Angrebet af bosættere
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
For lidt over to uger siden fik jeg et nyt barnebarn – en lille pige, som naturligvis er verdens smukkeste og dejligste barnebarn. Og hvorfor siger jeg nu det? Jo, fordi – samme dag, som mit barnebarn blev født, erklærede statsministeren, at hun ikke ville afvise atomvåben på dansk grund. Atomvåben – det ultimative våben som ødelægger alt liv.
Hvad er det for en fremtid, vi byder vores børn og børnebørn? Kommer de til at vokse op i skyggen af nye krige i Europa – for slet ikke at tale om en ny verdenskrig?
I det hele taget er der brug for, at vi debatterer den situation, som vi står i.
Og jeg stiller spørgsmålet vel vidende, at i Palæstina og i Gaza dør børn hver dag i et folkedrab af uhyrlige dimensioner, uden at det kalder på fordømmelse fra danske politikere.
De politikere, som bakker op om Israels politik over for palæstinenserne, er nu gået i gang med at opruste vores eget land. Lytter man til danske og europæiske politikere lige nu, så taler de kun om krig og oprustning – og aldrig nogen, som taler om nedrustning, fred og dialog. Men oprustning er en spiral, som aldrig går nedad. Oprustning baner vej for krig. Vi føder krigsindustrien – våbnene skal jo bruges. Og jo mere vi opruster, jo mere bliver vi selv et bombemål.
På samme måde er det med de tre amerikanske baser, som USA har fået lov til at etablere på flyvestationer i Aalborg, Karup og Skrydstrup. Det sker ikke for at passe på os, men gør Danmark til en brik i USA’s militære planer. Vi bliver nu indlemmet i det bælte af stater med USA-baser, som ligger verden over i en rand omkring de lande, som USA er i rivalisering med. I alt har USA 917 baser. Og inden for de sidste år er også de fire skandinaviske lande kommet med. Danmark, Norge, Sverige og Finland får i alt 47 baser – og heraf kommer de tre altså til at være her i Jylland.
Det var Lars Løkke, som på Danmarks vegne underskrev aftalen i december 2023. Aftalen, som er uopsigelig i 10 år, er et brud med årtiers dansk politik om, at der ikke må udstationeres fremmede tropper på dansk jord i fredstid. Men ikke nok med det. Aftalen er også en massiv afståelse af dansk suverænitet. Ikke ved vold, ikke ved tvang, men ved frivillig underdanighed.
De tre flyvestationer bliver øer, hvor USA hersker og kontrollerer, hvem der kommer nær. Her får USA lov til at udstationere soldater og militært udstyr. USA skal ikke betale leje, og hvis de vil, kan de bygge løs på dem – med eget personel og med ansættelser der følger amerikansk lovgivning. USA får lov til at oprette sit eget politikorps. Og sker der noget, mens de amerikanske soldater er i Danmark, vil de ikke kunne retsforfølges ved danske domstole.
Men ikke nok med det – USA kan også operere uden for de tre baser. Offentlige og private veje og anlæg stilles gratis til rådighed. Fly og skibe kan frit komme ind og uden omkostninger benytte danske havne og flyvepladser. Således også her i Aarhus.
Som sagt blev aftalen underskrevet i 2023 – og selv om Trump nu er rykket ind i Det Hvide Hus, har det ikke betydet, at regeringen vakler på, at den skal vedtages i Folketinget i næste måned. Andre partier er dog begyndt at tvivle – og det bør der også være al mulig grund til.
Hvordan er det muligt, at det officielle Danmark bukkende og skrabende vil åbne dørene på vid gab for, at USA kan udstationere mandskab og militært udstyr på dansk jord, samtidig med at præsidenten åbent og utilsløret udsender militære trusler mod Rigsfællesskabet?
Det burde ikke være muligt. Og det er der faktisk også flere og flere, som mener. I en ny meningsmåling, som Berlingske har fået foretaget, siger 42 procent af danskerne ‘nej tak’, mens 30 procent mener, at aftalen bør vedtages. De resterende 28 procent har ingen holdning.
Den situation kalder på, at vi med fuld kraft skal rejse debatten frem mod førstebehandlingen i Folketinget den 11. april. Vi må kræve, at aftalen bliver taget af bordet.
I det hele taget er der brug for, at vi debatterer den situation, som vi står i. Det store spørgsmål er, hvad Danmarks udenrigspolitik egentlig skal være i fremtiden – under de nye magtforhold, som tegner sig i verden, og som er en del af bagtæppet for det kursskifte, vi ser i USA.
Mit Danmark skal være et foregangsland for fred, diplomati og bæredygtighed og tage folkeret og humanisme alvorligt.
Skal Danmark fortsat være en militær høg i tæt alliance med USA? Var det en succes, da vi sendte soldater til USA’s krige i Irak og Afghanistan? Er militærmagt altid løsningen på alverdens problemer? Skulle vi måske prøve at være et foregangsland for fred, diplomati og bæredygtighed – ikke oprustning og krig. Skulle vi måske oprette et center for fredsforskning frem for at oprette en ammunitionsfabrik?
Spørgsmålene er mange – men den danske regering stiller dem ikke. I stedet hedder det køb, køb, køb – og måske skal vi også have atomvåben.
Den oprustning, som regeringen har sat kursen mod, har kæmpe konsekvenser for fremtiden. Ud over at det er en voldsom klima- og miljøbelastning og et voldsomt ressourceforbrug, så er det også helt sikkert, at regningen vil blive sendt nedad og ikke opad. Liberal Alliance er allerede gået i spidsen – de vil halvere dagpengeperioden og skære på DR for at finansiere mere oprustning, mens andre taler om krigsskat.
Det indvarsler store velfærds- og socialpolitiske opgør: Droner eller skolemad? Tanks eller hjemmehjælp? Pensioner eller kanoner?
Det er ikke det land, som jeg ønsker, mit barnebarn skal vokse op i. Mit Danmark skal ikke bidrage til en verden, hvor militærmagt er løsningen på alt. Mit Danmark skal sige nej til USA-baser. Mit Danmark skal være et foregangsland for fred, diplomati og bæredygtighed og tage folkeret og humanisme alvorligt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
