Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Jeg er ærligt talt træt af, at vi bliver ved med at gå i ring. Snakken om racisme i Danmark ender alt for ofte i teoretiske diskussioner: Er det strukturelt eller bare nogle få tilfælde? Handler det om følelser eller om fakta, vi kan måle?
I mellemtiden bliver virkeligheden for os, der rammes, igen og igen reduceret til debatstof. Institut for Menneskerettigheder har i årevis dokumenteret, at otte ud af ti minoritetsetniske personer oplever racisme. Vi ved, at børn bliver mobbet på grund af deres etnicitet i danske folkeskoler. Og alligevel taler vi udenom.
For mange er det umuligt at se, fordi de er født ind i det. Ligesom fisken der ikke kan finde de syv verdenshave, fordi den allerede svømmer i dem. Men for os, der står uden for normen, er det umuligt ikke at mærke det.
Vi taler ikke om det mest grundlæggende: hvidhed. Ikke som hudfarve, men som en tavs, altgennemtrængende norm – en selvfølgelighed der bestemmer, hvad der anses som normalt, dansk, rigtigt. Det er dér, racismen bliver det normale.
Og måske er det netop dét, der gør debatten så fastlåst. For så længe vi kun diskuterer racisme som noget, der sker for “de andre”, kan flertallet blive ved med at se sig selv som neutrale. Men hvidhed er ikke neutral – den er normen, og den skaber afstand. Når vi ikke tør tale om det, bliver debatten hul. For det handler ikke kun om intentioner eller enkeltsager. Det handler om magt, positioner og hvem, der får lov at definere virkeligheden.
Når du aldrig bare kan være dig selv
Hvidhed som standard: Myterne, der holder racismen i live. Det er på tide, vi tør tale om, hvordan hvidhed er blevet normen for at høre til i Danmark – og hvordan den norm stadig holder racismen i live.
Kender du følelsen af ikke at passe ind? At træde ind i et rum og mærke, at du er forkert. At blikkene hænger lidt for længe. At du skal bevise, at du har ret til at være der. Måske har du følt dig for stor, for lille, for anderledes. Måske har du mærket den usynlige standard – normen, som kun nogle få kan følge uden besvær.
For mig handlede det ikke kun om at føle mig anderledes. Det handlede om at blive gjort anderledes.
Jeg kom til Danmark i 1980’erne, ni år gammel, fra Trinidad og Tobago. Et barn med åbne øjne, fuld af håb og troen på, at verden var retfærdig. Men virkeligheden ramte hurtigt – og hårdt.
Jeg husker det tydeligt. En madkundskabstime. Jeg havde netop afsluttet min opgave og rakte, glad og stolt, armene ud for at give min lærer et kram. Han trådte straks tilbage og sagde: “Rør mig ikke, jeg bliver beskidt!”
En anden lærer, der stod ved siden af, lo og sagde: “Ej, Kim!” – ikke som protest, ikke i forargelse, men som en tom bemærkning, før de begge grinede videre. Min ven, der stod ved siden af mig, forstod det med det samme. Det gjorde jeg også.
Det var ikke en enlig episode. Jeg mærkede muren igen, da jeg deltog i et BMX-løb i Ishøj Centret. Jeg kørte mig til en tredjeplads – men præmien blev givet til en etnisk dansk dreng, som endda var blevet slået ud af løbet. Dommeren undgik mit blik. Jeg græd hele vejen hjem.
Jeg lærte det, da jeg som teenager søgte en læreplads og blev afvist med kolde blikke og korte svar, mens mine etnisk danske venner blev budt velkommen.
Men det handlede ikke kun om de enkelte afvisninger. Det handlede om at blive gjort anderledes. At vide at uanset hvad jeg gjorde, skulle jeg bevise, at jeg hørte til. Og nogle gange ville det aldrig være nok.
Hvidhed er ikke hudfarve – det er en norm, en standard
Jeg forstod det for alvor senere: Hvidhed er ikke kun et spørgsmål om farve. Det er en standard. Det er de usynlige spilleregler, der bestemmer, hvem der er “almindelige”, og hvem der altid vil være “de andre”.
Den gennemsyrer alt – fra film og skolebøger til ansættelsessamtaler. Den ligger i blikkene, vi giver hinanden, i de ord, vi vælger, og i de spørgsmål, vi aldrig stiller. Det er den tavse forventning om, at den hvide krop, den hvide historie og det hvide verdensbillede er normen. Og alt andet er afvigelsen.
For mange er det umuligt at se, fordi de er født ind i det. Ligesom fisken der ikke kan finde de syv verdenshave, fordi den allerede svømmer i dem.
Men for os, der står uden for normen, er det umuligt ikke at mærke det.
Hvis rollerne var byttet om
Lad mig vende det på hovedet:
Forestil dig, at hvide mennesker kun blev nævnt i medierne som stereotype skurke. At hvide mænd altid var den korrupte politiker, pædofilen eller skattesvindleren. At alle reklamer, film og skolesystemer fremhævede sorte, brune og asiatiske mennesker som de smukke, de intelligente, de kompetente – mens hvide mennesker blev reduceret til grin eller frygt.
Forestil dig, at dine børn voksede op uden nogensinde at se nogen, der lignede dem selv, portrætteret med respekt eller dybde. At de lærte, at deres hud var for lys, deres næser for smalle, deres læber for tynde – og at de var nødt til at ændre sig for at passe ind.
Lyder det absurd? Det er hverdagen for millioner af mennesker i verden i dag. Også her i Danmark.
Vi bliver nødt til at aflive en af de største myter: At hvidhed er naturlig. At det bare er sådan, verden hænger sammen. Det er en konstruktion. En fortælling der blev skabt for at retfærdiggøre kolonialisme, slaveri og udbytning. En fortælling der stadig gennemsyrer vores samfund.
Hvidhed som norm gør det sværere for os at se, når noget er galt. For dem, der lever i normen, føles det bare som verden, der er, som den skal være. Derfor møder vi også de velkendte afvisninger: “Jeg ser ikke farver.” Eller: “Der er ikke racisme i Danmark.”
Men hvordan kan du vide det, hvis du aldrig har måttet svømme mod strømmen?
Jeg bliver træt af sætninger som: “Nu spiller du offer igen.” Eller: “Nu trækker du offerkortet.” For det afslører netop, at man ikke har forstået, hvad der er på spil. Det handler ikke om følelser. Det handler om systemer. Om normer. Om usynlige strukturer, der afgør, hvem der bliver inviteret indenfor – og hvem der står udenfor og banker på.
Når vi siger, der ikke er racisme i Danmark, siger vi også, at vi nægter at se hvidheden som det, den er: En norm der former vores blik og vores handlinger.
Sådan fungerer hvidhed
I skolen lærer vi, at verdenshistorien er europæisk historie, og at opdagelser, fremskridt og civilisation er noget, Vesten har skabt og givet til resten af verden.
Når vi taler om filosofi, starter fortællingen med grækerne, som om ingen andre kulturer tænkte dybe tanker før dem. Når vi ser på kunstens mestre, er det renæssancens hvide mænd, der fremhæves, mens afrikanske, asiatiske og indfødte traditioner overses eller gøres til eksotiske kuriositeter.
Vi tager vores plads tilbage. Men vi må ikke lade andres vurderinger definere, hvordan vi har det med os selv. At give andre magten til at bestemme vores selvværd er en stor overgivelse af kontrollen over vores eget liv. Vi må indtage vores rum – det sociale rum – og stå fast i vores egen identitet uden at lade os påvirke af andres fordomme eller forventninger.
Frantz Fanon beskriver det brutalt i Black Skin, White Masks: “Den hvide mand har defineret menneskelighedens ansigt – og hvis du ikke ligner det, er du altid lidt mindre menneskelig.”
Fanon forklarer, hvordan kolonialismen ikke kun har udnyttet sorte kroppe, men også har koloniseret sindet. Hvordan mennesker med mørk hud tvinges til at se sig selv gennem den hvide mands blik. Hvordan de internaliserer idéen om deres egen mindreværdighed.
Hvordan de formes af en verden, der konstant minder dem om, at deres hudfarve er et problem, der skal overkommes. Hvordan de lærer at iklæde sig en hvid maske, fordi de ved, at deres egen ikke er god nok. Jeg har mødt den hvide maske. Jeg har set den i spejlet. Jeg har følt dens vægt på mine skuldre.
For der var dage, hvor jeg troede, at problemet var mig. Jeg forsøgte at tale renere, opføre mig pænere, passe bedre ind. Jeg lærte at navigere i et landskab, hvor jeg ikke måtte vise mine følelser, aldrig måtte virke for vred, for aggressiv, for højrøstet – for sort.
Men intet af det gjorde en forskel. For jeg kunne ikke ændre mit ansigt. Jeg kunne ikke ændre min hud. Så jeg valgte at tage masken af – og aldrig nogensinde lade den definere mig igen.
Jeg nægtede at blive ved med at gøre mig mindre, tilpasse mig, glatte mine kanter for at passe ind i en form, der aldrig var lavet til mig. Jeg nægtede at bære en maske, der skjulte mit sande jeg, for at gøre andre komfortable.
For hver gang jeg prøvede at passe ind, for hver gang jeg ændrede mig selv for at blive accepteret, gav jeg lidt af mig selv væk. Men ikke mere.
Jeg valgte at tage masken af, selv når det gjorde ondt. Selv når det betød, at jeg blev mødt med blikke, spørgsmål, afvisninger. For jeg vidste, at den frihed, jeg søgte, aldrig ville komme ved at spille efter regler, der ikke var lavet til mig. Frihed kom først, når jeg besluttede, at jeg ikke længere behøvede deres accept for at eksistere.
Vi tager vores plads tilbage
James Baldwin siger det klarest: “Hvidhed er ikke bare en farve – det er en tilstand og en magtstruktur, der kræver myter for at overleve.”
Men vi skal stoppe med at fodre den myte. Vi skal fortælle vores egne historier. Vi skal kræve vores plads – uden undskyldninger.
Vi skal vise vores børn, at de er skabt i skaberens billede, og at de ikke behøver lysere hud, en anden accent eller europæisk accept for at være noget værd.
Jeg skriver dette, fordi jeg nægter at efterlade mine børn – og børnebørn – en verden, hvor de skal undskylde for at eksistere. Tiden, hvor vi bad om lov til at være her, er forbi. Vi er her. Vi har altid været her. Nu tager vi vores stemme, vores plads og vores magt tilbage.
Så hvad skal vi gøre? Vi skal begynde med at se hvidhed som det, det er: en norm – ikke en naturlov.
Vi skal forstå, at vi alle – også hvide danskere – har et ansvar for at gøre normen synlig og skabe plads til alle. Ikke som gæster. Ikke som undtagelser. Men som ligeværdige medborgere.
Det er først, når vi tør stille os selv de svære spørgsmål, at vi kan tage det første skridt mod en mere retfærdig verden. En verden hvor ingen behøver gemme sig, og ingen længere bliver gjort til “de andre”. Og den samtale begynder her. Den begynder nu.
…………. ……………. …………….
Kilder
1. Otte ud af ti minoritetsetniske personer oplever diskrimination i Danmark.
En omfattende undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at 84 procent af minoritetsetniske personer har oplevet diskrimination eller fordomme på grund af deres etniske baggrund. Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra knap 4.300 ikke-vestlige efterkommere eller indvandrere. Kilde: Flertal af minoritetsetniske personer oplever diskrimination i Danmark.
2. Halvdelen af skoleelever med minoritetsetnisk baggrund oplever mobning relateret til etnicitet.
En rapport fra Børns Vilkår og Institut for Menneskerettigheder dokumenterer, at 51 procent af elever med minoritetsetnisk baggrund har oplevet mobning med relation til deres hudfarve, nationalitet, religion eller kultur. Kilde: Skoleelever oplever udbredt mobning relateret til etnicitet.
3. Frantz Fanon – Black Skin, White Masks.
(1952) Frantz Fanon, en fransk-vestindisk psykiater og filosof, analyserer i Black Skin, White Masks de psykologiske konsekvenser af kolonialisme og racisme. Han beskriver, hvordan sorte mennesker internaliserer idéen om deres egen underlegenhed i en verden domineret af hvidhed. Fanon introducerer begrebet epidermalization, hvor individets hudfarve bliver en konstant påmindelse om deres sociale position. Han skriver:
“For the black man, there is only one destiny. And it is white.”
Fanon argumenterer for, at sorte individer ofte føler sig tvunget til at bære “hvide masker” for at blive accepteret i et samfund, hvor hvidhed er normen. Dette fører til en splittelse i selvopfattelsen og en følelse af fremmedgørelse.
4. James Baldwin – On Being White… and Other Lies.
(1984) James Baldwin, en amerikansk forfatter og aktivist, udforsker i dette essay konstruktionen af hvidhed i USA. Han hævder, at hvidhed ikke er en biologisk realitet, men en social konstruktion skabt for at opretholde magtstrukturer:
“America became white because of the necessity of denying the Black presence, and justifying the Black subjugation.”
Baldwin understreger, at forståelsen af hvidhed er afgørende for at konfrontere og nedbryde racisme. Han opfordrer til en ærlig refleksion over, hvordan hvidhed er blevet synonymt med normalitet og overlegenhed.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
