Dette er et debatindlæg, modtaget den 14. maj 2025. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
“Hvad skal man gøre?” “Vores bevægelses presserende spørgsmål” er en bog af Vladimir Lenin, skrevet i 1901-1902.
I den underbyggede og udviklede Lenin i forhold til den nye historiske situation Karl Marx’ og Friedrich Engels’ ideer om partiet som en revolutionær, ledende og organiserende kraft i arbejderbevægelsen og udviklede grundlaget for læren om et parti af en ny type, den proletariske revolutions parti.
Jeg er en ydmyg tjener, der leder efter enighed og fælles optræden i den daglige klassekamp.
Som i hvert fald nogle ved, så har jeg flintret rundt på en ikke særligt veldefineret ’venstrefløj’ de seneste fire år. Søgende med lys og lygte: Hvor er ’fløjen’ enig, og hvor er fløjen fløjtende uenig?
Jeg er bestemt ikke noget orakel, ikke nogen eskatologisk profet, jeg er en ydmyg tjener, der leder efter enighed og fælles optræden i den daglige klassekamp.
Aktuelt ser vi, at fred, frihed og demokrati er nogle store overskrifter, der kan samle rigtig mange “venstreorienterede” og kritisk-konstruktivt tænkende borgere.
Men enigheden møder forskellige bump på vejen, når snakken for eksempel går på:
- Samfundsmæssiggørelse af bankerne.
- Boligen som en menneskeret – ikke som et spekulationsobjekt.
- Nej til NATO og EU – nej til krigsbevillinger!
- Kongehuset på museum på vej mod et reelt, folkeligt demokrati uden levn fra feudalismen!
- Værdigt modspil til Trump – vor tids største menneskeskabte katastrofe – det kan næppe blive værre – eller ser imperialismen i den senkapitalistiske fase bare sådan ud?
I dag står vi over for udfordringer, det i ikke mindst den arbejdende klasses objektive historiske interesse vil være formålstjenligt at løse i et bredere fællesskab – måske en samlet ’venstrefløj’?
Jeg mener, vi er godt i gang omkring fredsarbejdet både omkring Palæstina og Ukraine; men skal fredsarbejdet og de fælles eventuelt kommende aktiviteter bære frugt – så er der nok nogle forhold, der skal justeres – ikke mindst omkring spørgsmålet om bevillinger til krig.
Vi står med en ‘venstrefløj’, der brændende ønsker indsigt i og kontakt med for eksempel den russiske arbejderklasse.
Vi oplever seriøse kampfæller, der mener, tiden er moden til et mere konkret samarbejde med for eksempel den russiske venstrefløj/Venstre Front, ’Левый фронт’.
På hvilken måde kan vi støtte den russiske og for den sags skyld også den ukrainske arbejderklasse i dag? Kan vi fremadrettet arbejde på fælles internationale projekter?
En lille rosin i pølseenden: Tænk, hvis vi på ’venstrefløjen’ kunne etablere en fælles presse som et gedigent, tidssvarende informationsprojekt? Bærer vi os en smule profylaktisk ad, kan vi blive et værdigt og nødvendigt alternativ og modspil til bourgeoisiets aktuelle borgerlige pressemonopol. Et rigtigt arbejderklassemedie.
Gennem et tæt pressesamarbejde kunne jeg forestille mig, at vi igen kunne få råd til en trykt avis. Det trykte medie er nærmest uundværligt ved demonstrationer, strejker og andre folkelige manifestationer. Jeg blev for eksempel abonnent på Arbejderen for mange år siden, da Sven-Erik Simonsen på Slotspladsen solgte mig en avis under en demonstration for bedre livsvilkår. Havde jeg ikke mødt Sven-Erik, havde jeg måske aldrig lært Arbejderen at kende.
’Venstrefløjen’ har, som jeg ser det, et omfattende volumen; men lige nu ikke noget fælles momentum.
Что делать – Hvad skal man gøre?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.