Rapport fra Det Økonomiske Råd
I dag er det mandag, og vi glæder os til at se FCK spille mod AaB. Men det er måske bare held. Verden kunne ifølge den tidligere amerikanske efterretningsofficer og våbeninspektør Scott Ritter være stoppet i weekenden.
Hvis man ikke lige har fulgt med, repeterer jeg lige baggrunden.
1. Vesten har nu erkendt, at Ukraine nu hurtigt er på vej til at tabe krigen, hvis ikke der sker noget drastisk. Dette betyder, at Donbass er tabt for Ukraine og BlackRock, Krim er tabt for NATO, gældsætning for milliarder har været til ingen verdens nytte, og Vestens ledere i USA, NATO og EU, der har promoveret krigen, står pinagtigt tilbage med fletningerne i postkassen. Kort sagt, en katastrofe.
At lade en ukrainer trykke på affyringsknappen narrer alligevel ingen.
2. Det eneste tilstrækkeligt drastiske, man kan komme i tanke om, er at sende langtrækkende NATO-missiler – amerikanske Atacms, engelske Stormshadows, franske Scalps eller tyske Taurus – mod mål dybt inde i Rusland, militære mål, atomkraftværker, storbyområder og hovedstaden selv. Rammes sådanne mål, vil russerne helt sikkert vende sig mod Putin og tvinge ham til at opgive sin krig og levere Krim tilbage. Det er planen og håbet.
Knowhow er hos USA
3. For at disse præcisionsvåben skal kunne ramme deres mål dybt inde i Rusland, skal de imidlertid programmeres med data fra særlige amerikanske satellitter (ikke GPS, som russerne jammer). For at de ikke bare skal blive skudt ned, skal deres rute også planlægges med stor omhu gennem det russiske luftforsvar. Dette har kun amerikanerne midlerne til at gøre, og det kan godt tage et døgn at få det sat rigtigt sammen. Den krypterede målpakke skal derefter indkodes i missilet, hvilket kun amerikanske teknikere af sikkerhedshensyn har tilladelse til. Og da de alligevel har gjort det hele, kan de såmænd lige så godt også trykke på affyringsknappen. At lade en ukrainer trykke på affyringsknappen narrer alligevel ingen.
4. Det har i hvert fald ikke narret russerne, der har meddelt, at de er fuldt vidende om den nødvendige amerikanske deltagelse og derfor vil opfatte et langtrækkende missilangreb langt ind i Rusland som et amerikansk angreb på Rusland, en krigserklæring som de vil svare på med alle midler, inklusive atomvåben.
5. Og, nej, har russerne gjort klart, hvis NATO-raketterne flyver, vil der ikke være tid til forhandling. Ikke noget med indkaldelse af FN’s Sikkerhedsråd. Ikke engang noget med at præsident Putin skal orienteres og give grønt lys fra en særlig mappe, som en officer bag ham bærer rundt med. Nej, dette er kun for show. Den slags er der overhovedet ikke tid til i den virkelige verden. Flyver NATO-raketterne, så vil en russisk militær protokol straks sættes i værk og et modsvar sættes ind, det hele går nærmest automatisk. Og hurtigt. Fra de første raketter sendes afsted, til hele planeten er lagt mere eller mindre øde, går der ikke mere end 72 minutter. (Læs for eksempel Annie Jacobsens fremragende redegørelse).
6. Skal der forhandles, skal det derfor ske, inden de første raketter flyver. Det er det, som russerne har forsøgt at gøre med deres meget klare advarsler fra Putin, Lavrov, de russiske diplomater og diverse generaler.
7. Problemet er imidlertid, at deres modparter i Vesten ikke kan få sig selv til at tro, at russerne mener det alvorligt. Russerne ville aldrig vove at angribe NATO. Russerne bluffer. Atomkrig, har man hørt noget så latterligt! De, der er imod eskaleringen med de langtrækkende raketter, er derfor bare feje kyllinger, appeasers, Nevil Chamberlain-typer, ja, måske ligefrem Putin-trolde.
8. Efter ophedede diskussioner for og imod raketoptrapningen blandt medlemslandene i NATO besluttede den meget krigsivrige engelske Labour-premierminister Keir Starmer imidlertid at gå forrest som en anden Churchill og selv ordne tingene. Sammen med en delegation af engelske og ukrainske militærfolk ankom han med fly til møde i Washington med præsident Biden. Giv os grønt lys, så påtager vi os selv ansvaret, sagde han.
9. Men noget gik galt, og slukøret måtte Keir Starmer flyve tilbage med uforrettet sag. Og det var ikke kun de engelske medier, der fandt det ydmygende og pinagtigt for den førhen så stolte nation.
Reel fare
Var det det russiske diplomatis eller Putins klare advarsler, som fik Biden til at sende Starmer og hans krigsstab hjem?
Nej, siger Scott Ritter, den demente Biden, der hader Putin, bliver aldrig træt af at sige: “Putin, ha!, ham er jeg ikke bange for. Han kan bare komme an!”
Men Biden bestemmer selvfølgelig ikke selv. Ritter formoder derfor, at der har været en kanal ad bagvejen, måske til CIA, NSA eller Pentagon, ad hvilken russerne faktisk har overbevist deres amerikanske modparter i deep state om, hvor reel faren i virkeligheden er.
Måske har de ligefrem vist amerikanerne de NATO-mål, der i første bølge ville blive ramt med hypersoniske missiler, og måske har amerikanerne troet dem og lagt hånd på præsidenten. Hvilket kunne forklare det raserianfald, præsidenten fik i fuld offentlighed, da en journalist spurgte til Putins advarsler.
I hvert fald kan vi med lettelse konstatere, at vi overlevede også denne weekend. Vi kan også med sorg og bekymring konstatere, at vores kære statsminister åbenbart ikke hører til inderkredsen i NATO.
Hvis hun hørte til dem, man lod vide besked, ville hun vel ikke som et andet ubehjælpsomt fæhoved blive ved at fremture med sine evindelige krav om krigseskalering?
Er der slet ingen voksne, der taler med den stakkels kone? Har hun omgivet sig med lutter jasigere? Hvad med militæret? De ved vel forhåbentlig bedre. Kan hun ikke få en god lang snak med Peter Viggo Jakobsen?
Arbejderen har fået lov at bringe dette indlæg, som er bragt på Facebook den 23. september 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
