, at omkring 25 israelere blev dræbt og 70-80 bosættere og bevæbnede israelere bortført her, da Hamas-grupper gjorde udfald om morgenen den 7. oktober 2023. Antallet af regulære israelske soldater, som var involveret i de efterfølgende kampe er uvist. Men et uddrag af Wikipedias historie med kildehenvisninger siger ét og andet. Om starten og angrebet på en israelsk tank hedder det:
”Tanken mod syd (for Nir Oz) blev sat ud af spillet, ramt af fem antitankmissiler. Tre af dens besætning blev dræbt og en anden taget til fange. Ligene og den overlevende blev bragt til Gaza”. Og videre:
“På dette tidspunkt (for angrebet) havde Israel Defense Forces (IDF) 182 kamptropper og 57 hjælpekamptropper til forsvar for Nir Oz og nærliggende samfund. IDF-baserne i området kom under angreb under anslaget, og IDF’s kommando og kontrol i området brød indledningsvist sammen”. Og senere:
”Liget af én palæstinensisk aktør blev fundet i kibbutzen. IDF-undersøgelsen konkluderede, at adskilligt flere aktører sandsynligvis blev dræbt af bevæbnede kibbutz-indbyggere og deres lig opsamlet af deres kammerater. Yderligere 64 militante dræbt af IDF-helikoptere og en kampvogn blev fundet nær kibbutzen på en vej til Gaza”. 9)
Modstand med civile ofre
Drabene på – og bortførelse af – ubevæbnede civile kan ikke skjules og må fordømmes, om det så sker i affekt eller raseri. Men det er en del af al krig, uanset om man synes om Hamas’ og dets kampfællers ideologi. Og man må spørge, om angrebet 7. oktober primært havde civile ubevæbnede som mål og resultat?
De danske modstandskæmpere, civile ubevæbnede og bevæbnede, gjorde en ende på samarbejdspolitikken den 29. august 1943, selv om Wilhelm Buhl havde opfordret til angivelse af sabotører og andre modstandere af ’værnemagten’. Især kommunisterne var aktive trods en grundlovsstridig rigsdagslov med forbud mod DKP to år før. Inden da var tre rigsdagsmedlemmer blandt over 300 arresterede. De blev interneret. 150 af dem overførtes til kz-lejren Stutthof. 22 døde.
Men BOPA (Borgerlige Partisaner), Hvidstensgruppen, Frihedsrådet, Christmas-Møller og religiøse kræfter som Kaj Munk med flere var en politisk broget del af modstanden. Det samme er modstanden blandt palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden og i flygtningelejrene udenfor. Eksempelvis går PFLP og DFLP ind for en fælles verdslig stat/overenskomst med plads til – og ligestilling mellem – arabere og jøder, palæstinensere og andre etniske grupper.
Selv enkelte nuværende og tidligere danske politikere og historikere anerkender nu, at de danske frihedskæmpere var godt organiserede og disciplinerede, så landet til sidst kunne godskrives som en del af den antinazistiske front.
Der var uoverlagte, måske overlagte, fejl, hvor uskyldige civile kom i skudlinjen, fejludpegne stikkere likvideret og medløbere og ’feltmadrasser’ chikaneret og så videre. Det samme skete i den antifascistiske modstandskamp i Frankrig, Italien, Grækenland og andre lande – for blot at nævne Europa og den nære fortid.
Senest, den 3. juli, blev 82 palæstinensere dræbt i kz-lejren Gaza ved et israelsk luftangreb og skud mod mennesker, der søgte nødhjælp. Ugen efter blev 16 palæstinensere, heraf 10 børn, ’fejlagtigt’ dræbt af et IDF-missil, som angiveligt skulle have ramt en Hamas-leder.
Det burde være overflødigt at nævne, at tusinder af palæstinensiske unge og ældre uden lov og dom eller dømt uden retshjælp ved militærdomstole sidder fængslet og ofte er underkastet tortur, misbrug og sultekost, ofte i årevis. Deres familier chikaneres, og de registreres, hvis de løslades. Og andre tusinder har fået samme behandling siden 1948.
Den fredelige vej? Blot endnu ét eksempel: Da tusindvis af palæstinensere i 2019 marcherede mod indhegningen omkring Gaza, kun bevæbnet med flag, blev over 200 demonstranter dræbt af IDF.
FN’s charter anerkender ikke, at væbnet kamp mod kolonisering og for national befrielse er terrorisme. Tværtimod: ”Det er af afgørende betydning, at menneskerettighederne beskyttes af loven, hvis ikke mennesket som en sidste udvej skal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse”. 10)
NOTER:
1). CNN 7.5.25.
2) The Guardian 14.7.25
3). The Guardian 29.5.25
4). Al Jazeera/ Globalnyt, 25.5.25
5). Ilan Pappe: Den etniske udrensning af Palæstina, Klim 2012, s. 40
6). Item, s. 54
7). Site for Keren Kayemeth-Jewish National Fund (KKL-JNF).
8). The Guardian, 4.10.24 m.fl.
9). (Wikipedia med reference til IDF og flere andre israelske kilder)
10). (https://amnesty.dk/vores-arbejde/fns-verdenserklaering-om-menneskerettigheder/
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.