En væbnet afkolonisering
Den aktuelle TV2-dokumentar “Smertensbørn” sætter fokus på nogle af de mange børn og deres forældre, som er blevet svigtet af skiftende undervisningsministre siden inklusionsreformen i 2012. Dokumentaren er formentlig en øjenåbner for nogle, mens jeg som tidligere specialskoleleder desværre er nødt til at sige: “Hvad sagde jeg?”
Jeg har mødt så mange ofre for den reform. Traumatiserede børn der ikke får den hjælp, de skal have. Hele familier der går i stykker. Og jeg har givet udtryk for min kritik og bekymring igennem snart ti år. Ti år og intet mindre end fire forskellige undervisningsministre.
Nu hvor Rigsretten er i gang, kunne medlemmerne måske passende tage et kig på en undervisningsminister eller fire, som ikke har været deres ansvar bevidst.
I samme periode er andelen af børn og unge med psykiatriske diagnoser som autisme, angst og ADHD blot steget og steget. Det er børn, der kræver behandling. At blive tvangsinkluderet i folkeskolen er ikke en behandling, hvis nogen skulle være i tvivl. Tværtimod er det mishandling. Som konsekvens har mistrivslen nået nye højder, og mere end en tredjedel af børn med autisme har i dag slet ikke noget skoletilbud.
Det er vist kun personer med en ministerbil, der ikke evner at koble denne stigning sammen med en forfejlet politik, som udelukkende er baseret på kølige kalkuler frem for varm velfærd. Som konsekvens bliver det enkelte barns skæbne alt for ofte afgjort af en skoleleder, som er bemyndiget til at kunne gå imod en psykiaters eller en anden fagpersons anbefaling. Det er hensynet til skolens budget, der vejer højere end hensynet til barnets tarv, hvilket i mine øjne tenderer til reelt overgreb.
Nu hvor Rigsretten er i gang, kunne medlemmerne måske passende tage et kig på en undervisningsminister eller fire, som ikke har været deres ansvar bevidst. I stedet har de blot set passivt til, mens et stort antal børn er blevet udsat for grove svigt, der kommer til at forfølge børnene og deres familie resten af livet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
