De folkevalgte fortæller os ofte, at vi skal støtte Israel, fordi det er det eneste demokrati i Mellemøsten. På den anden side har vi Hamas og Hizbollah, der er klassificeret som terrororganisationer, samt Iran, et islamistisk præstestyre, der støtter disse grupper.
Med denne fortælling tegnes et klart billede: Israel repræsenterer det gode, mens dets modstandere er de onde. Denne opdeling i “de gode” og “de onde” er dog en forenkling af en meget mere kompleks virkelighed, og det afhænger i høj grad af, hvilken side af muren man står på, og hvem der fortæller historien.
Det kræver en større forståelse for de historiske og nutidige dynamikker for at kunne se nuancerne i denne mangeårige konflikt, hvor retfærdighed og lidelse sjældent kan deles op i sort og hvid.
De vestlige regeringer har ofte støttet Israel med reference til Holocaust og den frygt, som det har skabt for jødernes sikkerhed. Men historien viser os, at konflikten har dybere rødder. Zionismen, ideen om en jødisk stat, blev ikke født af Holocaust, men af en bevægelse, der begyndte i slutningen af 1800-tallet.
Bevægelsen opstod som en reaktion på antisemitisme og ønsket om at etablere et nationalt hjem for det jødiske folk. Efter Anden Verdenskrig og Holocaust blev verdenssympatien for jødernes situation dog en afgørende faktor i oprettelsen af Israel i 1948.
Vi ser i dag, at Israel stadig bliver fremstillet som offer i konflikten – en stat, der kæmper for sin overlevelse mod overvældende fjender. Men dette billede passer ikke længere til virkeligheden, hvor Israel står som en regional supermagt, der nyder omfattende støtte fra Vesten, særligt USA.
Denne historiefortælling overser den virkelighed, som palæstinenserne står overfor: Fordrivelse, besættelse og en kamp for deres egne rettigheder. Israels fortsatte ekspansion gennem ulovlige bosættelser og militære angreb mod Gaza og Vestbredden bliver i mange tilfælde retfærdiggjort som selvforsvar, men for mange i regionen er det et udtryk for en overmagt, der systematisk undertrykker et folk.
Selvfølgelig er sikkerhedssituationen i regionen ekstremt kompliceret. Truslen fra grupper som Hamas og Hizbollah er reel, og de har uden tvivl udført angreb, som har kostet mange civile liv. Men at reducere konflikten til en kamp mellem demokrati og terrorisme ignorerer de dybereliggende historiske og politiske årsager til, at konflikten overhovedet eksisterer.
Denne forsimplede fremstilling gør det lettere for regeringer at legitimere Israels handlinger, uanset om de involverer krænkelser af internationale love eller ej. At vestlige regeringer fortsat understøtter Israel uden nødvendigvis at tage stilling til de menneskerettighedskrænkelser, som palæstinenserne oplever, skaber desværre et billede af dobbeltmoral.
Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er langt fra enkel, og den skabelon, hvor vi kategoriserer aktørerne som gode eller onde, skaber en fortælling, der ikke nødvendigvis stemmer overens med realiteterne. Det kræver en større forståelse for de historiske og nutidige dynamikker for at kunne se nuancerne i denne mangeårige konflikt, hvor retfærdighed og lidelse sjældent kan deles op i sort og hvid.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.