Det er det helt rigtige sted, vi står her i dag, nøjagtig 50 år efter at de fascistiske stødtropper i Chile slog til. Det er det helt rigtige sted, fordi det her er Den Antiimperialistiske Plads.
Her er der plantet et træ for stifteren af Nicaraguas sandinistfront FSLN. Han hed Carlos Fonseca Amador. Her kan man erindre Cubas Fidel Castro og Venezuelas Hugo Chavez. Og her kunne der lige så berettiget være plantet et træ eller opsat en sten for at mindes Chiles Salvador Allende, hvis lig i disse timer for nøjagtig 50 år siden blev fløjet væk fra hovedstaden i militærhelikopter.
Vi mindes i dag ofrene for kuppet og for de 17 år under Augusto Pinochets jernhæl. Vores tanker går til de tusinder af chilenere, der måtte søge i eksil for at redde livet. Over 900 af dem nåede til Danmark som dengang, dengang, tog imod. Vi tænker på de tusinder af chilenere, der i hjemlandet tog kampen op og ydede utallige ofre i kampen mod det fascistiske diktatur.
Uden på nogen måde at forklejne denne indsats, de utrættelige ofre, er vi dog i dag, 50 år efter, her på antiimperialismens plads, nødt til at grave et par spadestik dybere.
Nutidens Plan Condor hedder økonomiske sanktioner og blokader mod regeringer, folk og lande, der ikke makker ret. Det hedder “regelbaseret verdensorden”, men er USA’s egne regler.
For kuppet i Chile var ikke en tilfældighed eller en enlig svale. Det var et resultat af, at magtfulde kapitalinteresser, overklassen og USA-imperialismen i fællesskab, koordineret, satte sig i bevægelse imod en folkelig bevægelse, en social revolution, der var ved at rive grunden væk under de lokale magthavere og de multinationale selskaber, der trak profitter ud af Chiles undergrund og fabrikker.
Cuba i 1959, Chile i 1970 – truslerne mod USA’s fangarme på det sydamerikanske kontinent krævede ifølge Washington aktiv handling. Oprør, eller tilmed revolution og “i værste fald” socialisme i Syd- og Latinamerika – det måtte knuses.
Og det blev det. Det ved vi alle.
Hvis man troede, at man kan stemme sig til socialismen, blev man hurtigt i Chile belært om noget andet.
Efter kuppet og Pinochets magtovertagelse indledtes en omfattende klapjagt på fagforeningsfolk, studenteraktivister, marxister, venstreorienterede, kommunister, socialister, revolutionære, ja alle der kunne anses som fjender. Og dét ikke blot i Chile, men også i Argentina, Uruguay, Paraguay, Bolivia og Brasilien.
Jeg står her med dokumenter, der bevidner Operation Condor. Et kæmpe efterretningsnetværk på tværs af Latinamerika for at registrere, forfølge og i sidste ende likvidere – og jeg citerer – “mennesker og organisationer, der direkte eller indirekte er knyttet til marxismen”. Indtil starten af 80’erne etableredes en kæmpe database, personer, der blev betragtet som politiske fjender i Latinamerika, blev udpeget og angrebet og endelig – i fase tre – blev erklærede fjender forfulgt og udryddet uden for Latinamerika.
De lækkede dokumenter viser, at diverse regeringsorganer i USA helt fra starten i det mindste kendte Operation Condor og ikke satte ind for at stoppe det, før til allersidst.
I dag er der ikke noget Operation Condor. Men der er en Plan Condor II, der går ud på med andre midler end de åbentlyst militære og voldelige at komme fjender til livs. Nutidens Plan Condor hedder økonomiske sanktioner og blokader mod regeringer, folk og lande, der ikke makker ret. Det hedder “regelbaseret verdensorden”, men er USA’s egne regler. Tænk på Cuba. Tænk på Venezuela. Og nutidens Plan Condor hedder parlamentariske kup, hvor der begås karaktermord og strikkes falske anklager sammen mod genstridige præsidenter med folkelig forankring. Tænk på Brasilien i august 2016. Tænk på Bolivia i november 2019 og senest Peru i december måned sidste år.
For en uges tid siden samledes ledende intellektuelle og folk fra folkebevægelser, fagforeninger og venstrepartier fra Sydamerika i Chiles hovedstad Santiago. Her holdt de et slags folkemøde om, hvad der kan gøres for at holde fast i og udvikle de revolutionære projekter i Latinamerika – i kamp mod imperialisme, især USA-imperialismen. Her blev det slået fast, at de revolutionære processer i Latinamerika består, at den cubanske revolution og den venezuelanske revolution i dag er blevet symboler, der lægger sig i traditionerne fra folkefrontsregeringen i Chile.
Den colombianske aktivist Laura Capote sagde det meget klart:
“Faktum er, at vi har revolutionære processer af socialistisk karakter, som er i live og har modstået imperialismens angreb, økonomisk, politisk, kommercielt, militært. Imperialismen har endnu ikke været i stand til at besejre vore revolutioner.”
Stemmen fra Chile lyder stadig. Ikke kun fra ofrene for kuppet for 50 år siden, men lige så meget fra alle dem der tog kampen op dengang, og som tager kampen op i dag.
Stemmen fra Chile er – i Chiles Kommunistiske Partis farverige beskrivelse: “… farvet i blåt, rødt og hvidt; skinner som kobber og bærer en minearbejderhjelm. Den smager af chilenske vindruer og quinoa. Den er tavs som pumaen, men brøler som havet. Den har fiskegarn og er båret af bondehænder. Den er et digt og er malet på lærred. Den er som et klasseværelse med børn og lærere, men høj som Andesbjergene og enorm som ørkenen. Den har kondorens vinger, men er klædt som lægen og bageren. Den er ædel som Andesbjergenes hjorte. Den er modig, og den forelsker sig som ungdommen. Den når ud til hver en afkrog af landet, ligesom jernbanen tidligere gjorde. Den er klog som vore gamle mænd, svæver som en drage, er lavet af ler, og den har videnskabsmandens nysgerrighed. Den er lige så gammel, som de bliver blandt araucanerne, og dens stemme dirrer af håb.”
Chiles stemme, Allendes stemme kalder på os og minder os om: “Historien er vores og skabes af folket”.
Tak for ordet!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
