I Solidaritets nyhedsbrev af 29. juni 2024 er der en artikel af Kommunistisk Partis Ungdomsnetværk, som angriber Enhedslistens tilslutning sammen med alle de andre partier i Folketinget til en Aftale om en styrket indsats mod antisemitisme af 25. juni 2024. I samme artikel er der et link til de enkelte partiers kommentarer.
Jeg synes, at det er en meget vigtig diskussion. Jeg ser med stor forundring på, at Enhedslisten kan tilslutte sig en sådan aftale.
I udgangspunktet mener jeg, at der bør tages afstand for alle angreb på befolkningens religiøse eller ikke-religiøse opfattelser. Det være sig om man er tilhænger af den jødiske, muslimer, kristne tro eller andre trosretninger, eller om man har et ateistisk synspunkt.
Der er ikke tale om et terrorangreb, men om, at en besat befolkning gør oprør, hvilket er helt legitimt.
Man kan derfor undre sig over, at der kommer en sådan aftale nu, og at den ikke omfatter andre trossamfund. Det er ganske kendt, at det muslimske trossamfund i Danmark har været udsat for forskellige slags forfølgelser i årtier, uden en sådan aftale blev lavet for dem.
Det, der først stikker mig i øjnene, er, at man i Enhedslisten tilslutter sig en aftale, hvor man ikke får defineret, hvad der menes med antisemitisme. Som bekendt mener staten Israel og desværre hovedparten af den israelske befolkning og den danske regering, at antizionisme er lig med antisemitisme.
For det andet står der flere gange i aftalen, at man anser Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023 som et terrorangreb.
Der er ikke tale om et terrorangreb, men om, at en besat befolkning gør oprør, hvilket er helt legitimt.
Der må tages afstand fra alle civile, som mister livet i kamphandlinger. Der er uden tvivl civile, som mistede livet ved Hamas’ angreb, og som de er ansvarlige for. Det er dog blevet dokumenteret, at Israels hær iværksatte deres Hannibal-doktrin efter Hamas’ angreb. Doktrinen siger, at det kan være aktuelt at dræbe israelske borgere, for at de ikke bliver taget som gidsler. Hvor mange af deres egne borgere, hæren har dræbt, er ukendt.
Historien viser, at når en undertrykt/besat befolkning gør oprør, kan det være en ganske blodig affære. Da slaverne gjorde oprør på den danske koloni Sankt Croix i 1848, blev mange slaveejere og deres familier slået ihjel, men slaverne betalte den højeste pris, som det ofte er.
Gazastriben har været under Israels besættelse i 56 år siden Seksdageskrigen i 1967.
Siden 2006 har Gazastriben været under blokade af Israel, hvor befolkningen på 2,3 millioner, mest kvinder og børn, kun har fået tilført det mest nødvendige af vand, fødevarer og elektricitet. Næsten 50 procent lever i fattigdom, og det er den højeste arbejdsløshed i verden. Gaza betegnes som et stort åbent fængsel, hvor Israel bestemmer, hvem som må rejse ind og ud.
Ifølge FN er dødsfaldene i Gaza grundet konflikten i perioden 2008 til september 2023 5365 palæstinensere. De israelske tabstal i samme periode er 35.
Hvilken pris har palæstinenserne i Gaza så betalt indtil nu siden den 7. oktober?
De seneste opgørelser viser, at godt over 100.000 palæstinensiske mænd, kvinder og børn har mistet livet grundet Israels angreb, yderligere er 300.-400.000 døde som konsekvens af kamphandlingerne grundet sygdom med mere. Det er grunden til, at FN’s verdensdomstol mener, at Israel formentlig begår folkemord, hvad de fleste nok vil mene, er det der sker.
Dem, der gør oprør, er den palæstinensiske befolknings repræsentanter, som har massiv støtte blandt palæstinenserne. Det er blandt andet Hamas og PFLP Folkefronten til Palæstinas Befrielse med flere.
De er begge i Vesten betegnet som terrororganisationer, hvilket Enhedslisten tilsyneladende accepterer.
Endelig står der i aftalen, at antisemitismen ikke må “udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse”.
Aftalen, som Enhedslisten sammen med Folketingets øvrige partier har tilsluttet sig, er samtidig et angreb på ytringsfriheden. Sætter man for eksempel spørgsmålstegn ved Israels eksistensberettigelse, risikerer man en fængselsstraf på seks måneder.
Jeg mener i den grad, at man skal sætte spørgsmålstegn ved, om det racistiske apartheidstyre i Israel har en eksistensberettigelse, på samme måde som man gjorde til samme type styre i Sydafrika. Man kan drømme om en ny stat, “from the river to the sea”, hvor befolkningen kan leve sammen i fred og fordragelighed, men det har nok lange udsigter.
Om staten Israel kan overleve i den proces, er et åbent spørgsmål.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.